Britiske børn og voksne mangler kendskab til Bibelen
Tre ud af 10 britiske børn har næsten intet kendskab til Bibelen – og det har deres forældre heller ikke, viser en ny undersøgelse foretaget af det engelske bibelselskab.
De fleste britiske børn mellem 8 og 15 ved ikke, at beretningerne om Adam og Eva, Noahs ark og Jesus findes i Bibelen.
Over en tredjedel af de godt 800 adspurgte børn vidste heller ikke, at beretningerne om David og Goliat og Den barmhjertige Samaritaner hører hjemme i Bibelen. Derimod troede hver tiende, at historien om kong Midas og Ikarus hører til bibelhistorien.
Næsten halvdelen af de 1.100 forældre var ikke klar over, at Noahs ark er en del af bibelhistorien. Til gengæld mente mange, at visse Harry Potter-citater stammede fra Bibelen.
Bibelselskabet har offentliggjort undersøgelsen i forbindelse med en større formidlingskampagne ved navn ’Pass It On’ (Giv det videre). Kampagnen har som mål, at forældre fortæller bibelhistorierne videre til deres børn.
I et forord til undersøgelsesrapporten siger Londons anglikanske biskop Richard Chartres, at det at give Bibelens beretninger videre er ’af afgørende vigtighed som aldrig før. Der er meget arbejde, som skal gøres’, fastslår han.
Bodil