På job i helvede

s13_bog_Huset-i-himlen-WebDen bredt anmelderroste ”Huset i himlen” er en rystende bog om at kunne overleve ved fantasiens hjælp og om nødvendigheden af at tilgive for at komme videre i livet.

Indledningsvis må det være på sin plads med en ganske klar advarsel. Denne bog er ikke for folk med sarte nerver og ømskindet mavesæk. Beretninger, hvoraf store dele fokuserer på menneskers bortførelse, fangenskab og ydmygelser, udsultning, tvang, forsøg på åndelig tilintetgørelse og ikke mindst de forfærdelige massevoldtægter, der ender med at blive en norm – ja, den slags er og bliver nu engang ikke umiddelbart fordøjelige.

Når det er sagt, må advarslen dog samtidig ledsages af en tilsyneladende helt modstridende udmelding: Netop dérfor bør man læse bogen. For hvis man tror, at vi her har at gøre med en bog for husarerne – og ikke så meget andet – tager man så ganske grueligt fejl.
Lad mig uddybe.

Noget der er værd at længes efter

Det er nemlig en ganske fremragende bog, er det. Den tager sin læser lige ved hjerterødderne. Den er en rystende bevisførelse for, at virkeligheden overgår fantasien. Samtidig er det en ligeså uafvendelig hyldest til det liv, der følger efter mareridtet og for altid vil sættes i relief af det. Det er en bog om at miste, dvs. blive ufrivilligt fordrevet fra paradiset, men samtidig aldrig miste visionen om det, der her og nu kan synes uopnåeligt: at genvinde det.
”Noget af det bedste, man kan tro på i verden, er, at der altid, uanset hvad, er nogen, der er værd at længes efter,” skriver hun (s. 43). Nogen, ja. Eller noget.
Historien starter med hendes barndoms fascination af det ødselt illustrerede National Geographic, en slags billigbillet til alverdens eventyr og fagre riger og opdagelser. Hendes første rejser bliver til Sydamerika, derpå Asien. Overalt følger hun, hvad hun kalder sit nærheds-princip: næsten altid at undersøge alt, hvad der ligger lige i nærheden. Det er en slags oplevelses-appetit, en ukuelighed, der må vække beundring, men som også kan give hende problemer.

Hvordan overleve i dette helvede?

Det kommer den i dén grad til. Specielt i rollen som selvlært, ambitiøs journalist, der gerne vil gøre en forskel og bevæge verden og fortælle den om krigshærgede områder som Afghanistan og Irak. I 2008 sætter hun kursen mod Somalia, et land i kaos. Det er den samme drift, der er i spil:
”Jeg var godt klar over, at det var et fjendtligt, farligt sted, og at få journalister turde tage dertil. Sandheden var, at jeg var glad for den manglende konkurrence. Jeg regnede med, at jeg kunne opholde mig der kortvarigt og rapportere fra katastrofens udkant … Derefter kunne jeg rykke videre til endnu større bedrifter” (s. 108).
I stedet bliver Somalia en foreløbig stopklods for karrieren. Hun bliver taget som gidsel, konverterer på skrømt til islam (for at øge sine chancer for overlevelse), og først efter samfulde 460 dages helvede og udbetalingen af en løsesum på 600.000 dollars brydes mørket af lyset, og hun slipper ud. Der er dage så forfærdelige, at der bliver sat lighedstegn mellem det at overleve og det at dø. Som en psykologisk afværgereaktion, en abstraheren fra grusomhederne, danner hun i sit hoved smukke billeder af det hus i himlen, der har givet bogen dens titel; her kan hun mødes med sine kære og sine nære og leve lyst, lykkeligt, normalt og fremfor alt: menneskeligt; et sted, hvor fornedrelse alene er et ord i leksikonnet, og ikke et udtryk for hverdagen.

Amanda Lindhout, født 1981 i Canada, grundlagde efter sin frigivelse den humanitære organisation The Global Enrichment Foundation, hvis formål er at understøtte udvikling og uddannelse i Somalia og Kenya.
Amanda Lindhout, født 1981 i Canada, grundlagde efter sin frigivelse den humanitære organisation The Global Enrichment Foundation, hvis formål er at understøtte udvikling og uddannelse i Somalia og Kenya.
Den svære og nødvendige tilgivelse

Amanda Lindhout er idag diagnosticeret med post-traumatisk stress-syndrom – en tilstand, hun har valgt at arbejde aktivt med. Og mod bogens slutning leverer hun indtil flere pointer, der løfter bogen langt, langt op over det gennemsnitlige; således om tilgivelsens lette budskab og svære praksis:
”Jeg vælger at tilgive de mennesker, der tog min frihed fra mig og misbrugte mig, på trods af at det, de gjorde, var fuldstændig forkert. Jeg vælger også at tilgive mig selv for de konsekvenser, min beslutning om at tage til Somalia havde for min familie og mine venner derhjemme. Tilgivelse er ikke let. Nogle dage er den kun en fjern prik i horisonten. Jeg spejder ud mod den. Jeg vender mine fødder i den retning. Nogle dage når jeg derhen, og andre dage gør jeg ikke. Mere end noget andet er det dog det, der har hjulpet mig til at komme videre med mit liv” (s. 378).
Amen.

Amanda Lindhout
& Sara Corbett:
Huset i himlen
385 sider • 299 kr. • Gad