Hamas anmoder om våbenhvile
Hamas har anmodet Israel om en to-timers humanitær våbenhvile søndag middag for at redde sårede og hente de døde i Gaza bys Saja’iyya-forstad.
Anmodningen, der er blevet fremsat gennem Røde Kors, er kommet efter stærk israelsk beskydning natten til søndag, hvorunder hundredvis af stedets indbyggere flygtede under ild.
I de sidste timer har palestinenserne offentliggjort barske billeder af dræbte og sårede, heriblandt børn, der blev ramt i nattens løb og de tidlige morgentimer.
En israelsk miitær talsmand siger, at Hamas prøver at få det internationale samfund, især den arabiske verden, til at presse Israel til at afslutte operationen.
Hamas betegner den israelske aktion i nat som en krigsforbrydelse.
– Men den vil ikke bryde vort folks vilje. Modstanden vil ikke tillade fjenden at trampe på Gazas jord, hedder det i en udtalelse fra gruppen..
Hamas-talsmand Sami Abu Zuhri beskylder Israel for at prøve at kompensere for dets fiasko i operationen mod gruppens militære fløj ved at hævne sig på civibefolkningen.
Fem israelske soldater og en civilperson er blevet dræbt i løbet af torsdagen og fredagen under det israelske militærs udvidede operationer i Gaza.
Sidste nyt:
Kort efter fremsættelsen af Hamas’ anmodning om en midlertidig våbenhvile accepterede det israelske militær begæringen.
Våbenhvile skulle træde i kraft fra kl. 13.30 til 15.30.
Ifølge bladet “Yediot Aharonot”s sikkerheds-analytiker, Ron Ben-Yishai, er Israel bekymret for, at en våbenhvile vil blive udnyttet til kidnapning eller “anden Hamas taktik”.
Det israelske militær har meddelt, at det vil oprette et felthospital ved Erez grænseovergangen for at behandle palestinensere, der er blevet sårede under kampene. Hospitalet vil stå klart fra kl. 20 idag.
Officiellle Gaza-kilder siger, at hundredvis af indbyggere i de ramte områder er flygtet vestpå og prøver at finde ly i byens Shifa Hospital.
Imens fortsætter rakafskydningen mod Israel fra Gaza – “rød farve” alarmsignalet hørtes i Ashkelon og Beersheba.