Hvilke motiver har vi?

Hvad er drivkraften, og hvordan holder man ud i kristent arbejde? Det har Rolland Baker gjort sig nogle tanker om, efter at han og Heidi i over 30 år har arbejdet blandt de fattigste og mest udstødte i London, Asien og Afrika. 

Vores år i Pemba har været turbulente, intense, fyldt med dæmoniske angreb, vold, trusler, modstand fra regeringen, modløshed, tyverier, tab, skuffelser, fejl, udskiftninger i staben og de konstante ubønhørlige krav fra ekstrem fattigdom og sygdom omkring os.

Det har virket, som om vore evner og kræfter næsten aldrig kunne matche de daglige udfordringer, hvilket har været en kilde til kaos og stress, som bogstaveligt talt har truet vores liv og helbred.
Den udbredte okkultisme og den udbredte mangel på forståelse af ret og uret umuliggjorde næsten vort virke i denne fjernt beliggende del af verden. Heidi og jeg husker, hvordan vi mange gange var i tvivl om, hvorvidt vi kunne fortsætte, og ofte tvivlede på, om arbejdet ville bære gode, holdbare frugter, der kunne retfærdiggøre afsavnene.

Hvad er nøglen?

Vi er tit blevet spurgt om, hvad nøglen var til vor udholdenhed og den vækst, der er sket. Vi tænker ikke på det som en hemmelighed, men som den mest enkle sandhed i evangeliet. Vi har lært gennem erfaring, at der ikke findes nogen anden vej frem, hvis man presses til ens grænser, end at ofre sig hele vejen for Hans skyld – alene i troen på Jesus Kristus og Ham som korsfæstet.
Vi skal dø for at kunne leve. Det er bedre at give end at modtage, og det er bedre at elske end at blive elsket.
Vi kan ikke tabe, for vi har en fuldkommen frelser, som kan afslutte det, han begyndte i os – hvis vi ikke opgiver og kaster troen bort.
Vi havde ikke før troet, at vi ville kunne identificere os sådan med Paulus, men nu forstår vi mere af det, han mente med ordene:
”…de trængsler, vi var udsat for i provinsen Asien, var så overvældende, at vi næsten ikke kunne holde det ud. Vi havde opgivet alt håb om at slippe levende fra det. Vi regnede os faktisk for døde, for at vi ikke skulle tro, at vi havde nogen chance for at redde os selv. Det var kun Gud, der kunne hjælpe os, han, som endog formår at give nyt liv til de døde.” (2. Korinterbrev 1:8-9)

Skatten i lerkar

Heidi og jeg bliver overvældet ved tanken om, at vi blot er krukker af ler, meget skrøbelige og sårbare, kun i stand til at give en del og med meget begrænset forståelse og styrke. Men vi er blevet opmuntret midt i dette, fordi Guds kraft og herlighed netop udfolder sig i vor svaghed.
”Vi er som skrøbelige lerkar, hvori en vidunderlig skat er blevet lagt. På den måde kan det ses, at den overvældende kraft kommer fra Gud og ikke fra os selv. Vi møder modstand fra alle sider, men vi er ikke sat ud af spillet. Vi kender til at leve i uvished, men vi giver ikke op. Vi bliver forfulgt, men vil aldrig blive forladt. Vi er blevet slået til jorden, men ikke slået ihjel. (2. Korinterbrev 4:7-10)

Hvordan er det muligt?

I Pemba har vi netop påbegyndt endnu en tre-måneders bibelundervisning med nye præste-studerende fra bushen. Mange kender knap nok til de kristne læresætninger, og de er stadig forvirrede over mange ting.
Men tre af dem har allerede opvakt døde og vidnet om det i klassen.
Helligånden åbner hjerter og bringer høsten ind mere end nogensinde på trods af svaghed. Vores kirker er monumenter over Guds nåde.
Vi er blevet spurgt, hvordan vi holder dem alle samlet, organiseret og med følelsen af at tilhøre den samme familie. Men vi kan ikke give en fyldestgørende forklaring.
Vi har lært, at Han er i stand til at smelte hjerter og holde mennesker forbundet i ånden ved hjælp af sin egen kraft og bygge en sult efter Frelseren, der overvinder enhver forhindring.
Dette er Hans vækkelse, Hans kirke, Hans udtryk for herlighed, og Han sætter os i stand til at gøre vort arbejde.

Hvordan holder vi ud?

Hvad motiverer os til at blive ved? Hvorfra får vi energi, når vi løber tør for svar og kræfter? Hvordan kan vi forblive tålmodige og muntre, når alt endnu engang ser mørkt ud? Hvorfra får vi kraft til at leve, tjene og give?
Spørgsmålet er vigtigt, for missionærer bliver også trætte, skuffede og nedslåede.
Kristne af alle slags kan løbe tør for motivation. Ledere med stort ansvar kan miste deres fred og glæd. Missionsvirksomhed kan ende med at blive som virksomheder, og prædikanter som sælgere.
Men hvad får Guds rige til at fungere? Hvad er brændstoffet, der får os til at køre? Hvad er hemmeligheden?

Men hvad vil Jesus?

Hver eneste dag finder vi flere af svarene på disse fundamentale spørgsmål.
Hver dag lærer vi, at det, som plejede at motivere os, ikke længere er nok. Vi går efter noget højere, strækker os efter det, som ligger foran os. Vi opdager, hvad Jesus er interesseret i, og vi taber interessen for, hvad vi før gik op i. Og vi lærer, at medmindre Jesus er interesseret i, hvad vi forsøger, så kan vi ikke selv bære det.

Skjulestedet

Men der findes et hemmeligt sted, et skjulested, et kraftfuldt sted, et helligt sted, der opfylder vore drømme. Stedet findes ikke i noget udvendigt eller upersonligt. Det skal ikke findes i aktivitet, afsavn eller dedikation. Det findes ikke i mål, projekter, produktion eller fremskridt. Det findes ikke i penge eller vækst.
Det kan mangle fuldstændigt, selv når der bliver prædiket, undervist, trænet eller arbejdet med discipelskab.
Det kan blive fuldstændig glemt, når der prædikes eller bedes for den syge. De største og mest kraftfulde gaver rummer det ikke nødvendigvis. Selv forkyndelse for de fattige kan blive en upersonlig handling uden den største og mest intense af Guds frembringelser, der på fremragende vis viser Hans storhed: Fællesskabet.

Ikke uden fællesskab

Kærlighed er en gave til fællesskab, ikke blot til selv-hengivelse. Skjulestedet – det hemmelige sted – findes ikke nødvendigvis i et bedekammer eller i soaking, eller i kampen for en retfærdig sag, eller i massiv bøn eller faste. Selv det mest forbløffende mirakel kan efterlade os ensomme og uden fællesskab.
Vi kan løbe tør for motivation på vejen mod de højeste idealer, mens vi arbejder på alle niveauer for at ændre samfundet. Vi kan tjene lige til vi løber tør for kræfter og alligevel gå hjem og ligge i sengen uden den relation, som vort hjerte blev skabt til.
Med fællesskab bliver alt forandret. Det er det eneste, som Jesus bekymrer sig om, kun det motiverer Ham. Han kunne udføre mange andre forbløffende mirakler og blænde verden med sin kraft, men Han er kun interesseret i relationer. Hele skabelsen, alt det storslåede ved den fysiske verden, og alt Hans arbejde blev designet med en ting for øje: fællesskab.
Vækkelse har intet indhold uden det. Fornyelse og manifeststationer finder kun deres mening i det. Mirakler giver ikke mening uden. Glæden er hul og grundløs uden. Uden fællesskab er vi levende døde.

Ægte fællesskab

Der er intet pres i ægte fællesskab. Når det blot bliver til arbejde, er det borte og forsvundet. Det er uden virkning at vedligeholde. Det er ikke kampens mål, men livets ild. Det bringer den yderste fred, og vasker al uro bort. Det er meningen med livet, eksistensens indhold, himlens egen atmosfære.
Det inspirerer til heroiske højder og får det bedste frem i os. I fællesskab mærker vi, at vi lever. Vi er nået frem, vi er tilfredse.
Hvis vi vender os bort fra fællesskab for at søge noget andet, taber vi. Vi har ingen styrke til at give og elske uden det. Det er en havn, en klippe, en flod af levende vand, den perfekte ressource af motivation til at blive ved.

Fællesskabet med Ham

Som vores perfekte Frelser forsyner Jesus os med fællesskab. For dette døde og genopstod Han for vor skyld. Han gav os ikke blot sit Ord, sine løfter og sine gaver, men Han fyldte også vore liv med fællesskab – som svar på den længsel, Han har plantet i vore hjerter.
Ingen skyld og fordømmelse kan holde os fra at drikke alt det fællesskab med Ham, som vi ønsker. Intet i vor forhistorie kan hindre os. Ingen indstilling hos andre kan holde os fra at smage og se, at Han er god.
Og fra dette livets træ, som vores Frelser er, kan vi skyde grene ud til flere relationer med dem omkring os. Han fjerner vor ensomhed. I Ham ender vor søgen, og vi finder vor destination.

Værdier renset i ilden

I vor erfaring med vækkelsen i Afrika er vore værdier blevet renset i ilden af pres, modstand og skuffelser.
Tusinder af kirker og vidnesbyrd om overnaturlige kræfter holder os ikke motiverede.
Stort anlagte nødhjælps-projekter er ikke nok for os.
Vi har brug for et større mål end at nå folkegrupper og skabe disciple. Uddannelse og udvikling holder ikke liv i vore hjerter. At mobilisere hjælp fra hele verden er heller ikke nok. Akademisk missiologi mangler den energi, som Afrika behøver.

Forholdet til Ham

Nej, vore hjerter må have den fuldkomne relation, en fuldkommen forening med vor Frelser, i Helligånden.
Det var ikke meningen, at vi skulle være alene ét øjeblik. Hele vort formål er at leve livet og foretage alt sammen med vor Gud, altid at nyde fælleskabet med Ham.
Vor livskraft kommer udelukkede fra vores tilfredsstillende fællesskab med Ham, og at forblive dér er at forblive i vores egen private vækkelse, som ikke bør forstyrres af noget andet.
Kun når dette fælleskab er glødende, blændende og rent, har vi kraften til at frydes over alt det, som Gud så rigelig har forsynet os med, for at vi kan nyde det.

Tæt på Ham

Derfor, når vi er i Ham, behøver vi ikke stræbe efter fornyelse, for det er fornyelsen, der stræber efter os.
Kirkevæksten og miraklerne kommer til os. Hans tilstedeværelse efterstræber os. Selv følger Han os, svarer os og glæder sig over at gøre os lykkelige, fordi vi gør Ham lykkelige. Vi er ikke ligeglade med, hvordan Han føler. Vi tilfredsstiller Hans længsel.
Det er ikke svært at forblive tæt på Ham, men en lettelse, en frigørelse, en dør til frihed.
Blot at udføre et mirakel er ikke et mål, men gennem vores relation med Ham er det en glæde for Ham at udføre mirakler gennem os.
Vi kan faktisk ikke leve uden mirakler, og i et normalt kristent liv ser vi, at alt er et mirakel, for ”ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.’ (Ap.G.17,25-28).