Begynd med taknemmelighed
Joni har sammen med sin mand Ken skrevet en bog om deres ægteskab.
De fleste kender vel historien om Joni, der som 17-årig sprang på hovedet i vandet, brækkede nakken og blev lam fra halsen og nedefter.
Selvbiografien Joni, der blev en bestseller verden over, handlede om hendes kamp mod fortvivlelse og afmagt, men også om hendes evige tillid til, at Gud havde en plan for hende, selv efter at det værste i hendes liv var sket.
Joni & Ken – i medgang og modgang er historien om et ægteskab, der har set mange prøvelser i øjnene; en fortælling om to mennesker der har kæmpet og blødt – for hinanden, men også mod hinanden – og er kommet stærkere ud på den anden side. Det er en historie om to, der er blevet ét kød; men det er også historien om to forskellige mennesker med hver deres styrker og fejl, og det er den balance, der gør bogen interessant.
Den tretvundne snor
Vi kender næsten Joni, synes vi, gennem hendes andagtsbøger og hendes selvbiografi, men Ken – hendes ”klippe”, som hun kalder ham – har altid stået i skyggen. I Joni & Ken møder vi begge mennesker. Bogen minder os om, at det at være kaldet til at bære hinandens byrder i Jesu navn ikke er et tomt kald, og Joni skriver i efterordet, at “Gud har brugt depression, kroniske smerter og kræft […] til at knytte os stadigt fastere sammen. Med hinanden. Med Ham. Det er den ’tretvundne’ snor, Biblen taler om. Mand og hustru og Herren selv. Hvis mand og kvinde snor deres liv sammen i ægteskab, så er det godt, og det vil gøre dem stærkere. Men hvis de også begge snor sig rundt om Herren, så er det endnu bedre. Det er et fællesskab, der vil kunne modstå alt, hvad livet – eller Helvede selv – byder dem.”
En historie om et ægteskab
I modsætning til almindelige ægteskabsbøger er Joni & Ken skrevet i tredjepersons dagbogsform og med en snert af fiktionens pennestrøg, så vi får fortalt en historie snarere end at få serveret en række bud og regler for et harmonisk ægteskab. Den er noget naivistisk skrevet, og vi skøjter måske lige lovligt let hen over den mere besværlige hverdagsside af Jonis og Kens liv, men den naive fortællestil passer egentlig smukt sammen med den optimisme og tillid til Herren, som stråler ud af bogen.
En historie om et liv
I begyndelsen af bogen får Joni konstateret brystkræft. Da hun skal skrive til sine venner og familie, hvad der er sket, sidder hun og stirrer tomt på computeren. Hvad kan man sige, når man står over for sådan en kamp? Begynd med taknemmelighed, skriver hun. Og det er det, bogen synes gennemsyret af: en sand taknemmelighed til Gud for alle de gaver, vi modtager, på trods af prøvelserne. I Paulus’ brev til Kolossenserne står der: “Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, så snart der er noget at tilgive. Som Herren tilgav jer, skal I også tilgive hinanden. Frem for alt skal jeres liv være præget af kærlighed, som er det bedste middel til at knytte os sammen” (Kol 3,13-14). Vær altid taknemmelige, står der senere i samme brev. Joni & Ken er historien om et liv præget af kærlighed og taknemmelighed.
Ken & Joni Eareckson Tada:
Joni & Ken
– i medgang og modgang
221 sider + 12 fotosider
199,95 kr. • ProRex