Sociale medier kan øge antallet af skilsmisser
Især Facebook kan kædes sammen med sandsynlighed for skilsmisse, viser ny undersøgelse.
Af Bodil Lanting
Der er en sammenhæng mellem brug af sociale medier, problemer i ægteskabet og skilsmissetanker.
Det er konklusionen fra forskere ved The Pontificia Universidad Católica de Chile og Boston University’s College of Communication.
Undersøgelsen, som blev fremlagt i juli 2014, viser, at en fremgang på 20 procent af Facebook-brugere modsvares af en 2,18 procent øgning af skilsmisseraten.
– Undersøgelsen har set på forholdet mellem brug af sociale netværk, tilfredshed med eget ægteskab og skilsmissefrekvenser ved hjælp af officielle data fra USA, hedder det i undersøgelsens resumé.
Forskerne nævner mange faktorer, som kan spille ind i forholdet mellem brug af sociale medier og skilsmisser. Samtidig erkender de, at man må tage visse forbehold overfor de individuelle selv-vurderinger.
– Undersøgelsen kunne rejse vigtige spørgsmål om den rolle, som de sociale medier spiller i vores dagligdag. Den kan også føre til ny samfundsvidenskabelig forskning i forståelsen af den rolle, Facebook spiller i forhold til skilsmisser og tilfredshed med eget ægteskab, konkluderer rapporten.
Mange Facebook likes
Quentin Fottrell fra MarketWatch understreger i en ny artikel, at tidligere forskning på området har vist samme tendens. Artiklen har ironisk nok fået mange likes på Facebook.
– Hvis man tager forbehold overfor andre variabler, siger 32 procent af de største brugere af sociale medier, at de har haft alvorlige overvejelser om at forlade deres ægtefælle.
Det skal sammenlignes med 16 procent af mennesker, som ikke bruger sociale medier, ifølge en undersøgelse foretaget af et universitet i Texas i 2011. Denne undersøgelse bygger på data fra 1.600 gifte mennesker i alderen 18-39 år, forklarer Fottrell.
Årsag eller virkning?
– Det er svært at vide, hvad der kommer først – skilsmissen eller det, at man bliver optaget af andre gennem Facebook, skriver Fottrell.
Men 80 procent af USA’s skilsmisseadvokater kender til, at der er sammenhæng mellem skilsmisser og folks brug af de sociale netværk, understreger Quentin Fottrell.
Asocial adfærd
I 2013 viste en undersøgelse foretaget af firmaet VitalSmarts en forbindelse mellem de sociale medier og en stigende grad af asocial opførsel lige fra mangel på almindelig høflighed til vandalisme.
Blandt 2.698 enkeltpersoner fandt Vitalsmarts, at 19 procent havde begrænset deres reelle kontakt med et andet menneske, på grund af noget, som vedkommende havde skrevet i de sociale medier. 35 procent havde blokeret for yderligere online kontakt efter en konfrontation på de sociale medier.
Behov for ny etik
– Det viser et behov for, at folks opførsel kommer til at svare til teknologien, fastslog Joseph Grenny fraVitalSmarts i et interview med avisen The Christian Post.
– Vi skal til at udtrykke vores sociale kritik umiddelbart, når folk ikke opfører sig korrekt. Allerførst skal vi begynde at tale om problemet, dernæst skal folk til at se kritisk på dårlig opførsel online.
Hvis det sker konsekvent, vil folks opførsel komme til at matche teknologien, og så vil vi finde ud af, at de sociale medier er en fantastisk ’lim’ mellem mennesker – fremfor noget, der adskiller dem, mener Grenny.