Et helt nyt liv
Leif Munk guider i ”Den sejrende taber” til et gudsforhold, det er fri af al falsk religiøsitet.
”Er nogen i Kristus, er han en helt ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til”, siger Paulus i 2 Kor 5,17. Det er et vigtigt og centralt vers i Bibelen, men det er også et vigtigt vers i Leif Munks bog Den sejrende taber.
Det er bibelord, som enhver kristen må tage alvorligt, leve på og leve efter. Og mange vil sige, at de gør det. Men rigtigt mange kristne har sat sig mellem to stole: loven og nåden. De tør ikke tro fuldt ud på nåden. Det er den problematik, som Leif Munk på fornem vis tager op i bogen.
”Loven kan ikke frelse, befri eller forvandle”, siger Leif Munk og fortsætter: ”men den kan i nogen grad beskytte os mod de mange udslag af den menneskelige kommen-til-kort, vi ser overalt.”
I relation til skriftstedet ovenfor siger forfatteren: ”En kristen er altså et helt nyt menneske. Det betyder fuld frihed fra alle krav. Hele vores forhold til Gud er baseret på den fuldkomne forsoning, som Jesus vandt for os”.
Bogen går lige til kernen af det kristne budskab. Det er kærlighedens frigørende evangelium, som ligger forfatteren på sinde. Bogens titel illustrerer rigtig godt det budskab, som præsenteres. De mange, som ikke magter at leve som tros-helte, får trøst og håb om fuld sejr ved ham, som elskede os og gav sit liv for os. Han bar al vor synd på korset.
Leif Munk skriver som forkynder, bibelunderviser og ikke mindst som sjælesørger, og han går lige ind til benet. Jesus har sonet din synd, og har du taget mod ham som din frelser, så er du i et ret forhold til Gud. Der er ikke tale om syndfrihedslære, tværtimod, men der er tale om at få sat loven og nåden på ret plads og lade Gud Far, Gud Søn og Gud Helligånd lede dit liv.
Bogen handler således om en tro og et gudsforhold, som er fuldstændig modsat alle religioner og religiøse tankesæt. Den viser, at kristendommen ikke handler om regler og krav, men om relationer, der udelukkende er bygget på kærlighed, og at målet ganske enkelt er at frigøre hvert menneske til en god modtager af alt det, Gud ønsker at give.
Leif Munk skrev bogen, mens han var præst i Missionsforbundets store menighed i Kristianssand. Her oplevede han en masse religiøsitet i frikirkemiljøet, og at loven plus mange selvopfundne love, der ikke står i Bibelen, til tider havde større betydning end Jesu forsoningsdød.
Bogen er ikke en dogmatik, men derimod en forkyndelse og undervisning til erfaring af den rigdom, frihed og glæde, som Jesus gav sine disciple.
Bogen er fyldt med bibelcitater, der er sat ind i en sammenhæng, der bekræfter ovenstående.
Jeg kan varmt anbefale denne bog til kristne overalt og i alle sammenhænge.
Den sejrende taber er ikke nogen ny bog. Leif Munk udgav den på norsk i 1995 på Lutherforlaget. Lidt spændende at Lutherforlaget overhovedet valgte at udgive en bog af en frikirkepræst, men også i Danmark læses den i lutherske sammenhænge, og Leif Munk har været inviteret ud til såvel Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission og Indre Mission for at tale om emnet, og nogle har sagt til ham, at der er meget Rosenius i bogen – noget, Leif slet ikke har tænkt på selv.
Nu foreligger den endelig på dansk, og noget tyder på, at den inden så længe også vil foreligge i en engelsk udgave.
Leif Munk:
Den sejrende taber
183 sider • 199 kr.
Scandinavia