Min søn kan ikke sove

Lad blot drengen sove inde hos dig af og til. Hvis det forstyrrer dig fysisk, kan du evt. have en madras liggende ved siden af sengen, som han kan lægge sig på.
Lad blot drengen sove inde hos dig af og til. Hvis det forstyrrer dig fysisk, kan du evt. have en madras liggende ved siden af sengen, som han kan lægge sig på.

Kære Suh.
Jeg har brug for et godt råd i forbindelse med min søn på 7 år; han er begyndt at blive bange, når han skal sove om aftenen. han vil heller ikke længere passes ude.
Han har masser af sovebamser og tøjdyr, og jeg både synger og læser for ham hver aften. Jeg har indtil videre ladet ham komme ind til mig og sove de gange, det har været rigtig slemt, men jeg vil jo gerne have, at han lærer at sove i sin egen seng og kan passes ude igen, både for min og for hans egen skyld.
Det skal siges, at jeg og hans far er flyttet fra hinanden for 3 mdr. siden. Jeg tænker, det har noget med det at gøre, men ved ikke, hvad jeg skal gøre, for tingene er jo, som de er.
Der er de samme problemer, når han er hos sin far.
Venlig hilsen Maria

Kære Maria
Når der sker en større omvæltning i mindre børns liv, som det jo er, når deres forældre bliver skilt, så er det ret almindeligt, at de reagerer somatisk på en eller anden måde.
Dette fordi, de ikke har evnerne til at reflektere eller sætte ord på det, der foregår inde i dem, på samme måde som de større børn/de voksne har. Fra dit eget liv ved du måske, at når man snakker om tingene, så kan meget bearbejdes og derfor lette ad den vej. Er man af forskellige grunde ikke i stand til det, kommer det tit til udtryk via kropslige reaktioner (appetitforstyrrelser, mavepine, hovedpine, søvnforstyrrelser, træthed, angst).
I din søns tilfælde handler det om en lettere angst, som melder sig, når han skal sove. Mange oplever at have problemer ved sovetid, netop fordi man her er træt og sårbar (man ligger ned, er afklædt) og fordi der ikke er andre aktiviteter til at ”aflede” tankerne.
Er man derfor lidt grundlæggende trist eller utryg i den pågældende periode, kan det netop ved sovetid bryde særligt igennem de ellers velfungerende mestringsstrategier.
I har sikkert snakket med jeres søn om, hvad det er, der foregår omkring ham og imellem jer, men det kan være, at du/I skal være særligt opmærksomme på, om der er nogle nye ting, han har brug for at snakke om – eller måske bare ting, han har brug for at få gentaget?
Du/I har sikkert også overvejet, hvilke rammer, der ville sikre jeres søn størst mulig fortsættelse af den vante rytme og dermed mest tryghed. Men prøv at tænke hans uge igennem igen – er der mon nogle ting, I kan ændre på eller skrue anderledes sammen, som vil give ham endnu mere tryghed i hans vågne tid?
Det handler nemlig om, at din søn får en ekstra dosis tryghed i denne periode, hvor han langsomt skal vænne sig til, at hans hverdag ikke længere er den samme, hvilket i sig selv er utrygt. Her er I som forældre nødt til at genoprette ligevægten ved aktivt at øge trygheden så vidt som muligt. Af samme grund, så lad ham også blot sove inde hos dig af og til. Hvis det forstyrrer dig fysisk, kan du evt. have en madras liggende ved siden af sengen, som han kan lægge sig på. Så får han sit behov for tryghed opfyldt, og du kan sove igennem. Det skal nok gå i sig selv igen på et tidspunkt.
Lad være med at presse ham til at præstere for meget i øjeblikket, og lad ham forstå, at det er helt ok at være lidt i undtagelsestilstand. Det er ganske vist upraktisk, at han ikke kan blive passet ude i denne periode, men det skal nok komme igen på et tidspunkt, når din søn har genvundet trygheden i sit liv, så indtil da må du sætte fritidsaktiviteterne lidt på standby.
Når I har læst og sunget, kan du også prøve at få ham til at flytte fokus fra angsten og i stedet over på gode fantasier. Sæt ham fx i gang med at bygge et fantasihus i tankerne, instruer ham i, at det kun må bestå af slik, kager og andet guf. Sørg for, at han går detaljeret til værks, lad ham beskrive farven og formen på de enkelte stykker slik, han bruger. Dette kan som regel fylde barnets tanker med noget, der udelukkende er sjovt og trygt.
Han kan også skabe sig sin egen historie, hvor han er helten/hovedpersonen – det handler egentlig blot om at få ham til at blive optaget af noget andet, som er godt og trygt og kontrollerbart.
Hilsen Suh