En rejse til Israel

David Serner er præst i Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor der kommer mellem 10 og 50 til hver gudstjeneste. Det er især danskere, der er på besøg eller arbejder i Israel i kortere perioder.
David Serner er præst i Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor der kommer mellem 10 og 50 til hver gudstjeneste. Det er især danskere, der er på besøg eller arbejder i Israel i kortere perioder.

David Serner er præst for tilrejsende danskere i Jerusalem. Han ville ønske, mange flere rejste til Israel. For det giver en større indsigt i Jesu liv og en større forståelse for dagens konflikt.

Efter en spadseretur forbi støjende handlende i det eksotiske Østjerusalem kommer vi endelig frem til Gravkirken. Lige overfor finder vi The Redeemers Church, hvor flere landes lutherske kirker holder til – også Den Danske Kirke, hvor David Serner er præst.

Der kommer mellem 10 og 50 til hver gudstjeneste – mest danskere, der er på besøg eller arbejder i Israel i kortere eller længere perioder.
– Vi vil være kirke for de danskere, der er her i Jerusalem eller i Israel. Der sker noget, når man hører evangeliet på sit eget modersmål. Vi vil også øge kendskabet til de Jesus-troende jøder. Kirken fungerer som indgang til kulturen hernede. Vi arrangerer guidede ture rundt i Jerusalem og omegn, samt ture til Galilæa, Haifa og ørkenen for alle, der har lyst til at være med, fortæller han.

Fester og Messias-forventning

Hvad kan et besøg i Israel betyde for danskere?
– Der er et stort potentiale for at få brudt nogle forkerte forestillinger ned. Mange forstår ikke den jødiske sammenhæng, Jesus var en del af. Vi forstår bl.a. ikke, hvordan Jesus spiller op ad de jødiske fester.
– En af de fester, som ikke er gået med over i vores kristne tradition, er Løvhyttefesten, hvor jøderne mindes, at de vandrede gennem ørkenen i 40 år. Festen skuer også frem mod det endelige fredsrige, og da Jesus sagde, at han kom med det levende vand, så spiller han der på forventninger om en ny himmel og en ny jord. Når han siger ”jeg er livets vand”, lægger han sig op ad Messias-tankegangen. For mig betyder det, at han siger: ”Jeg er den hvile, I skal få, jeg er det vand, I længtes efter i ørkenen. Jeg helbreder ikke bare åndeligt og fremtidigt. Jeg er til stede i mit virke nu, ligesom jeg vil være det, når jeg kommer igen.”

Vil forkynde evangeliet

Den Danske Kirke i Jerusalem og David Serner hører under biskop Steen Skovsgaard fra Lolland Falsters stift. David er gift med Elisabeth, og parret har to børn. Parret er udsendt af Den Danske Israelsmission gennem Danske Sømands- og Udlandskirker.
Hvad får en ung håbefuld præst som dig til at søge herned?
– Da vi boede hernede sidst i halvandet år, oplevede vi os ikke færdige med Israel. Jeg studerede hernede og hjalp til i en kirke i Tel Aviv, og vi fik venner og en dagligdag, hvor vi oplevede, hvordan det påvirker ens kristne tro at være hernede.
– Jeg vil gerne fortælle evangeliet for dem, der gider høre det. Ligesom jeg også ville gøre det i Danmark. Vi har skrevet kontrakt for fem år – men er indstillet på at være her længere.
Er det fremmende for din karriere at have været hernede?
– Det kan det være. Det kan også være det modsatte. Det afhænger af, hvor jeg søger hen bagefter. Men begge fløje ville blive overraskede over, hvad de så fik.

Vi glemmer ikke palæstinenserne

Konflikten mellem jøder og palæstinensere er velkendt, og derfor går nogle af turene også til de palæstinensiske områder, fortæller David Serner.
– Vi prøver at komme ind på Vestbredden med jævne mellemrum og har bl.a. været i Betlehem og Ramallah på vores ture. Vi kommer der jævnligt for ikke at glemme vores palæstinensiske brødre og søstre og deres udfordringer. Samtidig prøver vi også at forstå israelernes kontrol, som ofte give god mening.
Den nye sporvogn i Jerusalem illustrerer forholdene. Den går helt fra Mount Hertzl i det jødiske Vestjerusalem til de arabiske satellitbyer i Østjerusalem og jødiske bydele på den anden side.
– Sporvognen transporter både jøder og palæstinensere. Men det er tydeligt, hvem der står af hvor. Samfundet er stadig meget adskilt, men alle kan tage busserne og sporvognen.

6-10.000 jøder tror på Jesus
David Serner skal sammen med sin hustru Elisabeth og deres to børn bo i Jerusalem de næste 5 år - måske længere.
David Serner skal sammen med sin hustru Elisabeth og deres to børn bo i Jerusalem de næste 5 år – måske længere.

David Serner er også tilknyttet Caspari Centret, som er et fagteologisk ressource-center. formålet er at støtte de Jesus-troende menigheder hernede. Her leder han de internationale studier og er derfor i tæt kontakt med dem, der rejser herned for at lære landet og de Jesus-troende jøder at kende.
– Vi udgiver blade og bøger og følger med i, hvad der bliver skrevet om Jesus-troende jøder i medierne hernede. Vi har også et stort bibliotek om emnet. Centret understøtter de messisanske menigheder og har bl.a. holdt et Alpha-kursus i en by tæt ved Beer-Sheva med ret stor succes.
Man gætter på, at der er mellem 6.000 og 10.000 Jesustroende jøder i Israel. Nogle af dem har det fint med frikirkeformen, som præger de messianske menigheder hernede, men der er en stor gruppe, som ikke har det. De forsøger at mødes i husgrupper, men selv dér bliver det for kirkeligt for dem.
– De synes, kirkerne er for pæne. De er jo vant til at diskutere og sige deres mening ligeud. Man siger, at hvor der er to jøder, er der tre meninger. Og det har de svært ved at få ind i kirken.

Inviterer til sabbat-fejring

Men der er andre muligheder, fortæller David Serner:
– Et par gange om måneden inviterer vi til Åbent Hus under et bestemt tema. Her får vi besøg af spændende mennesker som fx Victor Kalisher fra Det Israelske Bibelselskab og Irrit Iffert, som er en messiansk jøde, der har startet en musik-, kunst- og danseskole. Vi arbejder også på at få nogle overlevende fra Holocaust til at komme og fortælle deres historie.
– En gang om måneden inviterer vi til Shalom Night. Jøder begynder sabbatsfejringen fredag aften med at bede, tænde lys, læse op af Toraen og spise sammen. Vi samles på samme måde og drager paralleller til Jesus som Messias. Her vil jøder være mere interesserede i at komme, end de vil være til en gudstjeneste.
Hvilke behov møder det hos danskerne?
– Jeg er i løbende kontakt med de danske volontører, som opholder sig i op til et halvt år hernede. Dem har jeg samtaler med og spørger ind til, hvordan de har det. Vi oplever i det hele taget en stor tilslutning fra volontørerne til vores arrangementer.
David Serner slutter med en opfordring:
– Hvis man er dansker hernede, er man meget velkommen til at kigge forbi Den Danske Kirke i Jerusalem og deltage i arrangementerne.


Artiklen fortsætter efter annoncen: