Den gode vilje bar dem gennem deres tragedie

For 30 år siden dræbte Nils Malmros’ hustru deres barn… Tilgivelse og god vilje bar dem begge gennem tragedien.

Filminstruktør Nils Malmros og hans hustru er modige og givende mennesker: De deler erfaringerne fra deres livs store tragedie. Det gør de i hans seneste film ”Sorg og glæde”.

Filmen beskriver tiden før og efter hans kone i en psykose efter en hel uge uden søvn dræbte parrets ni måneder gamle datter.
– Der var ikke noget terapeutisk for mig i at lave filmen. Det er 30 år siden, det skete. Men der er erkendelser. Også om mirakler… som da forældrene til min kones elever fem dage efter kom og sagde, de gerne ville have hende tilbage som lærer for deres børn. ”Det ku’ ikke ske i dag”, siger folk til mig. Men jeg tror, vi er bedre, end vi går og tror, når det virkelig gælder, fortæller Nils Malmros.
– Den gode vilje, vi blev mødt med, reddede min kones liv. Selv i dag får jeg en klump i halsen, når jeg taler om det, forældrene gjorde. For det betød, at min kone kunne blive et helt menneske igen, siger filminstruktør Nils Malmros – umiddelbart inden han går i gang med et foredrag i Herfølge Sognegård.
Hvor han lægger ud med lune og humor:
– Da jeg for ca. 30 år siden talte i en husmoderforening i Horsens, hørte jeg bagefter to af deltagerne: ”Udmærket foredrag”, ”Ja, men så du hans sko?”…
– Ja, og mit hår stritter også næsten altid, kommenterer Nils Malmros og smækker sit ene ben op på flygelet for at stille en sko til beskuelse.
– Kan vi komme os over det og gå over til det væsentlige? tilføjer han henvendt til forsamlingen i Herfølge. Og så er isen brudt – med humor, inden vi dykker ind og ud af hans liv – og ikke mindst hans nye film og stærke beretning om noget af det sværeste, livet kan bringe et menneske.

Undskyldt

– Min kone er uden skyld! Der er ikke noget at tilgive, for man er ikke skyldig i, hvad man gør i en psykose, understreger Nils Malmros flere gange i løbet af aftenen. Selv påtager han sig skyld… for ikke at have passet bedre på sin kone – og især sin datter.
Det unge par var begge hårdt prøvet, dengang det skete. Hans opgave som pårørende var krævende:
– Min kone var syg. Hun havde en bipolar affektiv lidelse (maniodepressiv) og havde udviklet en depression. Hun var indlagt på en psykiatrisk afdeling og havde ikke sovet i over en uge, men kom hjem i dagtimerne. Så kunne jeg få sovet om natten. Jeg skulle jo også passe min datter, fortæller Nils Malmros.
Man kan blive så træt, så udmattet, at man ikke længere magter at handle i overensstemmelse med det, man fornemmer – og træffe de rette valg.
På trods af sine fornemmelser og bange anelser tog han til Fyn for at holde foredrag. Med en aftale om, at hans svigermor ville komme og blive hos konen og datteren. Han samlede en blaffer op, der fik lov til at køre bilen, så han kunne få sovet på vej til foredraget.

At redde liv

– Kærligheden overvinder alt. Det er hendes og min lykke. Vi holder meget af hinanden. Men kærligheden erstatter ikke alt. Min kone og jeg lever med tabet af vores datter.
– Efter ulykken tog jeg skyklapper på. Det gjaldt om at redde min kones liv. Det var en hjælp for mig, at jeg var tvunget til at handle. Det var dét, der holdt modet oppe, fortæller han.
Nils Malmros gik i gang med at afslutte sit lægestudie – efter at have læst medicin i tyve år. Og tog derpå et vikariat. Efter vikariatet var han klar til at lave film igen.
– Jeg var nødt til at lave et lystspil, forklarer han. Det blev til ”Aarhus by Night.”

Forstærkede følelser

Sårbarheden, hudløsheden, de forstærkede følelser i den sårbare periode af hans liv, beskriver han i ”Sorg og glæde”, fx i mødet med en psykiater. Alt går rent og forstærket ind.
– Psykiateren sagde til mig: ”Du skal være glad for, at hun ikke sidder i fængsel.” Alting bliver også så frygteligt symbolsk. Bare synet af en saks gjorde ondt i mig dengang, fortæller han.
Efter halvandet års indlæggelse blev hans kone udskrevet og genansat på skolen, hvor ”alle ved det, for at man kan glemme det”.
– Når der kom nye lærere og elever, var det som om, ingen fortalte dem, hvad der var sket, så færre og færre vidste det. Pressen var også meget hensynsfuld. Den skrev om tragedien, men uden navns nævnelse, siger Malmros.
Alligevel har han valgt at stå frem med det nu – med sin kones accept. Han håber at kunne være med til at skabe forståelse for svære følelser. Være med til at lindre og forløse:
– Jeg laver film for at skildre følelser – men som læge håber jeg, at filmen også vil komme til at gavne mennesker med psykiske sygdomme og deres pårørende, siger Nils Malmros.
”Sorg og glæde” giver et billede af de medvirkende omstændigheder til tragedien. Den er en hyldest til omsorg for næsten, tilgivelse, den gode vilje, håb…nåden – og er en lægende og debatskabende film.
– Min kone og jeg så filmen sammen en måned før premieren. Hun græd, hvor hun skulle græde, og sagde bagefter, at filmen var en stor sejr for os begge to, siger instruktøren.

Indremissionske rødder

Nils Malmros’ far var læge og kom fra ydmyge kår i Esbjerg – som søn af en arbejdsløs havnearbejder.
Hans farmors søster var indremissionsk og havde vaskeriet Håb, hvor hans far arbejdede som bydreng.
– Hun ville gerne kautionere for min fars studier, hvis han ville blive præst. Da han sagde, at han hellere ville være læge, lød svaret: ”Der er også brug for læger i ydre mission”.
Men tanten testamenterede alle sine penge til Sudan Mission.
– Min far arvede en Bibel med et skriftsted ”Thi sandt er det, at nøjsomhed og flid bærer lønnen i sig selv”.
Min far var forgældet næsten hele livet på grund af sin studiegæld – vi skulle skære pølsen tyndt i mit barndomshjem, tilføjer Nils Malmros.
Da hans far som 90-årig faldt og fik en flænge i hovedet, syede sønnen det selv. ”Så fik vi alligevel glæde af din uddannelse”, var farens kommentar til lægesønnen, der primært valgte filmens vej.