Danmark og Norge behandlede jøder forskelligt
– Det er et stort paradoks, at Danmark og Norge indtog så forskellige holdninger til jøderne for to hundrede år siden, sagde den danske historiker, professor Therkel Stræde, da han fornylig holdt et inciterende foredrag for omkring 40 medlemmer af foreningen “Danskere i Israel”.
Stræde, der er tilknyttet Syddansk Universitet i Odense, var af foreningen blevet anmodet om at tale om et jødisk emne – og det blev om jødisk historie i de to lande i nyere tid.
Emnet for foredraget tiltrak langt flere end de, der normalt kommer til foredrag i foreningens “kulturcafe”-arrangementer. Det fandt sted samme dag, som Israel indledte sin militæroperation mod Hamas i Gaza-striben, men dette indvirkede ikke på fremmødet.
Professor Stræde har fornylig på holocaust-forskningscentret i Oslo holdt et foredrag om begivenhederne omkring den danske jødeemancipation i 1814 og gjorde dette i anledning af 200
året for den norske grundlov, indeholdende bl.a.”jødeparagraffen”. Dette foredrag gav – ifølge Stræde – “vældig gode reaktioner og impulser”.
Nu stod han over for en større gruppe af dansk-fødte jøder, hvor der var adskillige sagkyndige om det, han ville tale om.
– Det er paradoksalt, at forbudet mod at jøder opholdt sig på norsk territorium kom få uger efter at jøderne i Danmark fik ligeret, og at forbudet var formuleret af embedsmænd, der formentlig var dansk-uddanede, sagde Stræde.
Frihedsbrevet
I sin fødselsstund som suverænt land i 1814 definerede Norge sig ved Eidsvoll-forfatningen 1814 som et forbudt område for jøder, og dette stod på i over en generation, sagde Stræde. I Danmark skete samtidig næsten det modsatte. Samme år – 1814 – viste Danmark en helt forskellig opfattelse af jøder, og under kong Frederik VI blev der udstedt et frihedsbrev for jøderne, den såkaldte “Anordning”, og jøderne fik i henhold til denne de samme rettigheder som alle andre danske borgere.
Emancipationen skete tidligt i Danmark, men ikke uden modstand, sagde Stræde. I 1813 blotlagde “den littterære jødefejde” i Danmark en sump af antisemitiske fordomme blandt danske intellektuelle, og i 1819 fulgte “den korporlige jødefejde” med voldelige angreb på jøder i flere byer. Jødiske hjem og forretninger blev overfaldet, og jødefjendske stereotyper blev en del af populærpressens repertoire.
Forskellige veje
Norge og Danamark havde taget forskellige veje. Danmark var gået sammen med Frankrig under Napoleon-krigene – og havde tabt – og blev straffet for det ved at tabe Norge
Helt tilbage til 1684 var det jødiske eller mosaiske trossamfund i Danmark blevet officielt anerkendt som et religøst samfund, der kunne organisere sig på egen vis. Næsten halvandet århundrede senere – under de to jødefejder – viste en del af Danmark imidlertid en anden side af dets opfattelse af jøder.
Den danske historiker kom også ind på den nutidige forskel i behandlinge af jøder i Danmark og Norge.
– Der ligger næsten 130 år imellem Eidvoll i 1814 og Gilleleje i 1943 – den nok kendteste af de mange danske kystbyer, der var involveret i at bringe danske jøder frelst til Sverige under krigen, sagde Stræde. Man kan sammenligne det mislykkede tyske forsøg på at deportere de danske jøder i efteråret 1943 med deportionen af et stort antal norske jøder i efteråret 1942, der lykkedes så tragisk, til en vis grad på grund af norske myndigheders ivrige støtte dengang.
Videre sagde den danske historiker:
– Hvis vi udvider omfanget af sammenligningen til 1945, bliver forskellen klarere. I Danmark udfoldede myndighederne bestræbelser på at hjælpe og støtte de hjemvendende jøder, mens der i Norge begyndte en lang og frustrerende kamp af de stærkt decimerede jøder fra Auschwitz dødslejren eller eksil i Sverige om at få den norske stat, der havde profiteret groft ved jødernes “fjernelse”, til at anerkende den skade og de tab, den havde påført dem og til sidst at kompensere dem – over 50 år efter begivenhederne
Strædes foredrag blev påhørt med stor interesse, og en livlig debat fulgte med mange dybtborende spørgsmål til foredragsholderen..
