Silas vil have en kreativ kirke

Man kan læse mere om Silas’ gruppe på  www.furnacetofields.com
Man kan læse mere om Silas’ gruppe på
www.furnacetofields.com

Da Silas efter nogle teenageår væk fra Gud igen valgte at komme tilbage, oplevede han, hvordan Gud ønsker at bruge både ham selv og andre kreativt i Guds rige. Vi skal ikke sige ”ok” til det normale, mener han.

Kreativt kan vi give udtryk for Gud på måder, som taler stærkt til folk. Det ønsker Silas Andersen at skabe plads til. Og han er allerede godt i gang.

20-årige Silas Andersen var vokset op i en god kirke omkring Hjørring, men stoppede med at tro som teenager . Han kom tilbage til troen på Jesus i 2010 – og nu var det helhjertet:
– Jeg havde en hel masse oplevelser med Gud, hvor jeg ikke syntes, der var så mange, som kunne relatere til det, for de var rimeligt vilde, griner han.
Derfor besluttede han at tage et sted hen, hvor der var andre, der havde nogle af de samme oplevelser af Gud. Han tog på DTS (Disciple Training School) i USA i Harrisburg, Pennsylvania.

Gider du helbrede?

Skolen beskriver han som fantastisk, men også forvirrende set med teologiske briller:
– Jeg oplevede Gud på en masse vilde måder, men teologisk set, så troede jeg ikke helt på, at det kunne ske, smiler Silas, som i det hele taget smiler meget.
– Så jeg var sygt skeptisk, selvom jeg også elskede at være der. Det var mega mærkeligt! griner han.
Da de skulle på Outreach til et andet land, tog de til Sydafrika. Her fik Silas pludselig at vide, at de ny skulle ud og evangelisere i fem timer om dagen! Det havde han ikke lige regnet med.
– Jeg sagde ”fint nok”. Og så gik vi ud og bad for en kvinde med kræft i lungerne, som blev helbredt. Og alle mulige andre helbredelser, forklarer han begejstret. Desuden blev 12 mennesker kristne.
– Et af mine spørgsmål til Gud var: Gider du virkelig helbrede? Jeg tænkte, at han nok gerne ville nogle gange, men at sygdom nok helt sikkert var hans vilje. Min tanke var, at Gud havde en plan med alt, der sker.
Men den nye oplevelse gjorde, at han ændrede holdning:
– Jeg tænkte: Gud, hvis det virkelig er sådan, du er, så vil jeg gå ind i det. Jeg oplevede, at Gud virkelig elsker at helbrede, og det er ikke så meget bare helbredelsen, det er mere, at han bare ønsker at vise sit faderhjerte, forklarer Silas.

Musik til dem der ikke kender Jesus

Silas er nu på YWAM basen i Kona, på Hawaii, hvor han er med i en gruppe, som kalder sig ’Furnace To Fields’.
De står blandt andet for at lede bønnerummet på basen. Her ønsker de at skabe mere plads til kreativitet. Derfor faster de 3-4 frokoster om ugen på skift, for at bruge tid til tilbedelse.
– Noget at det, Gud har talt rigtig meget til mig om, er at sætte kreativiteten fri. Det er ikke bare en lille sidehobby eller noget, man kan lave i sin fritid. Det er en måde, Gud ønsker at kommunikere med sine børn på, understreger han.
’Furnace To Fields’-gruppen forsøger at gøre bønnerummet til et sted, hvor man har lyst til at være:
– Det skal være et sted, hvor man er sammen som familie, og ikke nødvendigvis som en individuel sag. Jeg føler, at Gud virkelig ønsker at møde sine børn igennem kunst og musik. Og især dem, som ikke kender ham, siger han og fortsætter:
– Vi har jo mega meget lovsang, og det er fint, men jeg ønsker specifikt at skrive musik for folk, som ikke kender Jesus.

Du er skabt til mere

Men er alle mennesker interessede i at høre om Gud? Det mener Silas, at vi er:
– Alle er egentlig helt vilde med Guds rige, værdierne og hvem han er, mener han og giver et eksempel fra da han arbejde i Toys’R’Us:
Jeg havde pause og snakkede med min kollega. Så spurgte hun pludselig: ”Silas, får du egentlig det, du skal have – rent seksuelt?”.
Silas vidste ikke helt hvad han skulle sige til det, overrumplet over spørgsmålet, men svarede så:
– Ja, jeg får alt det, jeg skal have.
– Det var godt, svarede pigen tilfreds.
– Og det er ingenting! fortsatte Silas.
Han griner. Pigen forstod ikke, hvad han mente, og så bare mærkeligt på ham. ”Hvad?”
– Men så begyndte jeg at forklare Guds riges værdier til kvinden, og jeg sagde til hende: ”Prøv at høre: Du er meget mere værd, end at jeg skulle tilfredsstille mine behov og fysiske længsler hos dig. Du er skabt til så meget mere. Vi (mænd) er skabt til at ære jer og beskytte jer og holde vores hånd over jer.
Pigen fik tårer i øjnene og begyndte at dele sin historie om, hvordan hun som 11-årig var blevet voldtaget.
– Hun sagde: ”Jeg er virkelig, virkelig glad for, at du ser sådan på det.”
For Silas var det et eksempel på, at folk elsker Guds rige. For han havde kun gentaget det, som Jesus allerede har sagt. Det samme ønsker han at gøre med musikken:
– Folk er vilde med Guds rige. Så jeg vil spille musik om Guds rige og hans karakter. Sange om håb, som giver folk en længsel efter mere og meningen med livet, siger han.

Plads til forskellighed

Gruppen har haft en del fokus på musik og har lige indspillet to sange i Hollywood, som snart udkommer på iTunes. Det skyldes, at de alle er musikere, men ellers er målet at skabe rum for, at man kan tilbede Gud på den bedste måde for én selv.
– Du kan sagtens sætte mig op foran et lærred i to timer, og jeg vil elske det, men det er ikke alle, som ville elske det, smiler han.
Silas tegner selv meget og udtrykker sig ofte sådan. Hans forældre ejer et kunstgalleri i Lønstrup, så kunsten har altid været tæt på ham:
– Jeg synes, der er blevet lagt meget låg på kreativitet. Du behøver ikke at male eller lave et færdigt værk. Jeg tror på, at alle er kreative, for vi er skabt i Guds billede, ikke? Alle har en eller anden form for udtryk, hvad end det måtte være. Jeg brænder for, at vi giver tilladelse til folk: Gud har lagt det i dig. Gør det!
Silas peger også på, at kunstneren faktisk er en profet:
– Du får lov til at se ind i det himmelske, og så udtrykker du det kreativt, siger han og forklarer, hvordan et besøg hos en kristen kunster i Cape Town, Sydafrika skabte en sult efter Gud i ham.
– Det var vildt. Der var virkelig noget særligt i det her. Det skabte en længsel efter at leve livet fuldt ud. Og altid tænke: ”Der er mere end bare at sige ok til det normale”. Leve drømmene ud.
– Så jeg tænker bare, at jo mere kreativitet i kirken, jo bedre.