Er du ensom?

– 28% af de studerende har højst én ven på studiet.

– 13.000 ringer hvert år til telefonlinien Livslinien, for at fortælle, at de er ensomme. Det er 36 om dagen.

– 275 ældre begår hvert år selvmord på grund af ensomhed.

Og sådan kunne man blive ved med at slynge statistik i hovedet på dig, kære læser. Men du ved det sikkert allerede: Mange statistikker peger desværre på, at ensomheden i Danmark er stigende – og meget høj. Den er så voldsom, at nogle vælger usunde fællesskaber i mangel af bedre, mens andre hellere vil dø end at leve i ensomheden. Chokerende.

Vi er på Facebook, vi twitter og chatter. Vi tager til store fester og koncerter. Men dybest set, så er mange ensomme. Når vi tager hjem, så er mange ofte helt alene.

Da jeg flyttede til København for at studere, besøgte jeg flere forskellige kirker. De var gode på hver sin måde. Men da jeg skulle vælge en kirke, så var det hjertelige og varme fællesskab, som jeg især oplevede i én af kirkerne, faktisk afgørende for mit valg. Her var nogle mennesker, som var villige til at lukke mig ind i deres liv. Det var rigtig kærlighed. Guds Ånd var også stærkt tilstede, men jeg var ikke bare en tilskuer til “forestillingen”.

Og min egen ensomhed blev mødt.

Det er åbenlyst, at kirken har en utrolig vigtig og relevant opgave her. Og når jeg siger kirken, så mener jeg DIG! For du er kirken. Det starter først og fremmest ved dig selv.

Jeg tænker nogle gange på, at de mennesker, Jesus viste særlig omsorg, ikke bare var udstødte, de var også ensomme:

Den prostituerede Maria, som kun var interessant på grund af sin krop. Tolderen Zakæus, som havde penge, men ingen venner. Den blinde eller spedalske ved vejkanten, som ingen gad snakke til. Eller hvad med dem, som ikke tør være sig selv af frygt for at blive afvist? De er vel også ensomme?

Det gør ondt helt ind i hjertet på mig, når jeg bliver konfronteret med alle disse ensomme skæbner i vores eget land. Men det er også ofte, at jeg ikke føler et stort overskud til at åbne mit eget liv for disse nye mennesker. Det er så svært, ikke?

Men ved du hvad? Det går bare ikke.

En af de første beskrivelser af kirken er kendetegnet ved det stærke fællesskab, ved at de delte det hele. Og jeg tror ikke bare, at det var de materielle ting, de delte. Der er noget, som er endnu mere værd end det. Skal vi ikke bryde denne ensomhed, som er en modsætning til det Guds Rige, som Jesus indførte?