Biskop støtter menighed
To politikere fra R og S vil gennemføre, at folk fx i Kristkirken i Kolding får adgang til en præst, som vil vie fraskilte og homofile. Men biskoppen afviser politisk indblanding.
Politikere skal ikke blande sig i menighedsrådenes afgørelser, mener biskop Marianne Christiansen, efter at to politikere har talt om at gribe ind for at sikre den ’folkekirkelige bredde’ i sognemenighederne.
Ifølge JyskeVestkysten vil den Radikale kirkeordfører Marlene B. Hansen og folketingskandidat Christian Rabjerg Madsen (S) give biskopper og provster mulighed for at gribe ind, hvis et menighedsråd udelukkende vælger præster, som ikke vil vie fraskilte og homofile. Men det afviser Haderslevs biskop, Marianne Christiansen.
’Indremissionsk kirke’
Kristkirken i Kolding er ifølge Rabjerg blevet overtaget af et ’indremissionsk flertal’, som har forvandlet en folkekirke til en indremissionsk kirke. Han vil derfor beskytte ’mindretallet’ mod teologisk ensidighed, efter at have læst i JyskeVestkysten, at 14 konfirmander fravalgte undervisning i Kristkirken på grund af præsternes holdninger.
Samtidig får netop den klare teologiske profil stadig flere til at søge Kristkirken.
Kræver engagement
Hvis man vil sørge for, at en sognekirke med flere præster repræsenterer flere forskellige kirkelige opfattelser, må indbyggerne i sognet engagere sig i menighedsrådets arbejde, understreger biskoppen, som bakkes op af provst Grete Wigh-Poulsen.
Menighedsrådet er demokratisk valgt, så hvis man vil ændre noget, bør man stille op, siger hun.