Flere søger kirke med klar teologisk profil
Præsterne i Kristkirken i Kolding har før været hængt ud i medierne, men nu roses de for, at menigheden er vokset med 50 procent siden 2001.
Kristkirken i Kolding har oplevet en fremgang på 50 pct. flere kirkegængere siden 2001. Og det skyldes formentlig kirkens klare konservative profil.
På forsiden af dagbladet JydskeVestkysten og i et to-siders opslag fortæller præster, menighed, provst og andre præster i søndags om den succes, som kirken har opnået.
Sognets tre præster er ellers tidligere blevet hængt ud i pressen, fordi de alle tre gik imod vielse af homofile og desuden har en konservativ indstilling til kvindelige præster og vielse af fraskilte.
Men det har åbenbart ikke holdt kirkegængerne væk. Mens en del andre kirker oplever faldende besøgstal, ja endda messefald, har Kristkirken altså haft en kraftig fremgang.
– Jeg tror egentlig, at flere har fået behov for at komme forbi, lytte til Guds Ord, og på den måde blive tanket op til en ny uge. Sådan har jeg det også selv, siger sognepræst Michael Lerche Nygaard fra Kristkirken til Udfordringen som forklaring på fremgangen.
– Kommer de nye kirkegængere fra jeres nabosogne, eller er der også kommet flere kirkefremmede med hos jer?
– Menigheden er som andre bymenigheder en blanding af folk fra vores sogn og andre, kirkevante og nye, svarer Michael Lerche Nygaard.
Ros fra baglandet
Både menighedhedsrådet, provsten og kirkegængerne fremhæver præsterne dygtighed og den ”bibeltro” profil.
Præsterne er dygtige til at kommunikere og ’står for en troværdig og autentisk profil’, siger menighedsrådsformand Karen Storgaard Larsen til avisen. Også provst Grete Wigh-Poulsen, som selv er præst i nabokirken Sct. Nicolai Kirke, vurderer, at folk er glade for den klare teologiske profil hos Kristkirkens præster.
Uden spaghetti og zumba
Som grunde til, at de kommer i kirken, nævner to kirkegængerne: at menigheden er aktiv, præsternes omsorg, god forbøn og plads til børnefamilier. En tredje nævner den ægte og vedkommende forkyndelse og fællesskabet blandt frivillige.
– Jeg tror, kirkens popularitet skyldes, at præsterne ikke pakker gudstjenesterne ind i spaghetti, zumba og pladderhumanisme. Tonen er mere ligefrem og bibeltro, siger en ung kirkegænger, Laurits Jensen, til lokalavisen.
Bodil/Henri