Corpus Dei – Har Gud et legeme?

Har Gud en krop…? Mogens Albrechtsen forsøger i denne artikel at spore sig ind på, hvordan Gud beskrives i Bibelen. I en kommende kronik beskriver han menigheden som Guds legeme.

I begyndelsen af Johannesevangeliet læser vi, at ”Ingen har nogensinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.”
Joh. 1,18

Jesus siger videre, at selv om alle skal være oplært af Gud, så betyder det ikke, at nogen har set Gud Fader, ”undtagen den, der er fra Gud; han (Jesus) har set Faderen” (Joh. 6,46).

For Guddommen bor i et utilgængeligt lys, som intet menneske kan se eller har set (1. Tim. 6,16).
Hvilket mysterium!

Omgivet af stråleglans

Da apostlen Johannes opholdt sig på øen Patmos, så han i synernes verden Gud sidde på sin trone. Han var at se til som jaspis og sarder, og en stråleglans omgav ham (Åb. 4,3), men Skriften siger ikke noget om, at Johannes så Guds ansigt.

Jamen, har Gud Fader da ikke et legeme, for ærkeenglen Gabriel siger jo til Johannes Døbers far, Zakarias, at ”Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt…” (Luk. 1,19).
Egentlig siger den bibelske grundtekst kun, at han står foran Gud, eller som det også er oversat, at han står i Guds nærhed.

Til højre for Gud

Hør nu her! I Det Nye Testamente står der mange steder, at vor Herre Jesus har taget sæde ved Gud Faders højre hånd, (Kol.3,1, Hebr. 3,1), hvilket peger på, at Gud har et legeme. Hertil kan man sige, at der i grundteksten ikke siges noget om Gud Faders højre hånd, men kun om ”hans højre” underforstået ”højre side”, som det også siges i Hebræerbrevet:

”Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone.”
Hebr. 8,1-12,2

Det samme gør sig gældende, da Johannes ser Gud på tronen i Himlen, så lægger han mærke til, at Gud har en bogrulle forseglet med syv segl i sin højre hånd (Åb. 5,1).
Men egentlig står der kun i den græske grundtekst, at han så en bog på den højre (side) af Gud, som sad på tronen. Ordet hånd nævnes ikke.

I Det Gamle Testamente finder vi noget lignende i Salmernes Bog, hvor David under Helligåndens mægtige inspiration siger følgende:

”Herren (Jahve) sagde til min Herre: ”Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder.”
(Salme 110,1)

Flere bibeloversættelser siger her ”sæt dig ved min højre” eller ”højre side.”

”Gud er ånd”

Jesus siger: ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”
Joh. 4,24

Vi mennesker er jo skabninger, som kan se og iagtage hinanden, ja, vi kan endda røre ved hinanden. Derfor ligger det dybt i os, at vi gerne vil se det, vi har med at gøre, selv om det jo er en kendgerning, at ikke alt kan iagtages med det fysiske øje. Men Gud har forbarmet sig over os. Derfor sagde Jesus: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Joh. 14,9).

Kristi tilblivelse

Et sted i evigheden blev Guds Søn, vor Herre Jesus Kristus, til. Han blev ”født”, ikke skabt, før jorden var der.
”Til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt:”Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans Fader, og han skal være min Søn (Hebr. 1,5).

Kristus udgik af Faderen, som en del af ham selv, og deres enhed er så stærk, at Jesus kunne sige: ”Jeg og Faderen er ét” (Joh. 10,30).
De er et og samme guddomsvæsen, skønt de er to. Den evige og eneste Gud var nu ikke længere alene.

Han er Visdom

Jesus var begyndelsen på Guds underfulde værker, og vi får et glimt af ham i Ord-sprogenes Bog, hvor der i det ottende kapitel fortælles om ham – i billedet af den evige visdom. Og Kristus er jo netop ”Guds kraft og Guds visdom (1. Kor. 1,24).

Han er Skaber

Jesus blev indsat som Faderens fortrolige, han var hans glæde ”dag efter dag”, og de to lagde planer. Jesus blev Gud Faders arkitekt og mesterbygmester (Ord. 8,30), ja, Jesus blev Skaberen. Han er ophavet til alt det skabte (Johs. 8,25), som det da også siges i Det Nye Testamente:

”Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til i ham.
Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.”
1.Kor. 8,6

Jesus er ”al skabnings førstefødte. I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham.”
Kol. 1,15-17

Hvilken mægtig Kristus, vi, Jesu menighed, har!

Kristus som Guds krop

Har Gud Fader et legeme? Har Guds Søn et legeme?
Til det sidste kan vi svare et klart ja. Jesus er nemlig den usynlige Guds billede (Kol.1,15).

”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord.” (Hebr. 1,3). Ikke underligt at han gør det, da han selv er Guds Ord i egen høje person (Åb. 19,13).

Da han vandrede på jorden, fik disciplene lov til at se hans herlighed. De var jo vidne til hans undere: Syge blev helbredt, døde blev vækket til live igen, tusindvis af mennesker blev bespist, selvom udgangspunktet kun var nogle få brød og fisk. Han fik storm og sø til at lægge sig ved sit Ord, og han kunne endda gå på vandet!

Lyste som solen

Engang var de med ham på det såkaldte Forklarelsens Bjerg, hvor han blev forvandlet for deres øjne. Hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset, og disciplene overværede et ”topmøde”, han havde med Moses og Elias.

På øen Patmos blev apostlen Johannes ”grebet af Ånden” og han så Jesus iført en lang klædning med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som flammende ild. Hans fødder skinnede som malm, når det gløder i ovnen, og han røst var som mange vandes brusen.

Frygt ikke!

Da Johannes så ham sådan, blev han fuldstændigt overvældet ved synet af Jesu herlighed, så han faldt om ved hans fødder, som var han død.
Men Jesus lagde sin højre hånd på ham og sagde: ”Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever:
Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget” (Åb. 1,17-18).

Gav afkald på sin fysiske herlighed

Profeten Esajas så også Jesu herlighed (Johs. 12,41), den herlighed, der udstråler fra Guds Søn, men han så også hans ydmyge fremtræden, da han blev Menneskesønnen, Marias søn. ”Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet” (Es. 53,2).

For Jesus, ”som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for rov at være lige med Gud, men gav afkald på det (han tømte sig selv, gr.), tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig;” (Fil. 2,6-7).
Alt dette gjorde han for vor skyld, så vi kunne få tilgivelse for vore mange synder og blive helbredt for vore sygdomme.

Afglansen hernede

Lige nu befinder Jesus sig i Himlen iklædt den herlighed, han havde, før jorden blev til, og han har taget plads på højre side af Guds trone, men han har efterladt en afglans af sig selv her på jorden, og i én forstand er han her stadigvæk.

(Herom i den næste kronik.)