Gør da noget! – Men først og fremmest: bed!

s13_små_etLucadoSkabt

Endnu en jordnær Lucado-bog med masser af inspiration til at gøre en forskel.

Anmeldt af Edith Theis-Nielsen

Max Lucado skriver i et originalt sprog for i Skabt til at gøre en forskel at få læseren vakt til at gøre en forskel i andres liv.

 Det sker med fodfæste i egne og bibelske illustrationer – især Apostlenes Gerninger.

Lidt er bedre end ingenting!

Se på nøden lige rundt om hjørnet – ikke kun i fjerne lande – og luk op for din dør og dit hjerte, skriver Lucado. Han viser, hvordan man blot behøver at gøre lidt – hellere end ingenting; det kan gøre en enorm forskel. Han giver illustrationer på, hvordan almindelige mennesker har gjort en forskel i andres liv. Han prøver at få os op af stolen, træde ud af vores skal, så vi kan række ud til andre i nød. Og så ellers komme i gang med at handle. Men Lucado skriver også, at gode gerninger er godt, men ikke for at gøre os bemærket, og vi bliver ikke selv gode af det!

Tag de svages parti

Lucado skriver om at tage de fattiges, udstødtes parti og om at nedbryde fordomme. Engang var der et fodboldhold fra et fængsel, som aldrig vandt deres kampe; de skulle spille mod byens hold. Cheftræneren på byens hold besluttede at sætte heppekoret ind til fordel for udeholdet – i stedet for eget hold – og heppe på og opmuntre enkelte fængselsspillere ved navns nævnelse. Man ønskede at give fængselsholdet en god oplevelse og til slut en afskedsgave. Fængselsholdet forlod byen målløs og opmuntret – tænk at nogen anså dem for værdifulde! Det er den slags, Lucado opfordrer os til: at vælte mure og knuse fordomme til støv, at bruge hverdagens muligheder.

Ananias i Damaskus bruges til at illustrere kapitlet “Afskriv ikke nogen”. I et syn fra Herren får Ananias besked på at tage hen og bede for Saulus, kendt for at forfølge de kristne, for han er i mødet med Jesus på vejen til Damaskus blændet til blindhed. Hvem kender vi, som vi har mest lyst til at afskrive? Hvem er din Saulus? Og vil du være en Ananias?

Gode råd gratis!

“Vil du være modig i morgen? Så vær sammen med Jesus i dag. Vær sammen med ham i ordet. Vær sammen med hans folk. Søg hans nærvær. Når forfølgelsen kommer (og den skal nok komme), så stå den imod. Vær stærk.” Lucados råd er inspireret af Bibelens forfulgte skikkelser.

Hvert kapitel slutter med en bøn. Bed den, hvis du tør! Alt i alt en forfriskende, inspirerende bog til at rejse sig for at gøre en forskel, for når vi tjener mennesker i nød, så tjener vi Jesus. Men bed først og mest, skriver Lucado.

 
Max Lucado:
Skabt til at gøre en forskel
216 sider • 200 kr.
Lohse