Sisyfos i Greenwich Village
Inside Llewyn Davis er en film, der som mange af Coen-brødrenes forrige film nok vil dele vandene. Som en sort satire med et stænk fransk Art House er det en skildring af en neurotisk kunstner på kanten af et sammenbrud.
Inside Llewyn Davis er en klassisk mærkværdig film fra Coen-brødrene, der også gav os mesterværker som Fargo og No Country for Old Men. Denne gang har de spolet tiden tilbage til 60’erne, hvor den selvforskyldt ulyksalige titelkarakter Llewyn trasker rundt i Greenwich Village i håbet om det store musikalske gennembrud. Llewyn var engang en del af en succesfuld duo, men hans tidligere partner begik selvmord, og han tilbringer nu sine nætter på fremmedes sofaer, afhængig af gamle venners velgørenhed og sympati. Llewyn selv er ikke just fyldt med sympati for andet end sin egen hjerte-smerte, og dette karaktertræk kombineret med hans selviscenesættelse er ved at koste ham både de sidste venner og hans chance for et comeback.

