En god dag at dø

Jeg kan i bedste CSI-stil godt fascineres af de mange kreative exits, hvorpå folk forlader dette liv. Det er lidt svært at slå storheden ved Jesu himmelfart, men andre har mere eller mindre frivilligt forsøgt at gøre indtryk på andre måder:

På mit arbejde researchede jeg nogle klassiske komponister, og jeg faldt over et par personer, der forlod dette liv med manér:
Komponist Johann Schobert døde den 25. august 1767:
Under en middag med venner og familie i sit hjem i Paris stillede Schobert giftige svampe frem på spisebordet. Hans gæster pointerede, at svampene var giftige, men Schobert fik dem – og ham selv – overbevist om, at det var de ikke. Han tog imidlertid fejl, hvilket resulterede i, at han selv, hans kone, et barn, tjenestepigen samt fire af hans venner døde. Ups.

Komponist Jean-Baptiste Lullys dødsårsag den 22. marts 1687:
Mens han dirigerede et orkester i sit religiøse musikstykke Te Deum, stak Lully sig selv i foden med dirigentstaven. Han udviklede koldbrand i såret og døde kort tid efter. Ups. Te Deum betyder ”Vi love Dig”, en oldtidshymne til Treenighedens pris. Lully var muligvis så ivrig i sin lovprisning, at han ikke kunne vente med at se Gud ansigt til ansigt.

Næh, så hellere gøre som Enok i Det Gamle Testamente. Enok var i øvrigt far til Bibelens ældste person Metusalem samt oldefar til søstærke Noa. Metusalem, der blev 969 år, døde ”belejligt” syv dage før Syndfloden.
Nå, men tilbage til Enok, hans død var nemlig lidt af et mysterium, for han døde aldrig rigtigt. I 1. Mosebog kapitel 5 står der: ”Enok levede i alt 365 år. Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort”. Enok beskrives af nogle som et af Guds yndlingsbørn, og at Gud var så glad for ham, at han tog ham til sig før tid.

Så jeg må vist skrue lidt ned for helgencharmen, når jeg beder til Gud, så jeg ikke bliver snuppet før tid…?