At visne glad?

Sidste år var det 200 år siden, at Adam Oehlenschläger i 1813 skrev denne sangtekst, hvis første vers lyder:

Lær mig, o skov, at visne glad
som sent i høst dit gule blad;
et bedre forår kommer.
Der grønt mit træ skal herligt stå
og sine dybe rødder slå
i evighedens sommer.
Jeg provokeres altid af folk, der ser noget positivt i det smertefulde, i tabet, i døden! Mener Oehlenschläger virkelig, at man kan visne glad?! At man kan glædes over at blive ældre? At man kan dø med et smil?
Det er ingen hemmelighed, at vi alle skal dø; det er blot et spørgsmål om hvordan og hvornår, så vi kan lige så godt tage emnet op. Hvor underligt det end lyder, og hvor smertefuldt det end er, må vi vel fra tid til anden tale åbent om døden. Og jeg har på fornemmelsen, at det ofte slet ikke er døden, vi frygter; men snarere savnet og smerten.
At snakke om, at vores nærmeste måske tager herfra før os selv, eller at snakke om ens egen død, ja, det mentalforbereder os og ”spreder smerten ud” på en bizar, sund måde. Så føles døden ikke som én stor meteor fra rummet, men i stedet i små doser af overskuelige regndråber.
Oehlenschläger er helt på min bølgelængde i sidste vers af ovennævnte sang, hvor han beskriver den dybe erkendelse af sorgen, men med fokus på den lykkelige afslutning:
Du, som fra skyen smiler hist,
min Herre, frelser, Jesus Krist,
lær mig at tvinge sorgen!
Sving for mig håbets grønne flag,
langfredag var en bitter dag,
men skøn var påskemorgen!
Punktum!

Ovenpå denne tunge snak om døden, får I lige et sjovt bonus-faktum om Oehlenschläger:
Oehlenschläger skrev også teksten til vores allesammens håndboldslagsang ”Der er et yndigt land”. Han skrev den til en konkurrence om en fædrelandssang udskrevet af Selskabet til de skjønne Videnskabers Forfremmelse. Han vandt ikke; det gjorde derimod Juliane Marie Jessens ”Dannemark, Dannemark, hellige Lyd”, men mon ikke man kan sige, at Oehlenschläger vandt i det lange, udødelige løb?