Den voksende antisemitisme og de kristnes ansvar

Af Simon Griis

Antisemitismen vokser i disse år eksplosivt, ikke kun i USA, men i hele den vestlige verden. Angreb på jøder, jødiske institutioner og samfund bliver stadig hyppigere, mens anti-jødiske holdninger i stigende grad normaliseres i den offentlige debat. Årsagerne er mange og komplekse, men én faktor fortjener særlig opmærksomhed: de evangelikale (primært amerikansk-konservative evangeliske) kristne, herunder kristne Israelvenner og deres rolle i processen.

Det paradoksale er, at den nye antisemitisme ofte fremtræder som en ka­­mp mod racisme, kolonialisme og undertrykkelse. I årtier blev jøder gradvist placeret i det ”gode, hvide selskab“, ikke som fuldt accepterede ligemænd, men som en tilsyneladende privilegeret gruppe, hvortil Vestens historiske skamfulde synder i dag kan projiceres. ”Jøden”, der tidligere blev fremstillet som den rodløse landløse outsider, det ariske menneskes modsætning og ærkefjende, er nu blevet selve symbolet på hvid magt, privilegier og undertrykkelse.

Hvor jøder før blev anklaget for ikke at høre til noget sted, beskyldes de nu for det modsatte: at være indbegrebet af vestlig kolonialisme og dominans. Jøder, der helt op til 1970’erne ikke engang kunne erhverve sig et medlemskab i WASP golfklubber i USA (golfklubber for den hvide, overklasse-elite i USA, red.), fremstilles i dag som de skyldige for alt det, de hvide accepterede golfklub-medlemmer har forårsaget af ødelæggelser i århundreder.

Historien gentager sig. Samfundet udpeger igen den samme gruppe til at bære herrefolkets kollektive skyld og fungere som syndebuk for dybereliggende problemer. Beskyldningerne har skiftet form, men mekanismen er den samme. Denne fortælling kommer især til udtryk i synet på Israel, men den harmonerer dårligt med virkeligheden. Flertallet af Israels jøder har rødder i Mellemøsten og Nordafrika, hvor deres familier ofte levede længe før islamisk tid.

Mange kom til Israel som flygtninge efter fordrivelser og forfølgelser i arabiske og muslimske lande. Israel er samtidig et af verdens mest mangfoldige samfund med jøder fra over 100 forskellige oprindelsesgrupper samt arabere, drusere, beduiner, samaritanere og andre minoriteter. Alligevel reduceres denne komplekse virkelighed ofte til et forenklet narrativ om ”hvide kolonister”, fordi det understøtter en allerede fastlagt negativ fortælling, som med alle midler skal fastholdes.

Trump-alliancen og dens konsekvenser

En væsentlig årsag til den eksplosive vækst i antisemitismen i USA er den tætte alliance mellem Israels regering, kristne Israelvenner og Donald Trump. For mange evangelikale kristne har kampen mod abort, om dommere og for Israel været så afgørende, at næsten alt andet er blevet underordnet. Derfor har nogle været villige til at overse usunde forhold hos Trump og hans kreds, som de under normale omstændigheder ville have fordømt.

Problemet er, at når man knytter sig så tæt til en politisk leder, bliver man også identificeret med hans handlinger og livsførelse. Når Trump håner modstandere, taler nedladende om kvinder, angriber immigranter og minoriteter, gennemfører politikker, der rammer de svageste, eller bruger embedet til personlig økonomisk gevinst, bliver hans nærmeste allierede i offentlighedens øjne medansvarlige. Israels regering, jødiske organisationer og kristne Israelvenner er derfor i stigende grad blevet opfattet som en del af den samme politiske lejr og meddelagtige i umoralen og brutaliteten.

Dermed har nogle af Israels mest loyale støtter utilsigtet gjort både Israel og jødiske samfund en bjørnetjeneste. I takt med at utilfredsheden med Trump vokser, rettes vreden ikke længere kun mod ham, men også mod det, han forbindes med. Israel er blevet et af disse symboler, og grænsen mellem kritik af Trump og fjendtlighed mod jøder udviskes stadig mere. Det ses blandt andet ved demonstrationer mod Trump, hvor antiisraelske bannere optræder side om side med protester mod præsidenten, og hvor vrede ikke kun rettes mod Trump, men også mod israelske repræsentationer og jødiske institutioner og boligområder.

Mange jøder oplever dermed at blive gjort ansvarlige for en politik, de hverken har udformet eller støtter, i et land, de ikke engang er borgere af. Resultatet er, at polariseringen, som Trump konstant skaber omkring sig selv med støtte fra evangelikale kristne, giver nyt liv til gamle antijødiske forestillinger. De kristne, der mest helhjertet har støttet Trump på grund af hans støtte til Israel, har efter min vurdering været en væsentlig katalysator for den voksende antisemitisme.

Konspirationsspekulanternes gamle fjendebillede

Konspirationstænkning søger sjældent komplekse forklaringer. Den søger én skyldig. Når økonomien svigter, krige bryder ud, eller samfundet forandrer sig, har jøderne historisk igen og igen fået denne rolle. Derfor er antisemitismen ikke blot én konspirationsteori blandt mange; den er ofte endestationen, hvor de øvrige teorier før eller siden havner. En væsentlig drivkraft bag den voksende antisemitisme findes netop i vor tids konspirationsmiljøer.

Trump har gennem tiden appelleret til mennesker med en dyb mistillid til medier, myndigheder og eksperter og har løftet disse miljøer, der længe levede på samfundets yderste fløje, ind i det etablerede, anerkendte politiske fællesskab. I takt med den voksende utilfredshed med Trump har flere af disse miljøer bekendt kulør og blotlagt det, som i virkeligheden altid har ligget latent i konspirationstænkningens dybe bug: forestillingen om, at jøderne i hemmelighed styrer verden.

Toneangivende stemmer som Alex Jones, Kanye West, David Icke, Stew Peters, Kevin MacDonald og Texe Marrs har, inviteret ind til taletid, på forskellig vis bidraget til at sprede eller legitimere fortællinger om jødisk magt og indflydelse. Nogle gør det direkte, andre ved at give taletid til personer og teorier, der kredser om de samme forestillinger.

Højrefløjens genfundne antisemitisme

I mange år har fokus været rettet mod antisemitismen på den yderste venstrefløj og blandt islamistiske miljøer. Den er reel, voksende og veldokumenteret, og alliancen mellem radikale venstrefløjsaktivister og muslimske kræfter har mange steder skabt en stærk antiisraelsk og til tider direkte antijødisk bevægelse. Samtidig har den tætte alliance mellem Trump, Israels regering og kristne Israelvenner gjort Israel til et centralt symbol i den amerikanske kulturkrig på den nationalistiske højrefløjs side. Derfor: Er man imod Trump, er man pr. definition også imod Israel.

Mens opmærksomheden har været rettet mod venstrefløjen, er den gamle højreorienterede antisemitisme vendt tilbage med fornyet styrke under Trump-æraen. Forestillinger om jødiske bankfolk, globalister, mediemagt og skjulte eliter forsvandt aldrig; de levede videre under overfladen, ikke kun hos nynazister og højreekstreme, men også i langt mere respektable miljøer. Nu er de rykket tilbage i den politiske og kulturelle mainstream.

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at flere tidligere Trump-støtter, som samtidig fremstod som forsvarere af Israel og modstandere af antisemitisme, gradvist har ændret kurs. I takt med voksende frustration over Trump, Gaza-krigen, konflikten med Iran og udviklingen i amerikansk politik er kritikken af Trump hos en del gledet over i en bredere mistænkeliggørelse af Israel, jøder og jødisk indflydelse.

Mediepersonligheder med millioner af følgere, såsom Tucker Carlson, Candace Owens, Megyn Kelly, Marjorie Taylor Greene, Shawn Ryan og Nick Fuentes, er blevet centrale stemmer i et miljø, hvor Israel og jøder i stigende grad fremstilles som et sygt problem, der skal konfronteres. Denne udvikling kan vise sig farligere end antisemitismen på den yderste venstrefløj. Historisk har højreorienteret antisemitisme været tæt forbundet med nationalisme, autoritære strømninger og politisk vold, og når forestillingen om den jødiske fjende får fodfæste her, har den vist sig mere aggressiv og destruktiv.

Mest opsigtsvækkende er måske, at agitatorer fra højre og venstre, som tidligere betragtede hinanden som hovedfjender, nu finder fælles fodslag. Personer som Ana Kasparian fra TYT på den ene side og Megyn Kelly og Tucker Carlson på den anden, optræder nu på hinandens platforme. De er fortsat uenige om næsten alt andet, men har fundet et fælles samlingspunkt i modstanden mod Israel og, hos nogle, mod jødisk indflydelse. Når politiske yderfløje pludselig taler samme sprog om jøder, bør alarmklokkerne ringe. Det er et tegn på, at antisemitismen er på vej fra den dunkle periferi og ind mod samfundets centrum.

Fra tabu til dagligdags chikane

Det måske mest alarmerende tegn på den voksende antisemitisme er, at det, som for blot få år siden ville have udløst bred fordømmelse, i dag er blevet næsten dagligdag. I både Europa og USA opsøges jøder i stigende grad på gaden af aktivister, influencere og selvbestaltede journalister, der med mobiltelefon og mikrofon opsøger dem for at ydmyge, anklage og udstille dem offentligt. Videoerne spredes på sociale medier som underholdning eller propaganda.

Det afgørende er ikke længere, hvad det enkelte menneske mener eller gør, men alene at vedkommende er jøde. Skylden for verdens konflikter lægges på mennesker alene på grund af deres identitet. Samtidig stiger chikane, trusler og fysiske overfald mod jøder i mange vestlige lande. Jødiske børn lærer at skjule religiøse symboler, familier overvejer, hvor de trygt kan færdes, og synagoger, skoler og kulturcentre bevogtes af politi eller private vagter i et omfang, som tidligere generationer ville have fundet ufatteligt og uacceptabelt.

Når politiske yderfløje pludselig taler samme sprog
om jøder, bør alarmklokkerne ringe. Det er et tegn
på, at antisemitismen er på vej fra den dunkle periferi
og ind mod samfundets centrum.

Det burde være et advarselssignal. Når en minoritet ikke længere kan samles til gudstjeneste, sende sine børn i skole eller drive sine institutioner uden permanent sikkerhedsbevogtning, er der tale om mere end politisk uenighed. Det er et tegn på, at gamle fjendebilleder vender tilbage. Antisemitisme begynder sjældent med vold. Den begynder med ord, hån, udpegning og social udstødelse. Og i vor tid er disse ting igen ved at blive accepteret som normale.

Antisemitismen i Mellemøsten efter 7. oktober

Mens den voksende antisemitisme i Europa og USA har fået stor opmærksomhed, har udviklingen i Mellemøsten været mindst lige så alvorlig. Efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023 og krigen i Gaza er fjendebillederne blevet skærpet. Konflikten har ikke blot øget modstanden mod Israel, men også genoplivet ældre antisemitiske forestillinger om jøder som et kollektiv. Konspirationsteorier og stereotyper præger i stigende grad medier, politisk retorik og den offentlige debat, især hvor sådanne idéer allerede har dybe historiske rødder.

I Mellemøsten er antisemitisme ofte tæt forbundet med antizionisme, fordi næsten alle regionens jøder bor i Israel. Det adskiller sig fra Vesten, hvor antisemitisme ofte rammer jødiske minoriteter gennem chikane, trusler, hærværk og vold. Da de fleste jødiske samfund i Mellemøsten er forsvundet efter årtiers emigration og fordrivelse, retter fjendtligheden sig primært mod Israel og zionismen gennem demonstrationer, mediekampagner, politisk agitation og religiøs propaganda.

Udviklingen er dog ikke entydig. Abraham-aftalerne har skabt nye dynamikker, og lande som De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain har fremmet religiøs tolerance og fjernet antisemitiske elementer fra skolebøger og offentlig retorik. Alligevel er anti-jødiske og anti-israelske holdninger fortsat langt mere udbredte og socialt accepterede i store dele af Mellemøsten end i Vesten. Mange steder er negative forestillinger om jøder og Israel blevet en integreret del af den folkelige og politiske kultur, og hver ny eskalation i konflikten forstærker et dybt rodfæstet problem, som politiske initiativer alene næppe kan løse.

Hvem bærer ansvaret for den voksende antisemitisme?

Skylden placeres ofte hos venstrefløjen, som har gjort Israel til selve symbolet på hvid kolonialisme og undertrykkelse, hos højrefløjen, der genopliver forestillinger om jødisk magt, hos islamister, som gennem årtier har næret had til Israel og ofte også til jøder, eller hos konspirationsteoretikere, der igen gør ”jøden” til verdens skjulte bagmand. Der er sandhed i, at alle disse grupper bærer ved til det antisemitiske bål, men hvis én gruppe bærer et særligt ansvar for den nuværende udvikling, må det være en del af de evangelikale kristne, heriblandt kristne Israelvenner.

Siden 2016 har store dele af den evangelikale verden knyttet sig tæt til Donald Trump, ikke blot som en politisk allieret, men næsten som en frelserskikkelse. Også i Danmark blev han fremstillet som forsvareren af kristne værdier og garanten for Israels fremtid. I ønsket om at beskytte Israel og bekæmpe abort valgte mange kristne at overse forhold, de under andre omstændigheder ville have fordømt: personlig umoral, selvberigelse, nedgørelse af modstandere, angreb på demokratiske institutioner, svækkelse af alliancer og en hård behandling af samfundets svageste.

Kristne Israelvenner spillede dermed et højt spil med Israels eksistens og fremtid. De satsede næsten alt på én mand, selv om det fra begyndelsen stod klart, at Trump først og fremmest er loyal over for sig selv. At så mange evangelikale kristne ikke så dette, synes at skyldes både en fascination af den stærke leder og det ellers noble ønske om at sikre Israel for enhver pris. Israels regering og kristne Israelvenner knyttede sig så tæt til Trump, at de i takt med, at han gjorde venner til fjender og skubbede allierede fra sig, selv blev mere og mere isolerede.

Hvis Trump mister magten, eller forholdet mellem ham og Netanyahu kølnes, kan Israel meget nemt komme til at stå svagere end nogensinde tidligere med et USA, præget af voksende indre spændinger, som en mindre forudsigelig og mindre pålidelig sidste allieret. Samtidig har mange evangelikale undervurderet den modreaktion, der ville følge. Når mennesker får nok af Trump, rammer vreden sjældent ham alene.

Den rammer også dem, der har identificeret sig med ham. I mange menneskers bevidsthed er Trump, Israel, jøder og kristne Israelvenner blevet vævet sammen til ét samlet billede. Når Trump afvises, afvises ofte også det, han forbindes med. Dermed er kristne Israelvenner, trods gode intentioner, blevet en væsentlig katalysator for den voksende modstand mod Israel og den stigende antisemitisme.

Det teologiske skred

Det mest bemærkelsesværdige er måske, hvor de kristne er på vej hen i dag. Mange af de stemmer, der råbte højest for Trump, er blevet påfaldende stille. I takt med at hans personlige umoral, selvberigelse og politiske adfærd er blevet stadig sværere at bortforklare, er mange af hans kristne støtter, også i Danmark, forsvundet fra debatten. Samtidig ser vi noget, der næsten ligner en teologisk folkevandring væk fra det gamle evangelikale fundament.

Tidligere Israelvenner, forsvarere af jøders rettigheder sammen med teologiske støtter af land, folk og forjættelse forlader deres tidligere overbevisninger. Sympatien for Israel kølnes, de gamle teologier opgives, og engagementet for jødernes sag svinder ind, mens de før så højtråbende kristne lister ud ad bagdøren. Men skaden er allerede sket. I ønsket om at forsvare Israel kom man til at knytte Israels navn og jødiske samfunds omdømme til en af de mest polariserende politiske skikkelser i moderne vestlig historie.

Resultatet blev ikke større tryghed for jøder eller bredere accept af Israel, men tværtimod en voksende vrede mod begge, tæt sammenvævet med den tiltagende utilfredshed over Trump. Nu forlader mange kristne hændervaskende skuden. Men de kan ikke undslippe det ubehagelige spørgsmål: Var de selv med til at udløse den bølge af antisemitisme, som de frygtede mest?
Jeg håber og beder til, at udviklingen vender, og måske gør den det. Men det er svært at hævde, at de her nævnte evangelikale kristne har bidraget til et udfald, der på længere sigt vil styrke Israels sikkerhed eller begrænse antisemitismens fremmarch – nærmere tværtimod.