Lykketoft besøger palæstinenserne – men ikke Israel

Det har vakt furore i Israel, at Danmarks folketingsformand, Mogens Lykketoft, på sin forestående Mellemøst-rejse har besluttet at besøge palæstinenserne, men ikke Israel.

Der synes at ligge misforståelser og en vis portion dårlig vilje bag dette.

Lykketoft skal have informeret det israelske udenrigsministerium om sit besøg og anmodet om at mødes med sin kollega, knessetformand Yuli Edelstein, men denne kunne ikke mødes med den danske politiker på de foreslåede datoer og foreslog et møde på en alternativ dato.

Jerusalem hørte intet videre fra dansk side, oplyser den israelske avis,”Yediot Aharonot” – blot at Lykketoft nu ville skippe Israel under sit besøg i området og besøge palæstinenserne i Ramallah og Gaza-området.
– Dette er meget seriøst – jeg forstår ikke, hvordan et besøg i Gaza, der styres af Hamas, kan passe sammen med Danmarks demokratiske værdier, har Edelstein udtalt til israelsk TV.

Det israelske udenrigsministerium udtaler, at “det forekommer, som om den danske folketingsformand mener, at det er vigtigere at behage sine vælgere i Danmark, der identificerer sig med palæstinenserne, men ignorerer Israel.

Lykketoft menes ikke at have planlagt at mødes med Hamas-folk i Gaza, men med repræsentanter for internationale organisationer, der opererer i dette område.

Et ophold i Gaza skal godkendes af israelske myndigheder. En fremtrædende israelsk kilde siger imidlertid:
– Vi agter ikke at lade Lykketoft tage ind i Gaza på grund af hans opførsel.

Episoden har afstedkommet en anmodning fra en gruppe israelske kunstnere, musikere og forfattere til Jerusalems borgmester, Nir Barkat, om at give Danmarks-pladsen i Jerusalem-forstaden Bet Hakerem et andet navn end Danmark.


Artiklen fortsætter efter annoncen: