Hvem er jeg til at dømme?

I min tid som volontør på et børnehjem i Honduras har jeg oplevet fantastiske ting og megen velsignelse. Men jeg har også set sider af en kultur og opvækst uden forældre, som ikke altid bærer god frugt.

Særligt sætter svigt, sorg og ensomhed præg på de børn, som lever her på børnehjemmet, og på de medarbejdere, som selv er vokset op her som forældreløse. Jeg har oplevet ting, som har overskredet min grænse i forhold til håndtering og afstraffelse af et ulydigt barn. Når en medarbejder i de situationer har råbt, brugt vold eller på anden måde i mine øjne handlet forkert over for et barn, har jeg hver gang været hurtig til at fordømme. Min første reaktion har altid været at dømme ud fra mit eget menneskelige synspunkt og blive fyldt af vrede og negative tanker mod vedkommende. Men hvem er jeg til at drømme?

Bibelen siger om fordømmelse, at jeg skal se på mig selv, før jeg dømmer andre. Min tid her har lært mig, at jeg er nødt at bede Gud om at lade mig se vedkommende, som han ser på ham eller hende. Gud ønsker, at vi ser længere ind bag ved, og han ønsker af mig, at jeg stopper op og tænker over, hvorfor mennesker handler, som de gør. Hvad er sket i deres liv, siden de handler, som de gør? Hvem har været ond ved dem?
Jeg behøver Gud til at vise mig, hvad han ser i mennesker, for mit syndige jeg har en tendens til at se ondt og fordømmende på personer – men for Gud er vi alle ens og elskede. Lige meget hvilke fejl vi begår. For Gud er ingen fejl værre end andre, og Bibelen siger, at vi alle har begået fejl, så hvem er jeg til at dømme andre for deres handlinger her?

Vi er nødt til at have Gud med i de svære situationer for at give os et andet perspektiv på vores menneskelige fordømmelse. For hvor ofte ser vi på situationer udefra uden at involvere os og spørge Gud, hvad han ser?