To sønner

Begge sønner befinder sig på et afgørende tidspunkt ude på marken. Begge sønner bliver mødt af faderen, der går ud til dem og inviterer dem ind. Og begge sønner hører de samme ord fra faderen. Men der er to forskelle.

Overraskelser og aha-oplevelser kan også fås i meget kendte bibeltekster. Det gælder denne historie.

»Lignelsen om den fortabte søn« plejer vi at kalde den, men en bedre titel ville være »lignelsen om en far og hans to sønner«.

Den første søn

Jesus fokuserer først på den yngste søn. Han var vokset op i et hjem med rigdom og »mad i overflod« (vers 17). Og faderens indstilling til børnene var præget af stor omsorg og »alt mit er dit« (vers 31).
Sønnen har det hele: kærlighed, rigdom og mad.
Alligevel fornærmer han faderen ved at bede om at få arven udbetalt og rejser til udlandet. Han forlader faderen.
Det er frafald. At en, der lever hos Gud, forlader Gud.
Sønnen illustrerer den virkelighed, som tusinder lever i. De er vokset op med Gud, har nydt godt af Guds gaver og har hørt hjemme i en menighed, men gør det ikke længere. De har forladt Gud.
Frafald sker sjældent fra den ene dag til den anden, men er en proces. Der ser ud til at være tre særligt farlige situationer:
1) En ændret livssituation: Man flytter, man indleder et parforhold med en ikke-kristen, eller man får børn og nedtrapper deltagelse i menighedslivet.
2) Noget andet får førstepladsen: Et seksuelt forhold i strid mod Guds bud. Eller en uddannelse, et job, en karriere, en hobby, der kræver tid og fokus og gradvist bliver det vigtigste i livet, mens forholdet til Gud dør hen.
3) Opgør med en menighed: Strid om stil, kultur, personer eller teologi skaber skuffelse, der ender i frafald.
Den yngste søn gik hjemmefra. Han forlod virkelig sin far.
Det skal minde os om, at frafald er muligt. Spørgsmålet er ikke bare, om vi engang kom til tro på Gud. Spørgsmålet er, om vi lever med Gud i dag.
Hvis vi ikke gør det, fortæller denne lignelse os, at Gud står og spejder med længsel efter, at vi skal komme hjem til ham.

Den anden søn

Ved første øjekast ser det ud til, at der er enorm forskel på de to sønner. Men ved nærmere betragtning bliver det tydeligt, at Jesus har fortalt lignelsen som to parallelle historier.
Begge sønner befinder sig på et afgørende tidspunkt ude på marken. Begge sønner bliver mødt af faderen, der går ud til dem og inviterer dem ind. Og begge sønner hører de samme ord fra faderen.
Men der er to forskelle.
Den yngste søn »gik i sig selv« og sagde: »Jeg fortjener ikke … jeg har syndet«.
Den ældste søn »blev vred« og sagde: »Jeg har tjent dig … jeg har aldrig overtrådt dine bud«.
Det er den afgørende forskel. Den får betydning for de to historiers forskellige slutninger: Den yngste søns historie slutter med fest. Den ældste søns historie har ingen afslutning.
Går han i sig selv? Erkender han sin synd over for faderen? Beder han om tilgivelse?
Den ældste søns historie ender med et spørgsmålstegn, der skal få os til at tænke efter.

Faderen

Lignelsens vigtigste hovedperson er faderen. Hans kærlighed til sine børn slår alt andet. Han ønsker bare, at de skal komme med til festen.
Da den yngste søn vendte hjem, gav faderen ham både mere, end han fortjente (vers 19a), og mere end han turde tro på (vers 19b).
Guds hjerte brænder for hvert enkelt menneske – at alle skal nå frem til den evige fest på den nye jord. Den yngste søn kom med. Den ældste søns historie ender med et spørgsmålstegn. Hvad ender din livshistorie med?

Søndagens tekst: Luk. 15:11-32

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Om at være discipel af Jesus
Jesus fortsatte med følgende historie: »Der var en mand, som havde to sønner. 12 En dag sagde den yngste søn til sin far: ‘Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner. 13 Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14 og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. 15 Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. 16 Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, mens der var ingen, der gav ham noget. 17 Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‘Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. 18 Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. 19 Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
20 Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. Mens han endnu var et godt stykke borte, fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. 21 ‘Åh, far,’ sagde sønnen, ‘jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’ 22 Men hans far råbte til tjenerne: ‘Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne – 23 og slagt fedekalven, for nu skal der festes! 24 Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
25 Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. 26 Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. 27 ‘Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‘Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’ 28 Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. 29 ‘Nej,’ sagde han, ‘nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. 30 Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’ 31 ‘Hør, min søn,’ sagde hans far, ‘du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32 Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’«