Fejende sigøjnermusik

s15_elKKVcdEndnu en dybt sympatisk cd er udgivet af det norske Kirkelig Kulturverksted. Denne gang er det et spændende resultat af et kulturmøde mellem romaer og nordmænd.

De rasende dygtige romaer (sigøjnere) fra Rumænien, der i hjemlandet både spiller i filharmonien, på nationalt tv, udgiver cd’er osv. , drager om vinteren bl.a. til det rige Oslo (og Kbh.), hvor de som gademusikanter kan tjene lige så meget på fire dage som en hel måned i filharmonien i Bukarest! Fjendtlige holdninger i det norske folk blev kraftigt imødegået af Kirkens Bymisjon og kulturverstedet med bl.a. initiativet til denne cd. Norske Solfrid Molland står i spidsen for det hele. Både tekster – kristne såvel som almen-menneskeligt vedkommende – og meloder er en blanding af kreationer af de medvirkende og traditionelt gods fra begge lande. Der medvirker to vokals, harmonika, violin, sax, piano, guitar, bas og Hjerteromkoret, et utrolig falsk syngende roma-kor, men så gribende sjælestærkt og charmerende.
Hede rytmer og fejende sigøjnermusik, som vi kender det, veksler med lidt mere melankolske og sørgmodige numre. Sjovest er de numre, hvor man kan mærke den direkte kulturpåvirkning fra begge nationer, såsom Gheorghe Vasile-Buzoiano’s ”Musikken er mit liv”; Solfrid Molland’s ”Catedrala Stavropoleos” med bl.a. et meget spændende klaverspil; eller arrangementet over den kendte norske ”Å Jesus, du som fyller alt i alle”. Her som mange andre steder må man ganske enkelt selv ud på gulvet og deltage i en livsglad dans!
Der er rigeligt med diverse tekster, kommentarer og billeder til en times god fordybelse, foruden naturligvis de 12 skønne numre at lytte til. Man kan ikke undgå at få en klump i halsen under lytningen til de gribende stemninger. Og hvor formår musik dog at forene mennesker og nedbryde dumme skel. Flere hold middagsgæster hos mig syntes, den var formidabel som taffelmusik.
Erik Linow

Solfrid Molland:
Musikken er mitt fedreland
Kirkelig Kulturverksted