Den store skønhed?

Den italienske film La grande bellezza (Den store skønhed) fortæller historien om en ældre forfatter, Jep Gambardella, der bor i Rom og havde stor succes med en roman 40 år tidligere, hvilket har gjort det muligt for ham at leve ”det gode liv” lige siden. Sent i den langsomt fortalte film, der jævnligt dvæler meget ved de enkelte små episoder i hans nuværende liv, bliver han spurgt om, hvorfor han ikke har udgivet noget siden, og han svarer, at han har ledt efter den store skønhed, men ikke fundet den – og konkluderer til sidst, at skønheden kun viser sig i korte glimt. Som betragter af al skønheden i denne film kommer det som en overraskelse: Manden har jo nærmest ”vadet” i stor skønhed det meste af tiden. Nuvel, filmen indeholder så sandelig også skønhedens modsætning: det grimme – og alt det dekadente, som æstetisk set også må betragtes som skønhedens modpol. Og man kan spørge, om ”blindheden” over for skønheden skyldes dekadencen og forsøgene på (arbejdet med) at bearbejde den mere eller mindre ”flot” eller absurd indpakkede tomhed. Dette måske lidt langtrukne hyldest(billed)digt til ”den evige stad” sætter i alle fald skønheden i relief.
Jep Gambardella kommer i en samtale med en madelskende kardinal ufrivilligt til at sige en sandhed. Da kardinalen bliver klar over, at Gambardella er forfatter, siger han, at vi har brug for flere forfattere, hvortil Gambardella høfligt svarer, at vi har brug for flere præster. Udtalelsen kommer så uventet, at den må tillægges en vis betydning. Af et interview med instruktøren Paolo Sorrentino, der er medforfatter til filmmanuskriptet, fremgår det, at han med denne kardinal ironiserer over den omsiggribende dyrkelse af smagsløgene, der altså også er nået langt ind i kirken, og Gambardellas overraskende udsagn kan med en vis ret dermed forstås som: ”vi har brug for flere rigtige præster”.

• Den store skønhed (DVD)
135 min.