Start 2014 med bøn

Pastor Benny Blumensaats menighed i Esbjerg følger EAs bedefolder.
Pastor Benny Blumensaats menighed i Esbjerg følger EAs bedefolder.

Alle kristne vil gerne starte det nye år med bøn – også på tværs af kirkeretningerne. Der arrangeres hele tre fælleskirkelige bedeuger i Danmark i løbet af januar.

Når Evangelisk Alliances bedeuge er slut den 12. januar, kan man se frem til Økumenisk Bedeuge den 18.- 25. januar og Bedehus Danmarks National Bedeuge 27.-31. januar i Kolding.

Evangelisk Alliances (EA) bedeuge har i år temaet ’Hinanden’.

Som Jesus gjorde det

EAs oplæg understreger, at vi skal elske hinanden, som Jesus har elsket os (Joh 13,34), tage imod hinanden, som Kristus har taget imod os (Rom 15,7), tilgive hinanden, som Gud har tilgivet os (Ef 4,32) og have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus (Fil 2,5).

Fakkeltog i Aarhus

EA i Aarhus inviterer til en række gudstjenester i ugens løb. Bedeugen slutter søndag den 12. januar med et stort fakkeloptog.
Optoget starter ved tre kirker i midtbyen:
Frelsens hær, Skt. Pauls kirke samt Baptistkirken. Bedeugen slutter med festgudstjeneste i Vor Frue Kirke i Ryesgade. Her taler John Lorenzen fra Saralystkirken.
– EA i Aarhus bakkes op af 6-7000 kristne. Velkommen til en bedeuge, hvor vi viser, vi står sammen med hinanden, opfordrer Pater Herbert.

Økumeniske møder

– Vi har ikke noget officielt kirkerne imellem her i Esbjerg i forbindelse med Økumenisk Bedeuge, fortæller pastor Benny Blumensaat fra Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg. I ugen 18.-25. januar beder vi ud fra EAs bedefolder.
Men vi har en økumenisk debat og kirkevandring i efteråret. I august mødtes fire præster til en debataften, der var arrangeret af aftenskolerne. Der var præster fra folkekirken, metodistkirken, pinsekirken og den katolske kirke.
Ugen efter gik vi på kirkevandring til de fire kirker, og vi drak kaffe i den sidste, vi besøgte. Der var nok 50-60 deltagere, pænt fordelt fra de fire kirker, siger Benny Blumensaat, som ikke mener, at Økumenisk Bedeuge står stærkt i den katolske kirke. Man har mere tradition for at deltage i EA-arrangementer eller for at arrangere kirkevandringer.
Også den katolske kirke i København arrangerer en økumenisk kirkevandring tirsdag den 21. januar.

Bedehus Dk i Kolding

Den sidste uge i januar arrangerer Bedehus Danmark ligesom i tidligere år en forbøns-uge i samarbejde med Kolding Internationale Højskole.
Under bedeugen vil der være fokus på, hvad der er vigtigt for vores nation, for de nordiske lande, Europa og Mellemøsten.
– Som forbedere vil vi ved indgangen til 2014 fortsætte denne vandring sammen, mens vi søger Gud, modtager inspiration og undervisning. Ugen vil være berigende for alle med interesse for bøn og for den tid, vi lever i, skriver Kolding Internationale Højskole.
Blandt forbønsemnerne er:
Ens egen by, politikerne, Danmark, Grønland og de nordiske lande, Tyskland og et Europa i nød, Israel og Mellemøstens uoverskuelige situation.
Læs mere på www.bedehus.dk.