Jerusalem – byen som emmer af historie og indtryk

Bjarne Nederby Jessen har besøgt Israel flere gange. For ham er Jerusalem noget ganske særligt; det er byen, hvor Jesus blev korsfæstet og opstod. Og det er stedet, hvor Jesus forventes at komme igen. 

Jeg har netop været i Israel igen med 6 overnatninger i Jerusalem og 6 i Tiberias. Jerusalem står for mig som noget ganske særligt. Dels er det stedet, hvor Jesus blev taget til fange, korsfæstet og opstod igen, dels er det Jerusalem, som Jesus kommer tilbage til, når han kommer for at hente sin brud.

Jerusalem er ”den store konges by”, Israels udelelige hovedstad. Mange politikere siger noget andet, men endetidsprofetierne bekræfter ovenstående.
Jerusalem er en sprudlende by, en moderne by, men den har også The Old City, Jerusalem inden for murene med kirker, synagoger og moskeer. Her mødes tre religioner, og byen er præget af det.

Den gyldne port

Det er spændende at gå ad Via Dolorosa, at besøge gravhaven, Getsemane og en række andre steder. En dag gik vi fra vores lejlighed uden for bymuren og til Getsemane Have. Vi havde muren på vores venstre side, og kort før vi kom til haven, så vi ”den gyldne port”, den tilmurede port i bymuren. Mange lægger slet ikke mærke til ”den gyldne port”, men den er bestemt værd at standse op ved. Porten kaldes også Sha´ar Harachamim, ”Nådens Port”.
”Den gyldne port” har to buer, og det var gennem denne port, Jesus red palmesøndag. Ifølge jøderne vil Messias igen ride gennem porten, når han kommer igen, og derfor har muslimerne tilmuret den. Overfor ”den gyldne port” er der rigtigt mange gravsteder. Når Messias kommer igen, vil de døde jo opstå, og så kan de opleve det store øjeblik.
Stående overfor ”den gyldne port” gik mine tanker på langfart, jeg begyndte at reflektere, at fundere. Her stod jeg overfor den port, som Jesus skal ride igennem, når han vender tilbage til tempelpladsen og det tredje tempel, som en gruppe jøder allerede har planlagt og er klar til at gå i gang med at bygge, når muligheden er til stede. Tænk, at Jesus kommer igen. Det venter vi på, og det gør vi, fordi Jesus selv har sagt, at han kommer igen. Ingen kender dagen eller timen, måneden eller året, men han kommer, og personligt tror jeg, at tiden er nær. Derfor kunne jeg ikke lade være med at glæde mig med ansigtet mod ”den gyldne port” – og jeg bad: Jesus kom. Vi venter dig.

Getsemane Have

Fra ”den gyldne port” gik vi ned til Getsemane Have med de gamle oliventræer. Det siges, at træernes rødder også bar oliventræer, da Jesus bad i gravhaven, inden han blev taget til fange. Jesus vidste, hvorfor han var kommet til jorden. Han kendte sin opgave. Alligevel kæmpede han i bøn i Getsemane Have, efter at han havde spist påskemåltidet med disciplene og indstiftet nadveren og fodtvætningen. Sammen med disciplene gik han ud til haven og bad disciplene om at våge med ham. Han bad. Han bad inderligt: Far lad denne kalk gå mig forbi, men ske ikke min vilje men din. Disciplene faldt i søvn, mens deres mester stred i dødspine. Vagterne fra tempelvagten kom og tog ham til fange, efter at Judas havde forrådt ham med et kys. Han blev ført bort og måtte lide korsdøden for din og min skyld. Vi ved det godt, og alligevel kan der være situationer, hvor det kommer til at stå meget klart for os – og det gjorde det for mig i Getsemane Have nu i maj. Tak Jesus, at du døde for min skyld.

Gravhaven og Golgatha

De lærde strides om, hvor Golgatha var, og hvor Jesus blev begravet. Mange hævder, at Gravkirken på Via Dolorosa er stedet for Jesus grav, andre har den klare opfattelse, at ”Gordons Golgatha” eller ”Gravhaven” er det rigtige sted. Jeg skal ikke blande mig i diskussionen, men for mig er ”Gravhaven” det rigtige sted, sådan oplever jeg det, når jeg har siddet stille i haven og har holdt andagt, men samtidig har jeg sagt: Det afgørende er jo ikke, hvor stedet er, men at Jesus er opstået, og at han lever i dag.
Haven ligger som en smuk og vidunderlig oase midt i den larmende millionby og minder dagligt tusinder af turister og pilgrimme om Jesu død og opstandelse. Og der kommer rigtig mange. Vi har aldrig tidligere set så mange besøgende på én gang i Gravhaven, Getsemane Have og Yad Vashem, holocaustmuseet. Turisterne kommer i et stærkt stigende antal til Israel.

Gravhave og hovedskalsted

”Han er ikke her, han er opstanden”, forkynder et skilt på døren til graven, der er tom, ligesom stenen er rullet fra indgangen.
Jeg oplever det meget stærkt, hver eneste gang jeg sidder uden for den tomme grav. Det er et stærkt billede på, at Jesus ER opstået og hele haven giver et stærkt billede af Bibelens rammer for korsfæstelsen og opstandelsen. Lige uden for gravhaven er der en klippeformation, der har formation af en hovedskal. Det kan være Golgatha, men vi ved det ikke med sikkerhed.

Ved besøg i gravhaven møder man altid mange grupper af pilgrimme fra forskellige lande og med forskellige sprog, og de finder ofte en plet i haven, hvor de slår sig ned, holder andagt, lovsynger og holder nadver – og man oplever sig forbrødret med dem alle, for man er ét i Kristus. Selv har jeg forrettet nadver i haven ved to lejligheder. Jeg har ofte haft et ønske om at være i gravhaven tidligt påskemorgen, men det er ikke blevet mig forundt – endnu. Og jeg når det måske heller ikke, men så vil jeg med forventning se frem til den dag, hvor Jesus sætter sine fødder på Oliebjerget og efterfølgende rider ind gennem den gyldne port.