Tvivl ikke…

Knud Held-Hansen
Juelsparken 2, 2.tv.
9210 Aalborg SØ

Det er med Jesu ligklæde ligesom med Noahs Ark. Svært at bevise. Rigtig meget tyder imidlertid på, at begge fund, i nyere tid, er en gave til menneskeheden. Jesu ligklæde synes at bekræfte Det Nye Testamentes mest mærkelige historie og Noahs Ark Det Gamle Testamentes.
Fundet af arken i Ararats bjerge, i fire kilometers højde og i et frysende nærmest utilgængeligt terræn, er ganske enestående. Et skibsskrog, der umuligt kan være blevet bragt dertil uden en syndflod af vand.
Som udstillingsskib er Noahs Ark med til at fastholde os i troen på historien. I USA håber man på midler, i tilstrækkelig mængde, så man kan opføre en kopi af Noahs Ark i fuld størrelse. Men også en anden ark, ejet af hollænderen Aad Peters, 70 meter lang og 13 meter høj, er for tiden i Danmark og lige nu i Aarhus, hvor den kan besøges indtil 11. september.
Aalborg har, i Mølleparken, sin egen Noahs Ark. I oktober 1976 afsløredes nemlig den 6 meter høje og 60 tons tunge skulptur “Noahs Ark” udført af den israelske kunstner Rolf Roda Reilinger. Skulpturen var en gave fra det israelske folk til Danmark.
Det mærkelige er, at Israel, lidt på samme måde som Noahs Ark, er pejlemærker for tiden på verdensuret. Det er næppe tilfældigt. Gud vil, at alle skal frelses, men det sker ikke. Fordi vore dage ligner Noahs dage: “Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud.” Det vrimler nærmest med bibelske tegn på, at vi befinder os i de “sidste tider.”
Fremkomsten af Noahs Ark og Jesu ligklæde må ses som Guds fingerpeg. Det er med andre ord tid til beslutte sig for, om man nu har sit på det tørre eller sejler sin egen sø på må og få. Tiden er til tro på Jesus, redningsmanden, ligesom Noah var det i sin tid.