En god Noa?

Aronofsky har en anden dagsorden med sin ”gudløse” film end at genfortælle den bibelske beretning om syndfloden; ”Noa” kan ikke betegnes som en ”kristen” film.

Noa er historien om menneskehedens udslettelse, fortalt af en instruktør med flair for konflikten mellem godt og ondt. Den er både provokerende og tankevækkende, men mister Gud af syne.

Jeg så Noa med en vis bæven. Aronofsky er ikke kendt for at beskæftige sig meget med trosspørgsmål, og han er desuden erklæret ateist. Kan man fortælle en kristen historie om Gud uden selv at være troende? Kan man fortælle en historie om Guds retfærdige harme uden at miste Guds barmhjertighed af syne, hvis man ikke helt har øre for den historie, man fortæller?

Fyldt med ondskab

Historien begynder ti generationer efter Adams og Evas eksil fra Paradis, hvor den forsøger at fuldende skabelsesberetningen, færdiggøre historien om menneskehedens fald. I denne film er Gud altid omtalt som ”Skaberen”, og hans hovedmotivation synes at være at få mennesker til at værdsætte det skabte. Paradiset er længe glemt: Vi befinder os i et øde, afbrændt, gråt landskab, kun afbrudt af glimt af grønt i det fjerne. Mennesket har perverteret det skabte i sådan en grad, at hvert eneste hjerte er fyldt med ondskab. Jorden selv er blevet korrumperet – al skabningen gør nu oprør mod Gud. Kun Noa lytter stadig efter Guds stemme.

Vil noget med sin provokation

Er Aronofskys Noa en god historie? Fra tid til anden synes filmen at blive forvirret over, hvilken genre den tilhører, og visse fortællemæssige greb føles lejlighedsvis unødvendigt provokerende i dens forsøg på at trodse publikums forventninger. Filmisk set er den storslået og storladen med Aronofskys klassiske flair for billede og tekst. Men Aronofsky, der følger den jødiske tradition for Midrash – at læse mellem linjerne og tilføje ukendte elementer for at fortælle historien – falder ikke for fristelsen til at forvandle en bibelhistorie til en blockbuster. Noa provokerer, men den vil sige noget med sin provokation, vil sige noget om et menneske, der er fanget mellem nådesløs retfærdighed og sin egen syndighed.
Få instruktører har som Aronofsky forsøgt at indfange den menneskelige konflikt mellem godt og ondt. Aronofsky har altid insisteret på, at vi bør se på hans karakterer med sympatiske øjne, selv når de laver aftaler med djævelen. Handelen er denne gang med Gud, men det betyder ikke, at dilemmaet er mindre. Hvis Gud beder dig om at redde verden, men lade menneskeheden gå til grunde, vil du så gøre det?
Da Noa kigger på sig selv og sin familie, indser han, at de er lige så syndige som alle andre. Og deri ligger filmens grundspørgsmål. Hvorfor lige præcis Noa? Aronofsky skildrer Noa som en konfliktfyldt mand, der bestræber sig på at gøre, hvad han tror, han er kaldet til, men plages af tvivl og frygt. Det er et billede af et menneske, vi alle kan genkende: Et menneske, der forsøger at lytte til Gud, men nogen gange overdøves af sin egen stemme.

En bevægende historie

Dette er en historie af en respekteret instruktør med mod til at tage fat i en højtelsket tekst og fortælle den med oprigtighed og kreativitet. Men er den god? Jeg har tænkt meget længe over denne film, hvilket i sig selv er et kriterium, jeg stiller, når jeg skal vurdere, hvorvidt en film er god eller ej. Får den mig til at tænke? Ser jeg anderledes på verden efter at have set denne film?
Jeg er kommet frem til, at jeg ville ønske, at Aronofsky havde fortalt denne historie uden et bibelsk forlæg. Sat den i fortiden, sat den i fremtiden, men skabt en ny historie. For nedenunder bulderen og braget, syndfloden, dommedagsvisionerne er der et sagte budskab om den fine linje mellem barmhjertighed og retfærdighed og om den byrde, retfærdighed uden nåde er. Det er en bevægende historie. Det er en vigtig og god historie. Men Noas Gud er svær at finde.

Noa • 138 min.
Biografpremiere: 3. april