En sang om to mennesker
Murnaus ”Sunrise” er filmkunst på højt niveau.
At se sort/hvide film er lidt af en udfordring for et moderne publikum, der er vant til farveeksplosioner og 3D. At se sort/hvide film, hvor al dialog er udskiftet med stemningsmusik og mellemtekster, dvs. sort skærm med tekst på, er derfor Mount Everest; noget som kun sande filmnørder kaster sig ud i.
Heldigvis viste The Artist, der vandt fem Oscars i 2011, at der er et mainstream publikum for ekspressionistiske film, der skal føles, snarere end konsumeres, og i den genre er Sunrise en af stumfilmens allerhøjeste tinder.
Det tyske vidunderbarn F.W. Murnau fik efter succesen med Nosferatu carte blanche af Hollywood til at lave præcis den film, han ville. Resultatet var Sunrise – a Song of Two Humans, der kombinerede noget af datidens mest sofistikerede filmteknik med en bedragerisk simpel historie om kærlighed og forløsning. Sunrise finder sted i et lille bondesamfund, som folk fra den nærliggende storby ofte besøger. Manden (George O’Brien) er lykkeligt gift med sin blide kone (Janet Gaynor), men falder for den forførende storby-femme fatale (Margaret Livingston), der lover ham alverden, hvis blot han vil skille sig af med sin kone. Opslugt og forført, fører manden sin kone ud på en skæbnesvanger bådtur, der truer med at ødelægge dem begge. På den lange rotur mod storbyen finder manden dog ud af, at han ikke kan gennemføre sit forehavende, og midt i storbyen genopdager de kærligheden. Således forenet drager manden og hans kone hjem, netop som en storm blæser op og vælter deres båd. Han vågner op på bredden af søen, men hvor er hun? Har naturen begået den forbrydelse, manden ikke kunne?
Ved en omskrivning af Hermann Sudermann roman Die Reise Nach Tilsit droppede Murnau og manuskriptforfatter Carl Mayer alle henvisninger til bestemte personer og steder og forsøgte sig i stedet med en form for formaliserede arketyper. På trods af den simple historie er den moralske fortælling, der gennemsyrer filmen, dog overraskende kompliceret, især når vi tænker på, at alt er formidlet uden tale. Mens Murnau overholder, snarere end dekonstruerer, de binære modsætninger, omkring hvilke filmen kredser – godt og ondt, mand og kvinde, landdistrikt og byområde, synd og uskyld – undgår Sunrise på usædvanlig vis utvetydigt at straffe enten manden eller femme fatalen, der får lov til at luske ud af historien. Det er en bemærkelsesværdig skæbne, især når man sammenligner hende med figurens åndelige efterkommere i film noir, men ved at konstruere hende som en arketype, snarere end en karakter i sin egen ret, forvandler Murnau hende til en overnaturlig manifestation af fortvivlelse og tvivl; en læsning, der ikke er helt umulig, da en stærk religiøs symbolik allerede er at finde i de stemningsbilleder, der lægger den følelsesmæssige grund for filmen.
Sunrise
(DVD)
90 min.
Kirkebutik.dk-pris:
95 kr.
