Kristne forfølges også i 2014
Kristne forfølges både af islamister og kommunistiske regimer. Men der er nu mere fokus på den forfølgelse, som får kristne til at flygte fra Mellemøsten, siger en iagttager af forfulgte kirker.
– 2014 ser ud til at blive et turbulent år for kristne, især forud for valgene i Nigeria og Afghanistan, siger den britiske iagttager Colin King.
Organisationen Release International ser med bekymring på situationen for de forfulgte kristne i verden:
– Den ekstreme islam har fremgang, og det medfører øget forfølgelse og udvandring af kristne fra Mellemøsten. Men nu erkender vores parlament problemet, og Prince Charles taler om det, siger Colin King, som er leder af Release International i England.
Politisk forfølgelse
– 2014 er 25-års jubilæet for Berlinmurens fald. Alligevel er der undertrykkelse af kristne både i nuværende og forhenværende kommunistlande. Men det er værst i Nordkorea, siger Colin King.
– Enhver kristen aktivitet – uanset om man beder, ejer en bibel eller har kontakt med missionærer i udlandet – straffes hårdt, siger en anonym kilde.
Mange dømmes til kz-lejr, men de anklages ikke for religiøse forbrydelser. Man taler om ’optøjer og kontakt med fremmede spioner’, siger kilden.
Centralasien
– Der bliver stadig mere forfølgelse i de muslimske lande, som har en kommunistisk fortid. I de tidligere Sovjetrepublikker i Centralasien er der stadig forfølgelse overalt, siger en lokal Release-kilde.
Nogle steder må man kun samles i ’registrerede kirker’. Andre steder må forældre ikke tage deres børn med i kirke, og bibler bliver konfiskeret.
– Det værste er dog i Uzbekistan, hvor enhver forsamling er forbudt. Nogle steder kan folk kun mødes ved at køre rundt i byen i en bil, siger Release International.
Kristne truet af valg
Både 2014 og 2015 er valgår i Nigeria. Her har terrorgruppen Boko Haram dræbt tusindvis af civile i forsøget på at etablere en islamisk stat.
Mange kristne er flygtet mod syd fra det overvejende muslimske Nordnigeria.
Afghanistan vil holde valg i april 2014. Under Taliban-styret blev mange kristne myrdet for deres tro, og nu om dage vender myndighederne ofte det blinde øje til, hvis det sker.
– Når de fremmede tropper er ude af landet, kan man frygte, at Taliban vil indføre mere forfølgelse af kristne. Det samme vil ske, hvis man vælger en fundamentalistisk regering, siger iagttagere.
Mellemøsten og Sydasien
Mellem 100.00 og 200.000 kristne er flygtet fra Egypten siden revolutionen. Også her vil parlaments- og præsidentvalg udgøre en trussel for de kristne.
Men i Iran vokser kirken til trods for forfølgelserne. Også i Irak står kirken fast:
– Selv om kuglerne flyver, og bomberne eksploderer, er Gud med os, og hans nåde vil hjælpe os til gå fremad, siger pastor Andrew White fra Bagdad.
– Det ser ud til, at 2014 også bliver et svært år for de kristne i Pakistan, siger en Releasepartner. Han henviser til bombeangreb i september, som dræbte 120 og sårede 200. Pakistans blasfemilove fører ofte til angreb og dødsdomme mod kristne.
Release International hjælper forfulgte kristne i over 30 lande verden over.