Paven giver fredsprocessen ny dimension – men den er tom

Pave Francis har givet Mellemøst-fredsprocesen en ny dimension ved at indbyde Israels præsident Shimon Peres og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas til et bønnemøde i Vatikanet, men skønt mødet var fuld af pomp og pragt og symbolik, var det – som ventet – uden noget egentligt indhold.

Til forskel fra statsminister Benyamin Netanyahu, der mener at palæstinenserne har givet dødsstødet til fredsforhandlingerne ved at oprette en enhedsregering, som omfatter Hamas, mener Peres at fredsdrøftelserne må fornys.

På tærsklen til sin fratræden som præsident agter Peres at bruge al sin indflydelse på at fremme en tilnærmelse mellem parterne.

De, der kender Peres, mener, at han vil prøve at skabe en ramme for en aftale for at forlade sit embede med en “arv af fred”.

I top-bønnemødet – afholdt i en af Vatikanets haver med St. Peters basilikaen i baggrunden – deltog repræsentanter for de tre monoteistiske religioner – jødedom, kristendom og islam.

Også den økumeniske patriark Barthomolæus af Konstantinopel, deltog i mødet.

Paven sad på den midterste af tre stole, med Peres på sin højre side og Abbas til venstre. Et klassisk musikensemble spillede, omfattende tre jødiske musikere, tre kristne og tre muslimer.

I bønnemødet deltog 80 religiøse ledere. Sammenkomsten var hjertelig, men også meget formel, og Abbas’ og Peres’ taler indeholdt intet, der kunne signalisere, at der var noget kompromis i luften.
– Vi må bringe en afslutning på råberiet, på volden og konflikten, sagde Peres. Vi har alle et behov for fred, fred mellem ligemænd.

Abbas sagde: “Vi ønsker fred for os og vore naboer”.

Pave Francis sagde:
– Jeg håber, at mødet vil markere begyndelsen til til en ny rejse, hvor vi søger at finde det, der forener, så vi kan overvinde det, der skiller.

Kirkehistorikeren, pastor Alistar Sear havde følgende kommentar:
– Vi vil i lang tid ikke vide, om dette var et symbolsk møde eller starten på en produktiv drøftelse.

Peres vil vende tilbage til sin residens i Jerusalem for en kort stund, inden han flytter til nye lokaler i Peres-Fredscentret i Jaffa, hvorfra han vil prøve at puste nyt liv i den svindende fredslejr, mens Abbas vil vende tilbage til Ramallah og prøve at forhindre, at hans enhedsregering med Hamas løber på grund, samtidig med at han vil prøve at bevare støtten fra den arabiske verden og det internationale samfund og dettes interesse i den palæstinensiske sag.