Dansker samarbejdede med Sharon

Statsminister Ariel Sharon, som netop er død, var ”bulldozeren”,  som ryddede vejen for de omdiskuterede jødiske bosættelser. Men det er den danske jøde Motti Isaak taknemlig for.

– Vi kan takke Ariel Sharon for, at der i dag er over 200 jødiske bosættelser i Judæa og Samaria. Han var den bedste støtte, vi kunne få. ”Arik” var en bulldozer, som ingen kunne standse, fortæller den dansk-fødte nybyggertalsmand Motti Isaak.

Isaak er født i København og taler dansk. Som 16-årig flyttede han til Israel.
Isaak har været med til at bygge flere bosættelser.
– Ariel Sharon elskede nybyggerne. Han var som en far for dem. Jeg må sige, at det var et stort privilegium at være med til dette, siger Isak, som samarbejdede med Sharon om at bygge i Samaria. Han minder også om, at Sharon byggede en masse lejligheder til gavn for strømmen af nye immigranter fra det tidligere Sovjetunionen i halvfemserne.

Byggede Har Bracha

De nye bosættelser i Judæa og Samaria tog fart fra 1977 under premierminister Menachem Begin. Isaak fortæller, at de fik stor hjælp af daværende landbrugsminister Ariel Sharon og brigadegeneral Uri Bar On, hans assistent.
– Jeg husker, da vi byggede bosættelsen Har Bracha i Samaria i 1983. Det gik rigtig hurtigt. For Uri Bar On og Ariel Sharon sørgede for, at vi hurtigt fik asfalteret vejen, fik vand og elektricitet på bjerget. Det var Zvika Slonim og mig, der ledede bosættelsen, mindes Isaak, som mødte Sharon mange gange.

– En gang var jeg med til en ceremoni i Tapuah. Sharon og Bar On var til stede. Jeg gik hen til Bar On og spurgte, om de ville komme på besøg oppe i bosættelsen sent på aftenen. De svarede ja. Jeg var en af de få, som havde en stor mobiltelefon. Jeg ringede til min kone Chaviva og sagde, at nu måtte de stille op om aftenen. Der var ingen butikker i nærheden. Så de 11 familier gik rundt og samlede brød, smør og æg ind til en kæmpestor omelet. Der stod fem kvinder i køkkenet og lavede mad. Jeg har aldrig set nogen spise så meget som Arik. Jeg tror, der gik hundrede æg til. Det var rigtig hyggeligt, mindes Isaak.

Bygger mere

Motti Isaak ville bygge mere. Han bad Sharon om en ny grund på Samarias bjerg. På den tid drev Motti og hans far Moritz Isaak et lastbilfirma i Tel Aviv. Det lå ikke langt fra Sharons kontor.
– Hver morgen i to år gik jeg hen og satte mig udenfor kontoret, for at minde Sharon om løftet. Jeg sad der helt til Bar On kom forbi og så mig. Dukkede jeg ikke op, hændte det, at kontoret ringede for at høre, om alt var i orden.
Standhaftigheden førte til, at de fik tilladelse til at bygge bosættelsen Yakir i 1978.
– Helt til jeg var 45 år, gik jeg i korte jeans. En dag kom jeg på kontoret i lange bukser, og da spurgte Sharon, om alt var i orden, siden jeg ikke gik i korte jeans, fortæller Isaak.

Stor leder

«Det er ingen tvivl om, at Ariel Sharon var en stor leder. Han har været med Israel hele vejen og har meget at være stolt over.
Isaak fortæller, at Sharon startede kommandoenhed nr. 101 på 35 mand, som bekæmpede terrorisme i to år mellem 1951-53. Han deltog i Hæren og gjorde sig bemærket i seksdageskrigen i 1967, under et stort slag i Um Katef. Hans indsats blev studeret af krigsskolerne langt udenfor Israel.
– Men det var under Yom Kippur-krigen i 1973, at han krydsede Suez-kanalen i det afgørende slag mod egypterne.
Sharon gik også ind i Libanon i 1982 for at få en afslutning på terroren. Jeg tror ikke, at han var klar over, hvad der kom til at ske, da han gav falangistene tilladelse til at gå ind i en palæstinensisk-arabisk flygtningelejr, hvor mange blev dræbt, siger Isaak.

Nyt bildede

– Men det, som ødelagde meget af hans omdømme, var Ariel Sharons tvangsevakuering fra Gaza i 2005. Han var årsagen til, at tusinder af jødiske familier blev ødelagt. Det har der ikke stået meget om i pressen. Det er en kæmpestor plet på hans generalieblad. Hans alderdom skæmmede hans ungdom. Det er synd, at han døde, men jeg er glad for, at han ikke fortsatte i politik. Sharon var en bulldozer, som ingen kunne standse. Det var et stort privilegium at være med, siger nybyggertalsmand Motti Isaak i Karnei Shomron.

Krigeren

Ariel Sharons forældre Deborah og Samuel Sheinerman kom fra Hvide-Russland til Israel efter første verdenskrig. Den 1. marts 1928 blev Ariel Sharon født i Moshav Kfar.
Ariel Sharon fik et dramatisk liv, både i forsvaret, i politikken og privat. Hans første kone Margalit døde i en bilulykke i maj 1962. Deres søn Gur døde af et skud i oktober 1967, da han og en ven legede med Sharons gevær. Sharon giftede sig senere med sin første kones søster, Lily. De fik sønnerne Omri og Gilad. Lily døde af kræft i 2000. Nu er både hun og manden begravet nær Sicamore farmen.
Ariel Sharon var kendt som en egenrådig officer. Han gik i 1942 ind i bevægelsen Hagana, som blev ledet af Israels første statsminister David Ben-Gurion. De var zionistiske socialister. Da araberne gik til angreb efter oprettelsen af staten Israel i 1948, var Ariel Sharon med til at forsvare den nyfødte stat. Han var nær faldet under kampene ved Latrun-fortet. En kammerat bragte den sårede Sharon væk fra slagmarken og reddede hans liv.
Sharons dygtighed på slagmarken førte til, at han blev udpeget til kompagnikommandør i Golan-brigaden.
Sharons ’Enhed 101’ slog ned på terrorister. Sharon ledede faldskærmstropperne under Sinai-kampagnen i 1956. 38 af hans mænd blev dræbt under en heroisk kamp i Mitla-passet.
Under seksdageskrigen i 1967 ledede Sharon en panserdivision. Hans hurtige og heroiske træk førte til, at han vandt en lynsejr over arabiske arméer ved Umm Katef og Abu Ageilah. Dette er blevet betegnet som et krigens mesterstykke.

Ødelagde 150 tanks

Under Yom Kippur-krigen i 1973 kom Sharon til Sinai for at lede et af modangrebene mod egyptisk militær i Sinai. Den 14. oktober ødelagde Sharons division 150 af 250 egyptiske kampvogne. Sharon krydsede overraskende Suez-kanalen, og ødelagde Egyptens luftvåben. Dermed kunne israelske fly operere i området. Den tredje egyptiske armé blev afskåret, og det førte til, at Egypten bad om våbenhvile.
Sharon havde ikke altid et let forhold til sine overordnede. I 1973 blev han valgt ind i Knesset. Han trak sig, men kom senere tilbage for Likud. I 1975 til 1976 var han forsvarsrådgiver for Yitzhak Rabin. Fra 1977 til 1981 blev han landbrugsminister i Begin-regeringen.
Sharon tilhørte oprindelig den socialistiske side i Israel. Men han gik sammen med bl.a. Menachem Begin om at forene små højrepartier i Likud-partiet, der havde sine rødder i Ze’ev Jabotinsky’s revisionistbevægelse, som gik ind for et Stor-Israel efter bibelske grænsedragninger.
Sharon gav sin støtte til Gush Emunim, som ville genopbygge det gamle jødiske land i Judæa og Samaria.
Sharon vandt ikke frem på den politiske venstrefløj, men hans politiske sideskifte førte til, at han i 1981 blev forsvarsminister under premierminister Menachem Begin. Dette åbnede et nyt stormfuldt kapitel i Sharons og Israels liv. Israel var plaget af terrorister i Libanon. Ariel Sharon ville løse problemet. Eftertiden har beskyldt ham for at have lovet, at Israels forsvar ikke skulle gå længere end 40 kilometer ind til Litani-floden i Libanon for at sætte en stopper for PLOs katyusha-raketter mod Israel. Det endte med, at Israel tog Beirut.
Sharon havde tænkt sig at placere den kristne politiker Bashir Gemayel som landets leder, men han blev likvideret. I hævn gik de kristne falangister ind i de palæstinensisk-arabiske flygtningelejre Shabra og Shatila i 1982. Mange blev dræbt. Sharon fik indirekte skylden for at have sluppet dem ind. Han blev tvunget til at gå af.
Sharon kom tilbage igen som handels- og industriminister fra 1984-90. Han var boligminister 1990-92 under Yitzhak Shamir og sørgede for, at 120.000 nye boliger blev bygget. Under Benjamin Netanyahu (1996-1999) var Sharon først minister for infrastruktur; i 1998 blev han udenrigsminister og rejste til USA til Wye River-forhandlingene.
Da Netanyahu blev slået af Ehud Barak i maj 1999, blev Sharons politiske tålmodighed kronet med lederskabet i Likud, da Netanyahu gik af.
De politiske vinde blæste hårdt. I 2000 viste oppositionsleder Sharon igen styrke og gik op på Tempelpladsen. Nogle hævdede, at dette startede den anden intifada fra 2000 til 2005; den var allerede begyndt og planlagt af Yasser Arafat lang tid i forvejen, men for venstrefløjen og palæstina-araberne var Sharon en passende syndebuk.
Besøget på Tempelpladsen gjorde nok sin virkning. Under valget i 2001 vandt Sharon over Ehud Barak.
Da terroristene sprængte Park Hotel i Netanya under den jødiske påske, blev 30 mennesker dræbt. Sharon gav ordre til Operation forsvarskjold i Judæa og Samaria. I 2002 blev Yasser Arafat lukket inde i Muqata i Ramallah.
Efter valgsejren i 2003 vendte Sharon igen og gav sin støtte til en palæstinensisk-arabisk stat i Judæa og Samaria, efter George W. Bush’s plan Roadmap for Peace.
Et rygte var, at Sharon gik med til en hurtig tvangsevakuering af Gaza for at slippe for korruptionsanklager fra venstrefløjen mod hans familie.
Den 18. december 2003 måtte han mobilisere politi og militær mod 8.000 jøder, som nægtede at flytte fra Gaza. I august 2005 blev de jødiske bosættelser i Gaza jævnet med jorden. Kun nogle synagoger stod ribbet tilbage. Også fire bosættelser i Nord-Samaria blev ødelagt. Sharon var pludselig en helt på venstrefløjen, ikke kun i Israel, men i hele verden.
I november 2005 forlod Sharon Likud-partiet og tog mange med sig til sit nye parti Kadima. Den 18. december 2005 fik Sharon et mildt slagtilfælde. Han smilede alligevel anspændt, men denne gang blev han ikke reddet, som i krigene. Den 4. januar 2006 kom et nyt slagtilfælde. Det førte til 8 år i koma, før han døde.
Ariel Sharon blev en del af Israels historie, med sine 30 år i forsvaret og 30 år i Knesset. Han startede med at bekæmpe de invaderende arabiske hære og palæstina-arabiske terrorister hårdt og brutalt. Han endte med tvangsevakuering af jøder og kamp for en tostatsløsning, en deling af Eretz Israel, jødernes fædreland. For dette bliver han nu hyldet af en hel verden.