Peres i USA: ‘Araberne er ikke vores fjender – terrorister er det’

Præsident Shimon Peres har fået en enestående hyldest af USA, da han igår modtog kongressens største æresbevining, “The Congressional Gold Medal”, og talte til et fuldt hus i tinget på et fællesmøde af senatorer og repræsentantshusmedlemmer.

I sin tale til kongressen sagde Peres:
– Araberne er ikke Israels fjende. Terrorister er fjender af os begge. De spreder deres fare over hele regionen, og vi må stå sammen for at standse dem.

Ved tildelingen af kongressens guldmedalje til Peres slutter han sig til en elite-gruppe af fremtrædende personligheder, der har modtaget kongressens guldmedalje, præsidentens frihedsmedalje og Nobel-fredsprisen: Aung San Suu Kya, moder Teresa og Nelson Mandela.

Om fred mellem Israel og palæstinenserne sagde han, at det er “den mest mulige umulighed”, og at Israel i syv krige havde trodset svære odds, gang på gang.

– Når man ser tilbage på Israels liv, viste vores drømme sig ikke at have været for store, men for små, fordi Israel udrettede mere, end man kunne have forestillet sig, sagde Peres. Jeg beder USA – denne mægtige nation af drømmere – om blot en ting: drøm ikke småt. I er store. Så drøm stort.

Peres blev introduceret af vicepræsident Joe Biden, der betegnede Peres som en nationalskat.
– Jeg har aldrig mødt en person med større veltalenhed eller i besiddelse af mere visdom end hos dig, sagde Biden. Hvis der er noget, verden behøver netop nu, så er det flere mænd og kvinder med visdom.

Efter at have mødtes med præsident Barack Obama i tre timer i Det hvide Hus igår, var der en sikkerheds-orientering og en rundbordssammenkomst med jødiske ledere. Senere deltog Peres i en middag til ære for ham i den israelske ambassade, med deltagelse af en række fremtrædendepersoner, heriblandt den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice, der til den snart 91-årige Peres sagde:
– Mr. President, du sætter et eksempel for os alle. Vi takker dig for utrætteligt at have bestræbt dig på at gøre verden til et bedre sted.

Israels ambassadør, Ron Dermer, sagde: “Jeg tror, at den største kompliment man kan give nogen, er, at de tænker ungt”.