150 år med dansk mission i Indien

I år fejrer Danmission 150 år med mission i både nord- og syd-Indien. Hvor målet i starten især var forkyndelse af det kristne evangelium, kalder Danmission sig i dag en udviklingsorganisation. Kirstine Thye Skovhøj fortæller her om jubilæet set fra Danmissions egen synsvinkel.

Af Kirstine Thye Skovhøj

I år fejrer den folkekirkelige organisation Danmission et 150 år langt tæt partnerskab med kirkerne i Indien. Et samarbejde, der har skabt nye kirker og uddannelsesinstitutioner, bragt utallige ud af fattigdom og formået at udveksle religiøse traditioner.

Da dansk mission kom til Indien, var kirkerne ikke for alle og enhver. Som i resten af samfundet var de indiske kirker helt domineret af de mest indflydelsesrige og rigeste – de såkaldte højkaster – mens folk i bunden af det hierarkiske kastesystem også blev opfattet og behandlet som ”urørlige” i kirken.
Det var denne kombination af kirke og kaste, som den tyske missionær Christopher Ochs ville til livs, da han brød med sit bagland og fra 1864 i stedet blev udsendt af Dansk Missionsselskab (som i dag er en del af Danmission).
Det førte til oprettelsen af Arcot Lutherske Kirke, som nu i 150 år har delt evangeliet med alle uanset kaste.

Mission i Sydindien

I år kan Arcotkirken og Danmission altså fejre 150 år lang fælles indsats for at udbrede evangeliet og skabe bedre forhold for samfundets fattigste. Og der er stadig brug for kirkens indsats i Indien, hvor en tredjedel af befolkningen stadig lever i fattigdom – ikke mindst dalitterne (også kaldet de kasteløse), og hvor stammefolk har brug for støtte til at få uddannelse, sundhed og lige rettigheder.
”Mange dalitter arbejder i de hårdeste og dårligst betalte job. Andre må leve fra dag til dag og sove under åben himmel. Under de betingelser kan forældrene fx ikke give deres børn skolegang,” forklarer Sundar Gandhi, som er leder af Arcotkirkens skoleprojekter. Arcotkirken driver flere end 90 skoler med i alt 25.000 elever, som støttes af bl.a. Danmission.

En dansk piges drøm

Danske missionærer har i generationer været med til at bygge kirker, præsteseminarier, skoler, kostskoler, fagskoler, drevet sundhedsarbejde og arbejdet for lige rettigheder uanset køn og kaste i Arcot-distriktet. Derfor var det også med ydmyghed, at en ung Janne Garder stod af flyet i Madras (i dag Chennai) i 1968 for at bestride en stilling som leder på Siloam Kostskole i Sydindien.
”Det var et kald for mig at rejse ud som missionær – det var sådan, Gud ville det. Jeg tror på, at han sørgede for at lægge mit liv sådan til rette, at jeg blev missionær,” siger Janne Garder og fortæller, hvordan hendes ansøgning om visum til Indien blev afvist tre gange, og man derfor overvejede at sende hende til Tanzania i stedet – men hun holdt fast. Hun ville til Indien!
Allerede da hun som 12-årig spejder læste om ydre mission, forestillede Janne sig, hvordan det mon ville være at forlade sit hjem for at bo i det fremmede Indien, tusindvis af kilometer fra pigeværelset og det vante liv ved Limfjorden.
”Det var, som om Siloam og Indien blev printet ind i min hjerne. Jeg vidste i mit sind, at engang skulle jeg ud og se dén skole og opleve dét land,” fortæller 73-årige Janne Garder, der nu som pensionist kan tænke tilbage på 35 år som missionær i Indien.
”Den største glæde er altid at møde eller høre om de gamle elever og se, hvad de er blevet til. De kommer jo fra små og fattige kår, men mange ender med at sidde i gode stillinger og får sig et fint og godt familieliv. Den største opgave var – og er stadig – at få børnene lært at tage ansvar og medansvar for livet,” siger hun.

Frodig teologi og dialog

Inderne er et troende og spirituelt folkefærd, og Indien emmer af religiøsitet. Landet har givet fødsel til verdensreligioner som hinduisme og buddhisme, men også islam og kristendom har hjemme her – kristendommen siges at være kommet hertil med apostlen Thomas, Tvivleren, allerede i år 52. Officielt er der to procent kristne indere, men tallet menes at være langt højere, da mange undlader at konvertere officielt. Det skyldes, at man, hvis man forlader hinduismen, mister de privilegier, som staten tilbyder kasteløse i forsøg på at komme kastesystemets diskrimination til livs.

Indisk gift generalsekretær

Mogens Kjær, der er generalsekretær i Danmission, har et nært forhold til Indien – både professionelt og personligt. Han er indisk gift og har besøgt landet et utal af gange.
”For mig som teolog er mødet med det religiøse Indien dybt fascinerende. Kristendommen i Indien har frembragt fremragende teologer og teologisk tænkning i dette miljø, hvor de stærke religioner mødes og lever side om side. Ikke noget sted har jeg mødt så frodig teologi som i Indien. En teologi som har skullet tage livtag med kastediskrimination og stærke levende religioner som hinduisme og buddhisme”, forklarer Mogens Kjær.
De seneste årtier har der været flere tilfælde af forfølgelse af kristne, og der er et vedholdende behov for at skabe dialog mellem landets religiøse grupper. Det bidrager Danmission og Arcotkirken i fællesskab til bl.a. gennem det interreligiøse dialogcenter Quo Vadis i Tiruvannamalai i Sydindien, som de to organisationer har grundlagt i fællesskab.
”Jeg har en kristen familiebaggrund, og da jeg var barn, måtte jeg derfor ikke gå i hindutempel. Men på Quo Vadis har jeg fået en chance for at lære både min og andres religion bedre at kende. Gennem mange samtaler og oplæg har jeg lært, at vi alle er Guds børn”, siger Nimalan Nesaraja, der er frivillig på dialogcentret.
Ud over dialog mellem de religiøse grupper i Indien er Quo Vadis også et mødested for spirituelt søgende vesterlændinge, som strømmer til Tiruvannamalai. På dialogcentret får de mulighed for at høre det kristne evangelium.

Sammen i mission

På sit repræsentantskabsmøde 6.-7. september fejrer Danmission 150 års mission i Indien. Missionshistorien og jubilæet omfatter Arcotkirken i Sydindien, men også Dansk Santalmission, som blev anført af Hans Peter Børresen i Nordindien, samt Breklum-missionen i Jeypore i delstaten Orissa. Alle 3 missionsselskaber er i dag en del af Danmission.
Missionen betegnes som partnerskab og følgeskab. Både i arbejdet med forkyndelse, fattigdomsbekæmpelse, trosdialog og teologisk uddannelse.
”Meget af den fælles mission er rettet mod børn og unge,” fortæller Henrik Sonne Petersen, der er Danmissions regionsleder med ansvar for Indien.
”Konkret er Arcotkirken og Danmission fælles om et engagement for børn og unges rettigheder – herunder omsorg for gadebørn og deres fremtid.
Vi står fælles om at tilbyde teologisk uddannelse til Arcotkirkens unge, men vi står også fælles om at ”danne” unge danskere via ophold i Indien. Og vi står sammen om, at børn og unge lærer Evangeliet om Jesus at kende.
Måske er det lige her, sammen med børnene og de unge, at vi i de kommende år finder mere ud af, hvad det vil sige at være i mission sammen,” siger Henrik Sonne Petersen.