Kunst bliver forvandlet til mad, ly og skolegang

Den kristne kunstner Karsten Auerbachs 2013-juleauktion hjælper 100 slumbørn i Kolkata, Indien.

I december 2013 satte billedkunstner Karsten Auerbach 2 forgyldte malerier på auktion i to kirker ved Faaborg. Salget indbragte næsten kr. 5.000. Nu har han fået mail fra Indien om, hvordan pengene bliver brugt i et gadebørnsprojekt i Kolkata (tidl. Calcutta).

– Vi lavede noget god mad til gadebørnene. Flere af dem havde ikke fået et ordentligt måltid i lang tid, og vi så både desperation og glæde i deres øjne, mens vi serverede, skrev Rajan i sin redegørelse for, hvordan pegene var blevet brugt. Rajan er leder for Ungdom Med Opgaves center i Kolkata. Hans medarbejdere er en flok ildsjæle eller ”sociale entreprenører”, der arbejder uden anden løn end den frivillige støtte, de får – hovedsagligt fra venner og kirker i Vesten.

Samlede 100 børn

Rajan’s medarbejdere samlede to hold á ca. 50 børn. Den første gang inviterede de slumbørn, som har nogle slægtninge at bo hos. Der kom også ca. 20 af de voksne med. En del af virkeligheden i Indiens slum er, at børn risikerer at blive bortført til slave- eller sexarbejde eller ufrivillig organdonation. Derfor må Rajan’s medarbejdere først vinde tillid, inden de kan få lov at hjælpe nogen:
– Måltiderne er en god måde at skabe relationer. De voksne lærer os at kende og oplever, at vi virkelig har omsorg for børnene, fortæller Rajan.

Rajan og hans medarbejdere skaber fristeder i byens slumkvarterer, hvor børnene bare kan være børn og lege. Og de holder skole – og prøver at være en positiv voksen-kontakt for dem hver dag.
Men det er svært at have en regelmæssig kontakt med børnene. I Kolkatas bundløse fattigdom er leg, barndom og skolegang en unødvendig luksus: De fleste dage må børnene ud i byen for at finde småjobs eller tigge.

Tæpper til hjemløse børn

– Dagen efter serverede vi det andet måltid. Denne gang til de hjemløse børn, fortsætter Rajan.
– Vi havde købt tæpper til dem. Om natten sover de under træerne eller foran butikkerne uden at have noget at tage over sig. Nu kan de rede en seng hver aften!
Lige nu bor syv af disse hjemløse børn i et børnehus, som nogle af Rajan’s medarbejdere driver. Til dem var der købt skoleuniformer, blyanter, kladdehæfter penalhuse, skoletasker (og en paraply til når monsunregnen sætter ind om nogle måneder). Så nu kan de komme i skole. Det havde ellers knebet med at have penge nok til det: Selv om alle indiske børn i princippet har ret til at komme i skole, får de kun lov til det, hvis de kan købe skolesager og -uniformer.
– Det var nogle gode dage – og det var stort for mig som leder at se mine medarbejderes tilfredse smil. Vi har planer om at invitere på mad regelmæssigt. Det skaber kontinuitet i forholdet til børnene. Og nu har vi penge til det! slutter Rajan.

1000-vis af UMO’er

Ungdom Med Opgave, eller Youth With A Mission som er det engelske navn, er en missionsorganisation som arbejder inden for tre områder: evangelisation, undervisning og nødhjælp.
Rundt om i verden er der 1000vis af UMOer, der ligesom Rajan og hans familie slår sig ned dér, hvor de tror, Gud vil have dem. Og så tager det lange seje træk i årevis for at leve evangeliet ud og gøre en forskel – ofte for medmennesker i dyb nød og fattigdom. Alle medarbejdere er ulønnede og rejser selv deres støtte.
Karsten og Dorte Auerbach mødte Rajan og hans familie på Andamanøerne under deres sølvbryllupsrejse i 2011. Familien var rejst dertil umiddelbart efter tsunamien i 2004 for at koordinere nødhjælp og genopbygning på øgruppen for UMO og de mange kirker, som bidrog dertil.
På det tidspunkt havde familien arbejdet på øerne i seks år og følte, at det var tid til at bryde op. De spurgte, om Dorte og Karsten ville bede for dem, og mens de gjorde det, så Karsten et tydeligt landkort over Indien for sit indre blik – med en stor prik på den nordlige østkyst, uden at forstå hvorfor. Rajan og hans kone tog det som en bekræftelse på, at de skulle sige ja til at være ledere for UMO-centret i Kolkata – og flyttede derind senere på året.
– Vi havde ikke været sammen med dem i lang tid, før det var som om, vi havde kendt hinanden i flere år, fortæller Karsten om det første møde.
– Vi har ved hjælp af skype og facebook kunnet følge det store skridt, som familien har taget. Med tiden har det udviklet sig til et varmt venskab. Jeg håber, at vi kan besøge dem i Kolkata en dag! slutter Karsten.