Den omvendte talerstol

– Nissen, du bliver nødt til at komme med ud til tribunen, sagde Silas. Vi satte os ind i hans gamle pickup og kørte ud til sportspladsen, hvor kampagnen med Per Hyldgaard skulle holdes.

Langs den ene side af sportspladsen var der en tribune, hvor alle kirkens folk havde placeret sig i deres pæneste tøj. På sportspladsen stod der endnu kun nogle børn.
Silas pegede på talerstolen foran tribunen og sagde med en lidt træt stemme: ”De har vendt den om”. Jeg havde svært ved at holde et smil tilbage.
Det var ikke første gang, den lokale komite af præster havde handlet ”kirkeligt”. De betragtede åbenbart kampagnen mere som en kirkeudflugt end et forsøg på at nå byens fortabte. Det var svært at få dem til at lade være med at ”holde gudstjeneste” med deres lange bønner og sædvanlige sange – men i stedet indrette formerne efter de ikke-kristne i byen.

De havde foretaget sig meget lidt, før vi kom. Fx havde de kun fundet godt 10 rådgivere, som skulle tage sig af dem, der ville være kristne. Det var nok, mente de. For når de holdt deres sædvanlige ”evangelisations-kampagne”, var der som regel ingen eller kun få, der omvendte sig. Gad vide hvorfor?

Jeg forstod, at Silas ikke kunne tage endnu en konflikt med de lokale kirkeledere om at vende talerstolen. Han havde brug for en hvid til det ”beskidte arbejde”. Så jeg gik resolut hen til talerstolen og vendte den om. Så pegede jeg på de mange mennesker, som sad på tribunen og pegede ud på sportspladsen. Silas nikkede, som om han fik en ordre.

Da Per lidt senere kom ud for at tale, var de fleste rykket ud på sportspladsen. Det gjorde det nemmere for andre at vove sig ind på sportspladsen. Og da mørket lidt senere faldt på, blev det endnu lettere for byens Nikodemus’er at snige sig nærmere.
Trods kirkefolkets vanetænkning blev henved tusind mennesker kristne i løbet af de tre dage. Og de ca. 40 rådgivere, som vi nåede op på, fik rigtig travlt!

Måske skulle vi også herhjemme få vendt talerstolen?