Bag vind og vejr

Naturen giver mange fine illustrationer af Guds rige.

Når jeg for år tilbage løb en tur langs stranden eller i skoven, var det for at få motion og frisk luft. Mit forhold til naturen var først og fremmest styret af, om det var godt eller dårligt vejr.
Jeg kendte selvfølgelig godt mange salmer med naturbilleder i, men det var ikke noget, jeg gik og tænkte på som sådan. Det har ændret sig markant siden. Måske som følge af en fodskade, der fik mig i gang med at vandre stille og roligt rundt og tage fotografier med et lille kamera.
Gennem linsen åbnede der sig så sige en ny verden, og jeg begyndte at se forskellige scenarier i naturen som illustrationer på Gudsriget. Jeg oplevede årstidernes vekslen som en rigdom på vore breddegrader, og for at det ikke skulle være løgn, kom jeg såmænd selv i gang med at skrive små digte, hvor hav, træer, blomster og fugle fik mund og mæle, tit i en hyldest til skaberen.
En frostdag sidste vinter tog jeg et billede af nogle små grene med is på. Da jeg senere åbnede billederne på computeren, tonede der et lille iskors frem, og så kom ordene til mig: Et splitsekund frøs alt til is, som kærlighed, der led forlis. Det blev til en påskesang med tak til naturen for lån af en god illustration.
Lige nu er vi vidner til, at erantis og vintergæk pibler frem. Men det er vi jo så vant til i februar måned! Vi ved jo af erfaring, at det bliver forår, fordi varmen atter giver grokraft til spirerne nede i jorden.
Hvordan kan det så egentlig være, at vi har mindre forventning til, at Gudsriget skal komme? Vi beder jo dagligt: Lad dit rige komme. Hvis vi tror, at det er den samme Gud og skaber, der lader forårsmiraklet ske, som ham, der lader Gudsriget komme, så må vi også have lov at se efter dets tegn: tilgivelse, forsoning, omsorg og mange lignende ”himmelblomster”.
Koblingen mellem naturen og Gudsriget har ingen udtrykt enklere og smukkere end Kaj Munk: Du lille anemone, hvor er din skaber stor.