– Det er ikke Guds skyld

Reflektion over hvordan Gud kan tillade ondt – og et vidnesbyrd.

Et spørgsmål hører jeg ofte, når jeg taler om min kristne tro til ikke-kristne venner eller kolleger: Hvordan kan Gud tillade ondt? Jeg hørte det også for nylig fra en tv-kendis i et indsamlingsprogram til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Jeg bliver ked af det og får næsten kvalme, når jeg hører de ord: ”Hvordan kan Gud dog tillade ondt?” Eller ordene: ”Nej, Gud, det gør du altså bare ikke!”. Gud får skylden for mangt og meget i denne verden.

Troen på Gud og Jesus er en gave, som jeg fik for godt 10 år siden efter en krise, bl.a. pga. en provokeret abort og min fars kræftsygdom. Jeg var til et bønnemøde i den tværkirkelige internationale kristne organisation Aglow d. 5. maj 2003, hvor en kvinde fra Nexø Frikirke bad bønnen om frelse højt med mig. Det var præcis denne bøn, som jeg desperat havde brug for den dag, for bønnen gjorde hele forskellen imellem liv og død for mig, og den har forvandlet mit liv. Jeg gik fra totalt mørke og ufattelig stor fortvivlelse til lys og redning på et øjeblik! Mit indre menneske fik Guds fred – i et NU!

I dag er jeg både glad og taknemmelig for at møde et menneske, som lod sig bruge som et redskab i Guds hånd. Der skulle åbenbart gå 36 år, før jeg mødte en personlig kristen, som var bevidst om, at Gud kan og vil hjælpe og redde mennesker fra fortabelse.

Den Gud, som de mange andre røster og såkaldte ”kloge hoveder” i samfundet forbander, det kan umuligt være den samme Gud, som ligger mit hjerte så allernærmest. Det vil i de mange røsters optik svare til, hvis jeg forbandede deres allerkæreste. Så ondt gør det, når jeg hører det. Jeg har oplevet Bibelens Gud virke levende på min egen krop, sjæl og sind. Den Gud, som de forbander, er dybest set den eneste, som i sidste ende kan hjælpe. Jeg forstår det ikke. I sidste ende er det kun Gud, vi kan takke.

Hvordan kan Gud tillade ondskab?

For det første har Gud givet mennesket en fri vilje. Derfor styrer han ikke alle vores handlinger. Hvis vores hjerter er forkvaklede, bitre eller forhærdede af verdens lidelse, sygdom eller død, og vi ikke kan se anden mening end at beskylde og forbande Gud for ulykkerne, så er det frugterne af det, vi høster. Det er på almindeligt dansk med andre ord ikke hvordan vi har det, men hvordan vi tager det, som Gud ser.
Gud har bl.a. givet os to arme og to ben til at gøre en forskel med ham. Vi er skabt til samarbejde og til at takke under alle omstændigheder. Gud er ikke en fjernstyret radar, som ordner alt uden om vores samarbejde, fordi vi tror, vi kan være passive og nøjes med at sidde som tilskuende ofre.

Bibelens Gud lover os ikke fravær af lidelse

For det andet lover Gud os ikke fravær af lidelse som troende mennesker. Der er mange eksempler på troende mennesker i Bibelen, som går igennem store lidelser og prøvelser. Bibelen handler ikke om, at alting er godt, når bare vi tror. Verden bliver ikke automatisk god, bare fordi jeg tror. I Bibelen kan man læse om menneskers ondskab og om, hvordan en god og retfærdig Gud handler ind i historien, men også om en Gud, der sørger dybt på menneskers vegne pga. menneskers egen ondskab og oprør mod ham. Det er mennesker, der er onde, ikke Gud.
Det skal ikke lyde som tomme floskler, for jeg ved godt, der findes lidelse, og jeg lider også selv til tider. Jeg har også mistet, bl.a. en del familiemedlemmer.

For det tredje, så er mennesker ofte sådan indrettet, som Jakobsbrevet 1 siger det så fint, nemlig at vi ser os selv passivt, som i et spejl. Lige så snart vi går videre, er det glemt, hvad vi så. Det er et udtryk for selvbedrag. I stedet for at se os selv som viljesløse, passive ofre for hvad der hænder os derude i verden, skal vi i stedet se os selv, som ser vi ind i Guds lov, der fører til frihed (Jakobsbrevet 1;25). Gud velsigner den, der holder ud igennem prøvelser. Igennem lidelsen kan vi møde Gud (Jakobsbrevet 1;12). Gud har aldrig lovet os et liv uden lidelse. Vi tror nok, at der findes en Gud, men det tror dæmonerne jo også. (Jakobsbrevet 2;19).
Troen skal følges af handlinger, ellers er den ikke noget værd. Hvis vi kun med vores mund kan forbande alt det onde, der rammer os, giver vi samtidig dæmonerne frit spil – og de elsker det. Dæmoner kommer ikke fra Gud. Dæmoner ønsker, du skal forbande Gud. Det er som med en lille flamme. Den kan sætte en skov i brand. På samme måde, dvs. med den samme helvedes ild, kan tungen blive tændt og sprede ondskab og dødbringende gift ud i verden. Det er med tungen, vi hylder Gud, skaberen over alt liv på jorden. Med den samme tunge forbander vi Gud og hinanden (Jakobsbrevet 3;5-10).

Hvis vi bl.a. med vore ord arbejder for fred, vil vi ifølge Bibelens Gud blive belønnet. Han sørger for os. (Jakobsbrevet 3;18). Ifølge Bibelens Gud vil vi, så længe vi ikke beder, ingenting få, og vi skal ikke kun bede for at få vores lyster tilfredsstillet. For hvis vi kun beder for at få vores egne lyster tilfredsstillet, så lever vi ifølge Bibelen ikke i venskab med Gud, men i fjendskab med ham (Jakobsbrevet 4;2-4). Sådan gør djævelen det også, for han kan ikke andet end at være beregnende og anklagende.

Gud ser til hjertet. Han gennemskuer hjertets skjulte motiver. Det, vi måske troede var Gud vi tjente, kunne i virkeligheden være et bedrag i hjertes dyb, som har formet vore liv. Vi må se ondskaben og finde de skjulte motiver i os selv, og derfra må vi begynde – med os selv. Så bliver vi frie.

I Bibelen kan man læse, at lidelsen har en mening. I Jakobsbrevet 5;7-8 står der skrevet: I skal vente tålmodigt, for Kristus kommer igen. – Og I skal ikke beklage jer imens. De gamle profeter holdt også ud og led. Dem ærer vi i dag. De talte på Guds vegne. De forbandede ikke.

Bibelord er fra Den Nye Aftale.