Havnet i en ”midtvejskrise”

Kære Suh.
Jeg er en kvinde på 48, som umiddelbart har et godt liv. Er gift med en rar mand, har 3 børn som alle er godt på vej, de to ældste er flyttet hjemmefra.
Har et godt arbejde, søde kollegaer, velfungerende kirke med godt menighedsfællesskab og gode venner.
Mit problem er, at jeg burde være glad og lykkelig – men er det ikke? Føler jeg savner mål og mening med mit liv nu, og skammer mig samtidig over at være utilfreds med så godt et liv, når nu mange andre ville give deres højre arm for det.
Jeg har svært ved at snakke med min mand om det, for jeg vil ikke have, at han skal føle sig anklaget eller blive såret – han er en god mand, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op!?
Hilsen K48

Kære K48
Det lyder som om, at du er havnet i det, man populært kalder en ”midtvejskrise”. En midtvejskrise er et udtryk for den tilstand, som man netop kan opleve sig fanget i, når man når det sted i livet, hvor mange af de mål/drømme, man tidligere har haft, er indfriet.
For mange er disse mål typisk uddannelse, arbejde, stifte familie, få børnene godt af sted i livet, stabilt netværk – netop de ting, du beskriver, du har opnået. Når disse ting er faldet på plads, kan nogle opleve sig rastløse og frustrerede uden rigtig at vide hvorfor.
Men vi har alle brug for netop ”mål og mening”, som du skriver, og derfor er det vigtigt ikke blot at resignere, når vore første mål er indfriet, men igen og igen at sætte os nye mål.
Vælg derfor at sætte dig nogle nye mål.
Beslut dig for at gå grundigt og kreativt til værks. Det kan være at udvikle dig fagligt, måske et nyt kursus, supplere med en anden uddannelse ved siden af, måske helt skifte boldgade?
I forhold til dig selv og dine venner/veninder kunne det være at tage initiativ til noget nyt – en ny fritidsinteresse, en ny ”klub”, du og nogle flere kunne have sammen, blive politisk eller socialt engageret på en eller anden måde, genoptage og/eller starte nye venskaber?
Kirkeligt – ja, der er jeg ikke i tvivl om, at der er masser af muligheder for at indgå i nye aktiviteter, men prøv måske at målrette dig noget, der er anderledes end de ting, du tidligere har engageret dig i.
Privat: du er nødt til at snakke med din mand om dine tanker og overvejelser!
Rigtig godt, at du ikke ønsker at såre ham, så hav det med i dine overvejelser, når du forbereder dig på, hvordan du skal italesætte det. Tag udgangspunkt i dig selv, og lad ham tydeligt forstå, at du ikke anklager ham for noget – men at du har brug for at dele dine tanker (og dermed dig selv) med ham.
Din mand er en vigtig del af din hverdag og dit liv, og det er derfor af afgørende betydning, at du ikke udelukker ham fra denne proces, som du gennemgår nu – ellers risikerer du netop det, som nogle beskriver som, at ”vi voksede fra hinanden”. Måske han forstår dig bedre, end du tror?
Vær forvisset om, at når du har opnået så mange betydningsfulde ting i dit liv indtil nu, så besidder du ressourcer, du kan bruge til at komme igennem også dette!
Hilsen Suh