Gode svar på svære spørgsmål

s12_jcTrosforsvarHenrik Gren Hansen leverer væsentlig apologetik for konfirmander og andre unge.

I pixibogsformat leverer Henrik Gren Hansen et både frisk, humoristisk og slagkraftigt budskab: Bibelen er Guds troværdige ord, og udfordringer fra evolutionsteori til etiske dilemmaer behøver teenagerne (og vi andre) ikke frygte.

Edwald er den fiktive teenager, som forfatteren oplever stiller alle de udfordrende og relevante spørgsmål. Det handler om, hvilke udfordringer man møder som teenager i forhold til sin tro. Fx kan det nu passe, at vi er skabt af Gud, når evolutionsteorien tilsyneladende modbeviser det? Hvad med Jordens alder, som hævdes at være milliarder af år, mens de bibelske slægtstavler holder sig indenfor ca. 6000 år? Og hvordan kan en god og retfærdig Gud tillade så megen ondskab? Og der er mange flere spørgsmål, som trænger sig på, når man er teenager.
Det er vigtigt at svare på sådanne spørgsmål og ikke afskrive det som uåndeligt og dermed uvæsentligt. Og det er vigtigt, at svarene ikke bygger på en Dumbo-intelligens. Dumbo er elefanten, som kan flyve med sine store ører. Vi ved naturligvis godt, at det er umuligt, men historien er så søøød, at vi da godt kan lade som om, det virkelig var muligt. På samme måde, hævder forfatteren, kan man møde kristne, som lever med selvmodsigelserne og ikke rigtig vil tage udfordringerne seriøst. Og det er et problem, fordi man dermed også har svært ved at tage Bibelen og sin tro så seriøst. Hvis det hele skal forstås billedligt, i overført betydning og som smukke principper, kan man heller ikke rigtig regne med noget af det, der står. Det er forskellen mellem at læse Bibelen med kritiske briller og at lade Bibelens budskab tale ind i sit eget liv som det tveæggede sværd, der skærer ind til benet og har ret til at irettesætte mig.

God støtte
Bogen er illustreret af Rasmus Najbjerg  - her et eksempel på hans velkendte streg.
Bogen er illustreret af Rasmus Najbjerg
– her et eksempel på hans velkendte streg.

Bogen giver gode støttepunkter i troslivet og, pladsen taget i betragtning, mange velargumenterede svar, som er gode at have ved hånden, når udfordringerne trænger sig på. Med humor og ligefremt sprog fortæller forfatteren, hvorfor syndflodsberetningen er troværdig, hvordan de bibelske personligheder er skildret bemærkelsesværdigt nøgternt, hvorfor tilsyneladende uoverensstemmelser ved nærmere eftertanke alligevel ikke er det osv.
Der er mange (for den voksne generation) velkendte forklaringer, men det er netop styrken i argumentationen, at svarene har været brugbare i generation efter generation. Samtidig kan jeg godt lide, at tilgangen er, at en intellektuel udfordring ikke er noget, man skal være bange for. Tværtimod er mange af de tvivlsspørgsmål, som behandles i bogen, slangetale, som forfatteren kalder det, når Satan hvisker: ”kan det virkelig passe?” eller slangegiften, som får os til at længes efter at være Gud i vores eget liv. Sådanne udfordringer kalder på et svar, der starter med ”der står skrevet…”, og det kan vi give uden tøven, når vi har tillid til, at Bibelen er Guds fuldt troværdige ord.

Henrik Gren Hansen:
Trosforsvar for teenagere
232 sider • 99,95 kr. • Lohse