Tusinder til Sharons begravelse i Negev
Tusindvis af israelere defilerede forbi Aiels Sharons kiste på plazaen foran knesset i Jerusalem, og tusinder fulgte ham tirsdag til hans grav på Anemone-højen på hans Sycamore-farm i Negev-ørkenen, hvor han blev stedt til hvile ved siden af sin hustru, Lilys, grav.
Otte generaler bar hans kiste ved statsbegravelsen, der blev overværet af en række fremtrædende udenlandske personer, omfattende USA’s vicepræsident Joe Biden, Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov, Englands tidl. premierminister Tony Blair, Tysklands udenrigsminister Frank Walter Steinmeier, den tjekkiske republiks statsminister Jiri Rusnok og formanden for den russiske Duma, Sergey Naryshkin.
Begravelsesceremonien begyndte kl. 9.30 med taler af udenlandske personligheder og israelske ledere, derefter bevægede det lange begravelsesfølge sig sydpå. Kortegen gjorde ophold ved Latrun mindesmærket, hvor den israelske generalstab afholdt en ceremoni, der ikke var tilgængelig for offentligheden. Ceremonien blev afholdt ved en mindvæg, hvor navnene på Israels faldne soldater er indgraveret.
Selve begravelsen, der havde fået kodenavnet “Anemone Høj”, var imidlertid åben for offentligheden, efter at Sharons familie havde givet tilladelse til dette. Der var et stort politiopbud ikke blot for at klare den store trafik, men også af sikkerhedsmæssige grunde.
Sharons farm ligger nær grænsen til Gaza-striben, og det israelske militær havde advaret palæstinensiske aktivister mod at foretage raketangreb mod Israel under begravelseshøjtideligheden.
– Det vil blive en meget dårlig dag for de, der vil prøve at teste Israels tålmodighed, hed det i advarslen.
De mange tusind, som var taget til begravelsesstedet, men ikke kunne komme helt nær dette, fulgte højtideligheden på kæmpestore TV-skærme. Blot 700 indbudte kunne følge ceremonien på nært hold.
Blandt talerne ved Sharons grav vare sønnerne Omri og Gilad, og den israelske generalstabschef, general Benny Gantz.
I en vurdering af arven efter Sharon skriver den israelske kommentator Sima Kadmon idag i bladet “Yediot Aharoot”, at Sharon altid prøvede at forvirre fjenden – bringe ham ud af balance, som Sharon betegnede det.
– Han gjorde dette såvel på slagmarken som i det politiske liv, skriver Kadimon. Og så var der hans karisma og tiltrækningskraft, og hans evne til at gøre grin med sig selv. Et møde med Sharon var lutter glæde. Han var en mand med usædvanlige diagnoser, med en fantastisk forståelse af den menneskelige sjæl, dens motiver og impulser, som vidste hvordan man kunne finde fjendens svage punkter og ikke tøvede med at udnytte dem. Han var bosættelsernes fader og den første til at sløjfe dem. En person som ikke havde tiltro til araberne, men erkendte nødvendigheden af at gøre sig fri af dem.
– Hvordan vil Sharon blive husket, hedder det videre i Kadimons artikel. Som en glorværdig kommandør og legendarisk kæmper eller som en mand, der fik Israel indviklet i unødvendige krige mere end en gang, som personen der oprettede bosættelserne eller som den, der først identificerede deres skade, som statsministeren, der tog Israel ud af Gaza, men som det ikke lykkedes at tage Gaza ud af os, som krigens mand han var næsten hele sit liv eller som manden der i sine sidste år bestræbte sig for fred.
– Måske dette var hemmeligheden ved hans charme, slutter Kadimon. At han var alt dette. En mand med mange facetter, kompliceret, som folk elskede og hadede med samme intensitet.
Den store israelske morgenavis “Ha’aretz” skriver idag på forsiden under en 7-spaltet overskrift, at Sharon havde besluttet at tage fredsprocessen med palæstinenserne videre, efter tilbagetrækningen fra Gaza i 2005.
– Telegrammer fra den amerikanske ambassade i Tel Aviv til udenrigsministeriet i Washington – lækket til Wikipedia – viser, at Sharon – endnu inden tilbagetrækningen fra Gaza – havde planlagt sit næste store diplomatiske træk
