Sssssssch…!

Vi kender alle følelsen af i perioder at være så travle, bekymrede og stressede, at roen bare ikke vil indfinde sig. Den indre fred er et svagt minde, og man kan dårligt mærke noget indeni.

Derfor kunne det ikke passe bedre, at vi havde lejet et stille sommerhus på Sjællands Odde, varmet op af brændeovnens ildhav, hvor jeg kunne sidde og lede efter min indre fred.

Det tog mig et par dage overhovedet at kunne slippe hovedstadens tempo og krav. Internetforbindelsen var så langsom, at det ville være hurtigere at sende et brev med B-post, så nettet var dømt ude. Tv var også yt, og det gav en naturlig anledning til generelt at droppe omverdenen og glide langsomt ned i sofaen, mærke stilheden, intetheden og ’være-heden’.

Helt stille er der jo aldrig. Sindets indre godstog bumler videre uanset. Ligesom øjet aldrig kan stå helt stille, kan tankens vandren aldrig lægge sig helt til ro i vejkanten. Tankerne fortsætter deres ufrivillige flugt ligesom skyernes vandring over den blå himmel, der ubehøvlet vader ind over det blå stilstående baggrundslærred.

Stilheden fjerner mit udsyn og tvinger mig til indsyn. Det er både smukt og skræmmende. Skræmmende, fordi livets smerte kan poppe op, men mest smukt, fordi Gud føles større og mere ubegrænset, når jeg dykker ned i stilhedens dybe lyttende hav.

Jeg må minde mig selv om ikke kun at koble af, når jeg er på ferie, men også i hverdagen. Vi må aldrig glemme at tage os tid til os selv og være alene sammen med Gud. Så hellere skære ned på nogle af de faste aktiviteter, så der i dagligdagen er tid til at tage alenepauser fra jobbet, familien, vennerne, kirken, fitnesscentret og resten af omverdenen.

Målet til alle tider må være en balancegang mellem aktivitet og stilhed. Som den bibelske Prædikant skriver så elegant: “Alt i livet har sin egen tid… Tid til at græde og tid til at le… Tid til tavshed og tid til tale…” (Præd. kap. 3).

Derfor: “Sæt dig stille i Herrens nærhed, vent tålmodigt, så griber han ind.” (Salme 37, vers 7b).

God Bededagsferie!