Modernismens filosofi er dræbende for evangeliets sandhed

Den objektive sandheds forsvinden er et tilintetgørende angreb på kristendommens bevidnelse af at besidde de evigt gyldige sandheder.

Vi må kende baggrunden for den moderne fortolkningslære, hvis vi ikke vil blive ført bag lyset. Den bygger nemlig på en filosofisk værdiopløsning.

Moderne erkendelse i form af modernisme og dekonstruktivisme (forstået som ”opløsning” og ”omdannelse” af skrevne teksters meningsfuldhed) overtager nogle af den postmoderne filosofis indsigter, men går lidt videre.
Den moderne fortolkningslære, hermeneutikken, som også teologer længe har anvendt, er baseret på en filosofisk værdiopløsning, der hævder, at ingen tekster, inklusive de bibelske tekster, kan gøre krav på at repræsentere en objektiv sandhed, eftersom alle fortolkninger af tekster anses for lige værdige og dermed lige gyldige.
Udgangspunktet for den moderne fortolkningslære er den erfaring, at man er nødt til at forstå helheden af en tekst for at kunne forstå dens enkelte dele og omvendt.
Denne fortolkningsregel kaldes også for den hermeneutiske cirkel. Ifølge den moderne dekonstruktivisme er, hvad ord angår, deres mening ikke alene begrænset af andre ord, men ord er ondartet selvbegrænsende.

Der står, hvad der står

Tidligere kunne man straffrit hævde, at en tekst havde en enkel og ligefrem mening, som kunne udledes ved en simpel fortolkning.
Men i den strengeste udgave af dekonstruktivistisk filosofi (den franske filosof Derrida) er al mening ikke alene uigenkaldeligt forbundet med læseren, snarere end med tekstens indhold. Men ordene har ikke længere nogen mening ud over at referere til andre ord i teksten, og da tillige med en ironi og tvetydighed, så forestillingen om tekstens enkle og ligefremme mening undergraver sig selv.
Sproget kan ifølge sagens natur ikke referere til nogen objektiv virkelighed. – Ord refererer blot til andre ord i teksten.

På ryggen af en elefant

Denne forståelse af forholdet mellem sprog og virkelighed har den amerikanske pragmatiker og sociolog Richard Rorty (f. 1931) søgt at anskueliggøre ved at referere til ældre kosmologers forestiling om, at verden hviler på ryggen af en elefant.
Hvad hviler så denne elefant på? – En anden elefant! Og hvad bærer så denne elefant? En anden elefant, og så fremdeles.
Det bærende er ikke andet end elefanter hele vejen, op eller ned!
– Det kan godt være, at vi alle forkaster en sådan kosmologi som ’outdated’, siger sociologen Rorty, men sådan forholder det sig faktisk. Vi har ikke andet end ord hele vejen, op eller ned. Words, words og words (som Shakespeare siger i ”Prins Hamlet”!).

Teksten mister sin mening

Om vi til den ”hermeneutiske cirkel” føjer dette perspektiv, så må vi nødvendigvis erkende, at tekster ikke længere er i stand til at forsyne os med en objektiv sandhed, om nogen objektiv virkelighed overhovedet!
Tekster bliver ved med at referere til andre tekster, og disse er også overgivet i fortolkernes hænder.
Derfor må ikke alene forestillingen om en entydig og objektiv mening med tekster opgives, men fordi ”mening” i sidste ende beror på fortolkeren, er der lige så mange meninger som antallet af fortolkere (siger sprogfilosoffen Derrida).
Dvs. at ingen mening kan anses for at være rigtigere eller bedre end nogen som helst anden mening. For der gives intet objektivt vurderingsgrundlag. Filosofien selv må forkastes som Sandhedens vogter, for Filosofferne betjener sig også af (de upræcise) ord.
Og hermed er vi overladt til postmodernismens værdinihilisme, hvor alle meninger er lige gyldige, altså ligegyldige.

Flere meninger i samme tekst

Men det er ikke ensbetydende med, at Derrida anser alle tekster for meningsløse. Tværtimod imødeser han en overflod af meningstilkendegivelser.
Et af formålene med ”de-konstruktion” er at pille teksterne således fra hinanden, at man opdager måder, hvorpå en tekst viser sig ude af stand til at kommunikere, hvad nogle mener, at den siger!
Ja, ofte udfolder Derrida og andre dekonstruktivister store bestræbelser på at vise, hvordan en tekst samtidigt kan understøtte to indbyrdes uforenelige fortolkninger.

Social sammenhæng bestemmer meningen

Den amerikanske Litteraturforsker Stanley Fish placerer sproget i en social sammenhæng eller kontekst.
Mange sociologer har gjort gældende, at al menneskelig kundskab / viden uundgåeligt er forbundet med en social struktur. Sproget selv er et fænomen inden for en mere omfattende social struktur.
Den måde, hvorpå vi betragter tingene, eller de holdninger, ud fra hvilke vi programmerer vore teorier, er uvægerligt forbundet med den sociale sammenhæng, vi selv har hjemme i.
Stanley Fish hævder således at: ”It is the interpretive communities, rather than either the text or the reader, that produce meanings and are responsible for the emergence of formal features” (oversættelse: Det er de fortolkende samfund /sammenslutninger, snarere end teksten eller læseren, der frembringer meninger og er ansvarlige for opkomsten af formelle tilkendegivelser”).

Drukket dybt det forkerte sted

Focus i fortolkningen af teksten er flyttet fra forfatteren til læseren, og det er heller ikke svært at indse, hvordan radikal hermeneutik og dekonstruktion har tilvejebragt meget af det intellektuelle grundlag for postmodernismen.
Hvordan – må man herefter spørge – vil da de bibelske tekster blive behandlet af dem, der har drukket dybt af den nye hermeneutiks, den radikale hermeneutiks og dekonstruktivismens kilder?
Svaret blæser måske i vinden, men næppe i den af Helligånden bårne vind! Med andre ord er dagens teologer på vild flugt fra kristendommens tidligere anerkendte objektive sandheder.

Ved udarbejdelsen af denne artikel står jeg i gæld til teologen Niels Ove Vigilius, hvis bog ”Postmodernis-mens udfordringer og den kristne tro”, Forlaget Nemalah 2002, har været til dyb inspiration.

Af Ebbe Lodal, cand.jur.