Fastetid og sult efter mere

Børnene har netop fejret fastelavn. Og det er for de fleste den sidste rest, der minder os om den kirkelige fastetid. Men faste kan stadig bruges – ikke blot til at tabe kilo, men til at komme nærmere Gud og få mening i livet.

Det er typisk, at samfundet i dag lægger større vægt på fastelavn – og karneval – end på selve fasten.
Underholdning har altid været mere populært end at fordybe sig og opnå erkendelse gennem afkald. Også i kirkerne vil man i dag hellere underholdes end gå i dybden.
Og mon ikke de fleste af os har det lidt på samme måde? Vi er præget af vores tid og samfund.

Men hvis vi altid vælger de nemme løsninger, bliver livet i virkeligheden sværere…! Alting kan ikke være sjovt. Al snak om glæde og fred lyder hul og meningsløst, hvis vi aldrig oplever sorg og hellig uro.
Vi véd jo også fra kroppen, at hvis vi altid stopper os med lækkerier, så ender vi med at få det skidt.
Engang imellem må man holde igen og – faste.
Den kirkelige fastetid på syv uger er ikke påbudt i Bibelen, men Jesus anbefaler disciplene at faste, bl.a. for at kunne uddrive de dæmoniske plageånder, som mange også lider under i dag.

For nylig besøgte jeg missionær Heidi Baker i Mozambique for at beskrive den enorme vækkelse, som hun er involveret i – med 10.000 nye kirker og måske over en million nye kristne. Hvad er hendes hemmelighed?
”Min hemmelighed er mit skjulested”, svarede hun om bønnens og tilbedelsens skjulested. (”my secret place” på engelsk). Se salme 32,7; 51,6; 139,15 og 91.
Som forhærdet lutheraner har jeg før anset fænomener som faste for lidt for katolske og uden betydning for det kristne liv. Men det er en protestantisk afstumpethed, vi må komme ud af. For det er ud af vores relation til Gud, at vi får indsigt og kraft til at leve som troværdige kristne i vores egen tid. Den tid, vi bruger med Gud, giver slagkraft og gennembrud.
Heidi har fastet en tredjedel af sit liv…
Men hun siger: ”Jeg faster ikke for at vinde Guds gunst. Jeg faster for at blive mere sulten efter Gud.”