Mindedes 100-året for 1. verdenskrig

Haderslevs biskop Marianne Christiansen skrev et brev til alle sogne i stiftet med opfordring til at mindes krigsudbruddet i søndagsprædikenen den 3. august og lade klokkerne ringe i en halv time på 100-årsdagen den 1. august.
Selv om Danmark erklærede sig neutral, var Sønderjylland siden 1864 en del af Preussen. Derfor blev næsten alle mænd i alderen 18-45 år indkaldt til krigstjeneste, skriver Budstikken, Lokalavisen for Haderslev.
Mange af sønderjyderne faldt, mens endnu flere vendte hjem med skader på krop og sjæl.
”Da krigen brød ud i 1914, blev der også ringet med klokkerne.
For nogen var det en glædesringning. For andre – ikke mindst for sønderjyderne – var det en ringning, som bragte forfærdelse.
Nu ringer vi for mindet og bønnen for fremtiden,” siger biskop Marianne Christiansen ifølge Haderslev Lokalavis.