’Jesus Loves Electro’
Musikgenren ’house’ er ofte blevet kædet sammen med stoffer som ecstacy og store fester. Men tiderne skifter: I Norge bliver det nu brugt som lovsangsmusik – og det er for fulde huse!
Unge kristne i Norge har taget elektronisk lovsang til sig, som aldrig før.
Man behøver ikke at stå med lukkede øjne, mens blød pop/lovsangsmusik leder én nærmere til Gud i tilbedelsen. Det er andre måder – helt andre måder – at tilbede Gud på:
I Norge har bandet med det insisterende navn ’Jesus Loves Electro’ opnået stor popularitet de seneste år. Gruppen startede i Oslo i 2010, og sidste år blev de nummer 1 i elektronikgenren på det norske iTunes.
Ikke dårligt for et band, som tydeligt bekender sig som kristne i deres musik.
De spiller Elektronisk House, og det er nok musik, som de fleste associerer mere med feststemte unge en lørdag aften på et diskotek, end med en lovsangskoncert i kirken. Men sådan bør det ikke være, hvis det står til Ole Jose Norum fra bandet. I et interview til Dagen. no siger han:
– Jeg tænkte: Endelig! Endelig er der nogen, som bruger denne musikgenre til lovsang. Det er igennem denne musik, at jeg udtrykker mig bedst, og det er let at hænge sig på, siger han, og Kjetil Bergerud Larssen fra gruppen supplerer:
– Jeg tror, folk i menighederne har savnet et sted, hvor de kan gå lidt amok, uden filter. De forskellige sangere og genrer er forskelligt sprog, og det taler til folk på forskellige måder. Vi skal tale til Gud og lovprise ham på forskellige måder, mener han.
Kristne elsker House
Man skulle tro, at det ville være svært at bryde igennem på den forholdsvis lille kristne musikscene med en genre, som ikke er bredt anerkendt til lovsangsmusik.
Genren House slog for alvor igennem i 1990’erne og fik af mange et ry som musik, hvor stoffer – som blandt andet ecstacy – var en stor del af festen.
Det er ikke lige den stil, der ligger tættest på kirkemiljøet i Norge.
Men på bare fire år har gruppen allerede givet over hundrede koncerter i ind- og udland.
– Der har været færre reaktioner, end vi troede. Det er jo bare positivt. Det betyder, at vi gør noget rigtigt, siger Kjetil Bergerud Larssen.
Et lovsangshjerte
De er tilknyttet pinsekirken Filadelfia i Oslo, og den store kirkes netværk har hjulpet det unge band, som tydeligvis er både inspireret og påvirket af det kirkemiljø, de kommer fra. Således er et af bandets medlemmer, Simon Casper Østerhus, også lovsangsleder i kirken. Han ser ligheder og forskelle fra kirkens lovsang:
– Ja, forskellen er stor, men samtidig ikke. Vi har et fælles lovsangshjerte. Alt det vi gør, er en lovsang til Gud. Al musik kommer fra Gud. Lovsangen er min inspirasion, og det at kunne bruge sådan en platform som Jesus Loves Electro til at prise Gud, er noget, vi tror meget på, siger han.
– Det er en koncert, men alt det vi gør fra scenen – musikken og alt det vi siger – peger på Gud. Vi vil have ham i fokus, siger Bergerud Larssen.
Gruppen udgiver i øvrigt også snart en ny plade. Så det kan jo være, at den megen opmærksomhed sender gruppen en tur sydpå til Danmark til en omgang moderne lovsangsfest.