– Jesus kunne have haft en tatovering

Peter kan godt lide tatoveringer, fordi det er noget, som ikke forandrer sig i en ellers omskiftelig verden.
Peter kan godt lide tatoveringer, fordi det er noget, som ikke forandrer sig i en ellers omskiftelig verden.

Peter Skjøtt Poulsen har altid interesseret sig for at tegne og male, og da han pludselig fik muligheden for at komme i lære hos en tatovør, slog han til. Han lægger ikke skjul på sin kristne tro, men kan man overhovedet være rigtig kristen og tatoveret på samme tid?

Peter har flere gange mødt folk, som var skeptiske overfor tatoveringer og hele miljøet omkring det. Han har måttet tænke grundigt over, om jobbet og troen hænger sammen.

Peter ligner umiddelbart ikke en typisk kristen, når man møder ham første gang. Han har næsering, store øreringe og tatoveringer på armene.
– Jeg har lige fået nummer 20, siger Peter og smiler.
Det kan være svært at forstå, hvorfor han har fået øgenavnet ”Flanders” (den perfekte kristne nabo i tegneserien Simpsons)på sin læreplads ’Havnegade Tato’ i Vejle.
Men det har han. For 21-årige Peter er kristen og kommer fast hos Indre Missions Ungdom i Vejle, og det ved hans chef godt. Det har aldrig været nogen hemmelighed, men heller ikke noget problem. Chefen synes godt nok, at det er lidt sjovt, at Peter er kristen, men han accepterer det fuldt ud.

Børn eller tatoveringer

Der var lidt flere rynkede øjenbryn i familien og i kirken, da han skiftede branche:
– Jeg var rigtig træt af mit arbejde i en børnehave. Men jeg fik nogle penge ud af det, og de skulle jo bruges, så jeg tog ned til min tatovør for at få en tatovering engang imellem.
Peter fortalte tatovøren, at han var træt af sit arbejde, og en dag spurgte tatovøren, om han havde lyst til at komme i lære i butikken. Han havde set nogle af Peters tegninger på Facebook og vidste, at Peter var god til at tegne.
Peter vidste, at det var en god mulighed for ham, for i tatovørbranchen er det svært at få arbejde, så han sagde ja tak.

Rockertyper
På hele venstre arm vil Peter have et ’Johannes Åbenbarings tema”. Han elsker de maleriske tekster fra Bibelens sidste bog.
På hele venstre arm vil Peter have et ’Johannes Åbenbarings tema”. Han elsker de maleriske tekster fra Bibelens sidste bog.

Men forældrene var ikke særlig begejstrede. Ikke kun på grund af tatoveringerne, men lige så meget på grund af det miljø, som folk med tatoveringer færdes i. ”Var der ikke mange rockertyper og den slags”, tænkte de. Vennerne var til gengæld mere positive:
– Mine venner syntes, det var mega fedt og mega blæret og en fantastisk mulighed, smiler han og fortæller, at hans forældre nu også godt kan se, at han er blevet mere glad for sit nye arbejde, end han var i børnehaven.

Tatoveringer som afgudsdyrkelse

Men tatoveringer er et kontroversielt emne i nogle kristne kredse, og Peter har ofte skulle forklare, hvordan han forstår 3. Mos. 19,28, hvor der står: ”I må ikke tilføje jer selv snitsår på kroppen for en afdød eller lade jer tatovere. Jeg er Herren!”:
– Som jeg læser det, så er det sat ind i en kontekst. Gud siger en masse ting til jøderne om, hvad de skal passe på osv.
– Der hvor jøderne var på det tidspunkt, var der selvfølgelig også andre grupperinger af mennesker, som brugte det her med at lade sig tatovere og lade sig skære i som en form for hyldest til de afdøde og som en tilbedelse af de afdøde og af guder, siger han og fortsætter:
– Jeg tror, at Gud sagde det til jøderne, for at de kunne skille sig ud, så man kunne se, at det var Guds folk. På den tid gav det god mening. Men i dag er det de færreste, som lader sig tatovere for at kalde ånder frem eller tilbede de døde. Der er selvfølgelig nogle steder i verden, hvor det bliver brugt på den måde. Fx nogle steder i Afrika har man meget svært ved at acceptere, at man er tatoveret, fordi det er forbundet med nogle højere magter, som er onde, forklarer Peter.

Kroppen er et tempel

Han har også hørt argumentet om, at kroppen er et tempel, men han mener, at det handler om at blive tatoveret af folk, som ved hvad de gør, og som bruger de materialer, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.
– Man får, hvad man betaler for. Prisen stiger med kvaliteten.
Så hvis der ikke er noget galt med det, kunne Jesus så også godt have haft en tatovering?
– Jo, altså, hvis Jesus var født i dag, så tror jeg i og for sig godt, at han kunne have haft en tatovering, svarer Peter.
– For mig at se er der ikke noget problem med det. Så længe man har både hovedet og hjertet med i det, så synes jeg godt, man kan tillade sig at få en tatovering siger han.
Han vil dog ikke tatovere hvad som helst på andres krop:
– Jeg har en regel om, at jeg hverken laver omvendte kors, pentagrammer eller hagekors, og det accepterer folk, siger Peter, som selv har flere ”kristne tatoveringer”.
På hans højre arm er en slange, som får knust sit hoved efter profetien i 1. Mos. 3,15, og de kristne tatoveringer han har, handler ofte om, at Jesus er sejrherren.
– Jeg føler, at det er vigtigt at huske på, at Jesus var mere end kun et menneske, og det hjælper det mig til, siger han.