Israelerne lever med raket-truslen døgnet rundt

Israelernes udholdenhed er blevet sat på en hård prøve med den stadige raketregn fra Gaza-striben, og ingen aner, hvor længe denne nervepirrende situation fortsætter.
Det er uvisheden, der er det værste. Frygten for hvad der kan ske. Jeg har netop talt med moderen til en tanksoldat i Gaza, og selvom hun prøver at være tapperheden selv, er hun ofte ved at bryde sammen ved tanken om sønnen ved fronten.
– Jeg  prøver at holde kontakt med ham over vores mobiltelefoner, men forbindelsen glipper ofte, siger hun. Jeg arbejder hele tiden for at prøve at holde tankerne fra Gaza.
Hendes situation kan ganges med mange tusinde, der ængsteligt følger hvad der sker med deres ægtemænd, sønner, brødre og kærester. Mange af dem føler, at de næsten lever fra time til time og lytter intenst, om alarmsignalet “rød farve” lyder og varsler om død og ødelæggelse.

Hver dag er avisernes forsider nu fulde af billeder af faldne israelske soldater, og hver dag stirrer fem-seks soldater på læserne og mere end antyder krigens gru.

Hidtil er Israel blevet forskånet for meget  store tabstal, men der er meldt om døde og sårede og materiel skade ved raket-ilden.

Mange israeleres tanker går også til civilbefolkningen i Gaza, der lider så forfærdeligt. De er uforskyldte i deres situation, og der spørges, hvorfor de ikke for længst har sagt fra over for Hamas og ønsker sig et andet styre, der kan bringe ro og sikkerhed. Men de tør ikke modsige Hamas. De ved, at det kan koste dem livet.

Luftfartsselskaber begrænser flyvning
Krigen mærkes nu stadigt mere. De internationale luftfartsselskaber er begyndt at begrænse deres flyvninger til Israel, efter at  raketter er nået frem til byen Yahud, der ligger nær Ben Gurion lufthavnen.

Turisterne er begyndt at holde sig væk fra Israel, og mange kunstneriske arrangement er blevet aflyst eller udskudt. Men israelerne er hårdføre. De har været gennem noget tilsvarende tidligere og bider tænderne sammen.

Hvad ingen fatter er, hvordan Hamas kan blive ved med at skyde raketter mod Israel, mens den israelske hær ødelægger et stigende antal raket-afskydningsramper i Gaza. Adskillige kan ikke lade være med i det stille faktisk at beundre Hamas for dets stadige formåen at afskyde raketter.

Mange har en plan i hovedet for, hvad de vil gøre det næste minut, når et alarmsignal lyder. Bilister på vej fra by til by kigger sig hele tiden om efter en bebyggelse, hvor de måske kan finde ly, når alarmen går. De er forberedt på at forlade deres bil hurtigst muligt og lægge sig ned med armene over hovedet.
Kan man ikke nå at komme i ly, er det næstbedste at finde en mur man kan trykke sig op mod.
Hvis en gangbesværet ikke kan nå at komme i beskyttelsesrum nederst i et hus i løbet af 15 sekunder, er det næstbedste at skynde sig til en trappeafsats, helst en uden vindue. Denne situation har jeg 3-4 gange oplevet, hver gang sirenen lød i Jerusalem.

I dele af Jerusalem har man en slags tryghedsfornemmelse på grund af de arabiske bykvarterer. Raketterne kender ikke forskel på de mennesker, der bliver ramt – og her giver araberne indirekte ly for jødiske naboer. Hamas vil for alt i verden ikke risikere at dræbe andre arabere eller at ramme muslimernes hellige steder.
Men hvad skal 50000 gæster til en udendørsforestilling i Hayarkon Parken i Tel Aviv gøre, hvis sirenen hyler?

Hvad taler man om, når man er i et tilflugtsrum . Et hovedemne er, hvordan Hamas kan blive ved med at skyde med raketter, når Israels superhær angriber stillingerne. Hæren er måske ikke så super som antaget.
Og så taler man om tunnellerne, Hamas’ “hemmelige våben”, hvis tilstedeværelse i så stort et antal, israelerne tilsyneladende ikke vidste noget.om. Er det glippet for efterretningstjenesterne?

Holocaust-minder
Der er titusinder af holocaust-overlevende i Israel, og for mange af dem er det med gru, de hører alarmsignalet om indflyvende raketter.
– Det minder mig om død og kvælning dengang, jeg var i en underjordisk bunker i Warszawas ghetto under opstanden, siger den 90-årige Halina Ashkenazy-Engelhardt –  sirenerne, raketregnen, de høje brag får mig til at genopleve uhyrlighederne og hjælpeløsheden, vi oplevede.